“Ladder 49” forsøger at give et realistisk indblik i det udfordrende arbejde som brandmænd i en amerikansk storby har, men trods de bedste intentioner er filmen ikke helt vellykket.

Megen af motivationen til filmen er utvivlsomt de mange brandfolk der mistede livet under redningsarbejdet ved sammenstyrtningerne af World Trade Center 11. september 2001, men herhjemme er det nok også nærliggende at sende en tanke til fyrværkerieksplosionen i Kolding.

I filmen følger vi røgdykkeren Jack Morrison. Under en stor brand i et højhus lykkes det ham at redde et offer for branden ud. Uheldigvis sker der en sammenstyrtning der spærrer ham inde i bygningen. Branden er så voldsom at det er umuligt at stoppe den, og hans kollegaer forsøger desperat at redde ham ud inden det er for sent. Mens Jack ligger hårdt kvæstet, tænker han tilbage på alt hvad der er sket for ham, siden han første gang trådte ind af døren til brandstationen som uerfaren aspirant.

Filmen klipper frem og tilbage mellem Jacks nuværende situation og hans minder, således at vi efterhånden lærer ham og folkene omkring ham bedre at kende. Vi følger hans første rigtige brandudrykning og hvordan han bliver udsat for sine kollegaers godmodige drillerier. Vi er med da han møder den kønne Linda, der senere bliver hans hustru og mor til hans børn. Han bliver oplært af stationens leder Mike Kennedy, som også bliver hans nære ven og sjælesørger. Arbejdets særdeles farlige karakter begynder dog efterhånden at gå op for ham og hans familie, og et dødsfald på stationen sætter yderligere sagen på spidsen.

“Ladder 49” ligger umiddelbart ret tæt op af Ron Howards “Flammehav” i sin udformning, men der går ikke lang tid før det bliver tydeligt at lighederne kun er overfladiske. Hvor “Flammehav” var en typisk kulørt Hollywood actionfilm, forsøger “Ladder 49” at gribe sagen anderledes realistisk an. Her er ingen serie-mordere eller konspirationer. Røgdykkerne trænger roligt og fattet ind i bygningerne iført deres luftmasker og tilsodede branddragter. Filmen er lavet med ægte og ikke digitale brande, hvilket er med til at give den et autentisk look. Man får vitterligt myrekryb af at være med inde i de små klaustrofobiske værelser.

“Ladder 49” vil gerne yde en hyldest til de brandfolk der risikerer liv og lemmer for at hjælpe andre. Det er i sig selv sympatisk nok, men måske også årsagen til at persontegningerne er så overfladiske. Man har forsøgt at lave personerne realistiske, ved bl.a. at forsyne dem med familier og et stærkt sammenhold på stationen, men problemet er at filmen gør alt, alt for meget for at gøre dem sympatiske. Der er umuligt ikke at fatte medlidenhed med brandfolkene der vover livet for andre. Vi er som publikum klar til at tilgive dem alt. Derfor kunne personerne sagtens være gjort mere realistiske, og have både gode og mindre gode sider.

Fortællerteknikken med de gentagne flashbacks, er både filmens styrke og svaghed. Det fungerer i den forstand at Jacks desperate situation bliver mere og mere personlig efterhånden som filmen skrider frem. Til gengæld eliminerer det uheldigvis spændingen ved de vovescener der ligger tilbage i tiden, da vi ved at han klarer sig heldskinnet igennem dem. Det er også for tydeligt hvilke brandfolk der kommer galt af sted i flashbackene og hvilke der ikke gør, eftersom dem der klarer sig, er dem der er med i det nuværende handlingsforløb.

Joaquin Phoenix gør det godt i rollen som Jack – i særdeleshed imponerer han i de mere krævende følelsesmæssige scener, hvor han underspiller sin rolles reaktioner. John Travolta er udmærket som Kennedy. Det er rart for en gang skyld at se ham spille en mere “normal” rolle end vi er vant til.