Hun er ikke som os andre

”Kan herren undvære et par kroner?” Det kan herren her, men jeg gider ikke at undvære dem til ham. Jeg ved, de går til et par kolde gulddamer – ikke en fornuftig frokost. Alligevel vil jeg nødig undvære ham. ‘Min’ lokale, alkoholiske tigger. Han gør mig og mit kvarter lidt mere street. Et godt værn imod de mange barnevogne. Han må godt være her, bare han ikke kommer så tæt på, som da han pissede lige neden for mit vindue. Han må ikke blive mit problem, tænker jeg så skide usolidarisk. Sådan tænker alle om Maggie Smiths varevogns-posedame i “The Lady in the Van”.

Hun tilføjer kulør til en kreativ gade i Londons Camden-kvarter tilbage i 1970’erne. Hun stinker. Af pis og lort. Af manglende bad og af den varevogn, som hun bor og sover i. Alle i overskudsgaden er glade for hende. Giver dessert til jul og varme smil på afstand. Alt er godt, så længe hun ikke lige parkerer nær deres hus. Det skal helst være de andres problem. Filmatiseringen af Alan Bennetts “The Lady in the Van” spidder den nedladende godhed, der findes i de fleste. Den, der får os til at sige, at vi gerne vil hjælpe andre, men, men, men der er altid lige en årsag, til vi ikke gør det.

Det er da heller ikke en oprigtig godhed, der gør, at hovedpersonen – forfatteren og virkelighedens Alan Bennett, der spilles af Alex Jennings – inviterer Miss Shepherd til at parkere i sin indkørsel. Hun er et godt emne. Han kan skrive om hende, betragte hende. Han udnytter hende også til at tanke sin egen godhedskonto. Bærer over med den fæle stank, så han kan skrive om damen i varevognen. Hun er nemlig mere spændende end ham. Taler fransk. Tidligere nonne. Og pianist!? Hvordan kan det passe, når hun i dag bare er en gal, gammel dame, der vist er stukket af fra den lukkede?

Det er Maggie Smith med de rullende øjne, der er oplevelsen værd i “The Lady in the Van”. De stikker så meget ud, at jeg frygtede, de ville rulle ud af hovedet, når hun begyndte at rable. Om den katolske kirke. Og om en kongekobra på fri fod. Muligvis, som hun slutter alle sine rablerier med. Hun ér alle de tabte, hjemløse sjæle, der hutler sig igennem tilværelsen samlet i én person. Hvad er hendes historie? Hvordan kom det så vidt? Var det et valg? Kan hjemløsheden nogensinde være et valg? Kølig-britisk Bennett finder lidt og langsomt ind til hemmeligheden, men det hjemløse mysterium opklares alligevel aldrig. Det kan ikke koges ned til ét øjeblik.

Det er velvalgt, at Bennett ikke selv er nogen katolsk helgen. Han bider af hende, når der igen ligger afføring i indkørslen. Ingen af dem er perfekte. Langt fra. Derfor opleves de ægte. Alligevel bliver det den betragtede og ikke betragteren, der her er oplevelsen. Mor-komplekser og undertrykt homoseksualitet gør ikke Bennett til en hovedperson, som kan bære. Selv om det sjove greb med at splitte ham op i to personer – den, der lever, og den der skriver – er udmærket udført. Den skrivende samtale, som forfattere har med sig selv, gøres konkret.