Filmz-afstemning

Stemmer i alt: 242

Bedste tidsrejsefilm?

  • Tilbage til fremtiden (1985)
    39%
  • Terminator 2: Dommedag (1991)
    29%
  • Twelve Monkeys (1995)
    14%
  • X-Men: Days of Future Past (2014)
    5%
  • Terminator (1984)
    4%
  • En anden film
    3%
  • Looper (2012)
    2%
  • Abernes Planet (1968)
    2%
  • Timecop (1994)
    1%
  • Primer (2004)
    0%
  • Bill & Ted's Excellent Adventure (1989)
    0%
  • Hot Tub Time Machine (2010)
    0%
  • Time After Time (1979)
    0%
  • QEDA (2017)
    0%
  • Midnight in Paris (2011)
    0%

Lady Macbeth

Originaltitel: Lady Macbeth
Instruktion: William Oldroyd
Medvirkende: Florence Pugh, Christopher Fairbank, Paul Hilton, Christopher Fairbank
Produktionsår: 2016
Længde: 89 min.
Land: Storbritanien
Sprog: Engelsk
Genre:
Drama
Links: IMDb
Censur: 15 år
I biografen: 26/10-2017
Bio-distributør: Camera Film

Dato: 25. October 2017   Af: Anders Brendstrup (Andersbrend) - Skriv din mening i forummet

Store skeletter i klaustrofobiske skabe

Hvem har bukserne på? Jeg skal ikke kunne sige præcis, hvor associationen mellem benklæder og styr på sagerne kommer fra, men et godt bud kunne være 1800-tallets England. Her havde man(d) ligesom et helt særligt blik for at understrege kønsforskellene med et stykke tøj. I William Oldroyds sorte, sorte "Lady Macbeth" spankulerer mændene da også selvtilfredse rundt i dandy klæder, mens den unge Katherine er spændt sikkert fast i korset og kjole. Hun har dog et par planer, der ikke lader hendes Shakespeare’ske navnesøster noget efter og som bunder i en lille omskrivning af det gamle udtryk: Det afgørende er ikke, hvem der har bukserne på, men hvem der tager dem af.


Foto: Camera Film


Ikke overraskende var det faktisk en russer, der oprindeligt viste, at de overhørte og de underkuede kunne vende magtfordelingen på herregården. Oldroyds film er baseret på Nikolai Leskovs roman "Lady Macbeth fra Mtensk" fra 1865, men flytningen til Northumberland er foregået sømløst. Måske fordi historier om fornuftsægteskaber uden følelser virker som noget Austen, Brontë-søstrene og BBC har patent på. De tyste værelser med udsigt over den forblæste hede, de føromtalte kjoler, det slebne sprog. Det er genkendeligt, og vi bliver tunet ind mentalt: stift patriarkat skal bekæmpes af intelligente, unge kvinder med ben i næsen.

Derfor har Katherine til at starte med vores sympati. Og derfor kommer det som lidt af et chok, da hun viser sig slet ikke at fortjene den. Hun er ikke en oplyst revolutionær, der vil gøre op med klassesamfundets uretfærdighed. Tværtimod nyder hun tilsyneladende den magt, det giver at være husets frue. En magt, der tidobles, når hendes seksuelt hæmmede ægtemand og tyranniske svigerfar er på forretningsrejse. Det er lidt, ligesom når de større elever mobber, fordi de selv engang blev mobbet. Tyendet og især den forsagte stuepige Anna er stadig de svageste i skolegården. Skildringen af Katherine er nok mere i tråd med 1800-tallets virkelighed end den sædvanlige romantiske forestilling om den unge, nye kone med et hjerte af guld. Samtidig er det en interessant diskussion af, om vi som tilskuere bare bliver lokket i fordærv af den første uskyldigt udseende hovedperson, vi møder.


Foto: Camera Film


Katherine er formet af sine snærende omgivelser og er reduceret til en pyntegenstand, der mister sin værdi, hvis hun ikke kan producere en arving. Men hun er også udspekuleret og egoistisk i en grad, der ikke kun kan tilskrives kampen mod et giftigt patriarkalsk miljø. Florence Pugh er god til at spille, at hun bare spiller en yndig fugl i bur. Er det ikke også lidt synd for hende? Hendes 'Frøken Julie'-affære med den potente staldknægt Sebastian kører bare hurtigt ud af et spor, som ikke engang over-kvindehaderen Strindberg havde kunnet forestille sig. Det går voldsomt og morderisk ned af bakke mod en slutning, som er decideret ubehagelig.

Det bliver derfor ikke den retfærdige kamp mod et fastlåst system, der fascinerer ved "Lady Macbeth" Det gør tværtimod den næsten voyeuristiske fryd, man får af at se den skyldige sno sig ud af sit eget blodige rod. Leskov/Oldroyd smider hende ind i den ene skruetvinge efter den anden, men man holder en trodsig, rank ryg i sådan et korset. Nogle ville måske mene, at det bliver en lidt repetitiv guide til, hvordan man dækker over et mord, men i mine øjne får intensiteten hele tiden et hak mere. Så man til sidst ikke bare tænker: 'Gad vide, om hun slipper denne gang?' - men også: 'Hvorfor håber jeg, hun slipper denne gang?'.


Foto: Camera Film


Vurdering: Lady Macbeth

Sigende nok udfolder der sig for tiden en debat om gode kontra dårlige feminister og nødvendigheden af at vise sine bryster, mens man taler frigørelse. Her kan "Lady Macbeth" bidrage med den gamle sandhed, at mænd bliver sært lyttende og samarbejdsvillige, når sex pludselig ramler ind i hjernen. Men William Oldroyds film er samtidig et voldeligt, lille kampskrift for det frie begær og dets populære fætter, det frie ord. Intet her er moralsk forsvarligt, og dét fascinerer og frastøder på én gang. Som det nødvendigvis må. Det hele eksploderer, når korsettet strammes ind, og bukserne knappes til.



Din vurdering:

Samlet brugervurdering:

Der skal minimum være 5 brugerstemmer før resultatet bliver vist.