Lady Snowblood: Blizzard from the Netherworld

InstruktionToshiya Fujita

MedvirkendeMeiko Kaji, Kô Nishimura, Toshio Kurosawa, Masaaki Daimon, Miyoko Akaza, Eiji Okada

Længde97 min

GenreAction, Action, Drama, Drama, Thriller, Thriller

IMDbVis på IMDb


Anmeldelse

Lady Snowblood: Blizzard from the Netherworld

4 6
Når blodet er tykkere end vandHvad de fleste måske ikke ved er, at det rent faktisk var Toshiya Fujitas to bloddryppende film om Lady Snowblood fra midten af halvfjerdserne, som agerede inspiration til Quentin Tarantinos to stort opsatte “Kill Bill”-film. I hvert fald har det for denne anmelder at se ikke skortet på lån og referencer fra særligt den første af filmene, “Lady Snowblood: Blizzard from the Netherworld”.
Skabt på et leje af blodhævn er filmen den uforsonlige beretning om Meiko Kajis Yuki Kashima, som fødes ind i en verden, hvor det er de uskrevne regler om øje for øje og tand for tand, der er gældende. Moderen må se hjælpeløst til, mens fire bønder som følge af politisk ustabilitet forbryder sig mod hende og brutalt myrder både ægtefælle og søn. Men hævnmotivet slutter ikke nødvendigvis ved dødslejet for den fængslede kvinde – hun har selv gjort det af med den ene af banemændene i mellemtiden. Tværtimod føres den blodrøde fakkel videre af datteren Yuiki, som tilsyneladende ikke skyr nogen midler for at opfylde moderens ønsker.

Nogle gange kunne man dog ønske, at oversætterne anstrengte sig lidt bedre for at finde på et passende navn til en karakter som Lady Snowblood, der på dansk har fået det noget hult klingende og ikke videre vellykkede “Blodsne”. Nuvel. Referencen til Snehvide fornemmes imidlertid stadigvæk, og det er heller ikke helt tilfældigt. “Lady Snowblood: Blizzard from the Netherworld” er med hævn som det altovervejende og bæredygtige motiv faktisk ikke uden en slet ironisering over Disneys tegneseriefigur. Filmen er ikke udelukkende blodig alvor, men forstår også – på ganske afvæbnende vis endda – at give plads til at trække på smilebåndet, når for eksempel afhuggede lemmer konsekvent efterlader ganske farverige springvand af blod.

Undervejs – og mens den grumme forhistorie løbende forklares i detaljer – træner Yuki sig selv op til sin livsmission. Det er desværre også i den sammenhæng, at filmens største svaghed – tempoet – for alvor og første gang bemærkes. Filmen når stormfulde højder, når samuraisværdet hviner, og blodet flyder, og helt af samme årsag befinder filmen sig nede i bølgedalen med de mere opbyggelige og forklarende sekvenser. For eksempel er Yukis dannelse og mestren af sine kampsportsevner i for høj grad en ørkenvandring. For de to forfattere – to gange Kazuo – Kamimura og Koike samt instruktøren Toshiya Fujita synes det dog at have været en uundgåelig sten i skoen frem mod filmens grande finale.

Selvtægt som middel kan naturligvis diskuteres, men i tilfældet “Lady Snowblood: Blizzard from the Netherworld” er der ikke tvivl om, hvor sympatien ligger. Det synes at være helt i orden, og selvfølgelig er en kvinde, der har været så uendeligt meget grumt igennem, i sin gode ret til at dræbe og til at dræbe i sin mors navn. En særlig charme ved filmen – som Tarantino også har taget til sig – er de rystede billeder, dynamiske zoooms og de på lydsiden kendetegnende og kælne musiknumre, blandt andre Meiko Kajis velkendte “Flower of Carnage”. Træk fra en svunden tid, men også træk, der – sammen med filmens sublime klippefacon – gør “Lady Snowblood: Blizzard from the Netherworld” til en særlig oplevelse.

Oplevelsen er med æstetiske øjne ikke altid lige skøn, og det har hidtil også fortrinsvis været som kultfilm i b-rækken, at legenden om den hævngerrige japanerinde har gjort sig bedst. Filmen fortælles i kapitler, og moralen kan også læses som en åben bog. Undervejs træder journalisten Ransui ind på scenen, angiveligt fordi han vil skrive historien om den mutte kvindes motivation for blodhævn. Men mere er på spil, end hvad han umiddelbart giver udtryk for, og det bliver også evident, at “Lady Snowblood: Blizzard from the Netherworld” handler om langt mere end den åbenlyse blodhævn, som filmen oprindeligt er gennemsyret af.

Ud over sine underholdende elementer og ditto momenter er filmen også et tidstypisk billede af de historiske vingesus, som bredte sig ud over forrige århundredeskiftes krigførende nation, Japan. Magtkampene mellem bønderstanden og borgerskabet er tilmed tydelig, om end de politiske paroler og systemkritiske vinkler dog træder mere i karakter i den knap så vellykkede efterfølger, “Lady Snowblood II: Love Song of Vengeance”. I nærværende film er balancegangen imidlertid hårfin og filmen som sådan velfungerende. Meiko Kaji er et skræmmende studie i gemen ondskab og regulær blodtørst. Manuskriptet er råt og kører uforsødet for det meste i samme vejspor, selv om talrige budskaber bevæger sig rundt underneden og gør filmen til en finurlig størrelse, men dog med ridser i lakken.

Video”Lady Snowblood: Blizzard from the Netherworld” præsenteres i et jævnt, men langt fra imponerende, anamorphic widescreen 2.35:1-format. Således er filmen – som naturligvis skal ses med sin høje alder in mente – plaget af både blødhed og uskarpheder. Kontrasten er ligesom farvetemperaturen ikke uden eklatante udsving, mens edge-enhancement og digitale forstyrrelser til gengæld ikke forekommer i nævneværdigt omfang. Alt i alt kunne et noget bedre transfer trods alt godt være forventet.
AudioPå lydsiden forefindes et udmærket og japansksproget Dolby Digital 2.0-lydspor, hvor dialogen er tydelig og uden overstyringer, atmosfæren detaljerig og effektlydene herligt markerede. Det kan desuden tilføjes, at flere genkendelige musiknumre – sidenhen benyttet af Quentin Tarantion i sine “Kill Bill”-koryfæer – her udgør underlægningsmusikken og løfter filmen i sin helhed op på et lidt højere niveau.
EkstramaterialeUdgivelsen rummer trailere for “Lady Snowblood: Blizzard from the Netherworld”, “Lady Snowblood II: Love Song of Vengeance”, “Shogun Assassin”, “Rebellion”, “Samurai Assassin”, “Boiling Point”, “Sonatine” og “Violent Cop”. Eneste andet indspark er et kort og ligegyldigt slideshow med stills fra filmen.

“Lady Snowblood: Blizzard from the Netherworld”, som har mere end tredive år på bagen, er bloddryppende alvor og ironisk humor. Filmen gør således hævnmotivet i skikkelse af Meiko Kajis kvindelige dræbermaskine til en kulinarisk oplevelse, men rummer imidlertid også mere lyriske passager og andre budskaber end det åbenlyse. Et svingende tempo og mere ligegyldige sekvenser giver sammen med tidens tand ridser i lakken, men alligevel skal filmens vigtighed ikke forklejnes. Og under alle omstændigheder er indtrykket af Tarantinos lignende meritter for denne anmelder sidenhen blegnet en smule.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

“Du må tage blodig hævn” – dette er de sidste ord, som Yukis mor presser over sine læber, inden hun udånder. Under hele sin opvækst lærer den unge pige, at meningen med livet er at søge hævn over de forbrydere, der myrdede hendes far og bror, og som forbrød sig mod hendes mor. Oplært som lejemorder er Yuki klar til at udleve sin mors drøm i skikkelse af den hævnende engel Lady Snowblood.