Tilbage i Meiko Kajis røde skoleAllerede året efter Lady Snowbloods bloddryppende vendetta mod moderens selvudnævnte fjender i den hævnmotiverede “Lady Snowblood: Blizzard from the Netherworld” var holdet derbag klar til endnu en ombæring med hovedrolleindehaveren Meiko Kajis røde skole, som imidlertid ikke skal sidestilles med Ritt Bjerregaards tilsvarende, i efterfølgeren, “Lady Snowblood II: Love Song of Vengeance”.

I den film, som skulle vise sig at blive den allersidste i rækken, fortsætter beretningen om den sværdfægtende japanerinde umiddelbart i fin forlængelse af sin forgænger. Således er politiet på baggrund af foregående meritter blevet opmærksomme på Yukis gøren og laden – for uindviede er det hendes dåbsnavn – og sætter derfor hårdhændet ind, omringer og arresterer hende med brusende bølger og sandstrand som den eksotiske baggrund. Med en dødsdom hængende over hovedet kommer der imidlertid hjælp fra uventet hånd, da kræfter i det hemmelige politi kommer hende til undsætning, naturligvis forudsat at hun beredvilligt hjælper dem i en prekær sag. Sagen rækker helt op til justitsministeren og involverer, at Lady Snowbloods fremtidige erhverv bliver som lejemorder for netop politiet.

Og hvorfor så det, kunne man spørge. I den absolutte baggrund af handlingen rumsterer antydninger af en nyligt overstået krig mod røderusserne – på tidstabellen befinder vi os i begyndelsen af forrige århundrede – og derfor opfattes alle anarkister og venstrefløjsaktivister som systemkritiske og et problem for landets fremtid. Det gælder ikke mindst den intellektuelle og filosoferende Ransui Tokunaga, som ifølge ledende kræfter inden for ordensmagten foretrækkes død. Ikke kun fordi han stiller sig kritisk over for samfundets udvikling, men endnu mere fordi han ligger inde med et brev, der kan stille justitsministeren og flere af hans allernærmeste undersåtter i et dårligt lys og derved påbegynde en regulær revolte. Og dermed synes Lady Snowbloods opgave defineret.

“Lady Snowblood II: Love Song of Vengeance” er – som forlægget måske antyder – en væsentlig mere politisk film end sin forgænger. Og det lægger i allerhøjeste grad – desværre – beslag på både ironi, humor og den mere blodstænkende alvor. Filmen søger i mange retninger, har svært ved at bevare fokus, og så er beretningen i sig selv mere energiafladet, end hvad godt er. Måske skyldes det, at japansk historie med et er trådt i forgrunden, hvilket ikke i samme grad fænger. Men hævnmotivet er heldigvis ikke gået fløjten, ikke helt i hvert fald. Undervejs går det op for Lady Snowblood, at hun er blevet sat på en opgave, som strider mod hendes egen humanistiske – om ikke politiske – overbevisning, og derfor vender hun sig i et blodberusende hævnbegær mod sine korrumperede arbejdsgivere.

Når tingene bliver sat på spidsen, er alting stadig godt set fra en filmtilskuers synspunkt. Lovens lange arm sætter naturligvis hårdt mod hårdt, men det skulle de nu nok aldrig have gjort. Vanen tro er Meiko Kaji en rejse ud i menneskelig afsky, når hun forvandler sig til ondskaben selv og sætter sig for, at retfærdigheden – igen – skal ske fyldest. Selv om postmodernisten Quentin Tarantino kan forbindes med lån fra “Lady Snowblood: Blizzard from the Netherworld”, er det tydeligt, at den flamboyante instruktør har skelet til både torturs- og forhørsmetoder i denne film, som nærmer sig det grænseoverskridende, til brug i egne film. Og man forstår hvorfor, når øjne prikkes ud og blodet sprøjter.

Det tæller ikke til fordelene, at filmens forfattere denne gang har været fremme med den løftede pegefinger, inkorporeret en række politiske budskaber og i det hele taget famler i øst og vest, men særligt øst forstås. Det virker generelt som om, der er for højt til loftet, og kun i de mere konfronterende scener opleves det bid og den charme, som kendetegnede forgængeren. Undervejs assisteres Yuki af Tokunagas bror Shusuke, der som læge får sit at se til og indledningsvis har sine aversioner mod at lægge sig ud med styret, men undervejs begynder at se urimelighederne i at lade sig tugte.

Selv om “Lady Snowblood II: Love Song of Vengeance” blegner i forhold til forløberen, rammer filmen i strejf stadig en unik stemning, som særligt “Lady Snowblood: Blizzard of the Netherworld” formåede at administrere til fulde. Det evnes ikke i samme grad her, men ikke desto mindre må de lyriske passager og den undertiden håndholdte og ramponerede stil fremhæves som elementer, der er en hvilken som helst kultfilm værdig. Hen mod slutningen veksler filmen tilmed mellem den politiske agenda og den hævnsøgende overlevelsesmekanisme, desværre uden at finde den gyldne middelvej. Kort og godt har de to forfattere – Kazuo Kamimura og Kazuo Koike – og instruktøren – Toshiya Fujita – haft for meget på hjerte til en film af denne kaliber.

VideoVisuelt præsenteres “Lady Snowblood II: Love Song of Vengeance” i et anamorphic widescreen 2.35:1-format, som ikke imponerer. Således præges billederne gennemgående af blødhed og markante udsving i kontrasten, om end farvetemperaturen er hæderlig. Der er desuden eksempler på edge-enhancement – fortrinsvis i de lysere scener – men digitale forstyrrelser er der derimod ingen af.

AudioDen auditive del er eksekveres igennem det japansksprogede Dolby Digital 2.0-lydspor, som er af en udmærket beskaffenhed. Dialogen er således tydelig og uden overstyringer, mens atmosfæren rummer mange detaljer, og effektlydene gør sig fint i et samlet helhedsbillede. Underneden ligger flere steder den fængslende musik, som Quentin Tarantino sidenhen har gjort fint brug af.

EkstramaterialePå udgivelsen er der trailere for “Lady Snowblood II: Love Song of Vengeance”, “Lady Snowblood: Blizzard from the Netherworld”, “Shogun Assassin”, “Rebellion”, “Samurai Assassin”, “Boiling Point”, “Sonatine” og “Violent Cop”. Eneste andet aktuelle indslag er et slideshow med enkelte stills fra filmen.