En forglemmelig film om en uforglemmelig dame

Der er i bund og grund ikke så meget at sige om “The Lady”, da den simpelthen bare er en virkelig dårlig og forglemmelig film. Luc Besson, der bestemt har lavet fabelagtige film og generelt synes at være en dygtig og habil filmskaber, har her skruet et værk sammen, der er fuldkommen blottet for ideer, som er præget af uhyggeligt svag historiefortælling, og hvis karakterer er utroligt endimensionale. “The Lady” er allerede glemt i det øjeblik, rulleteksterne begynder.

At “The Lady” er blevet så uinspirerende en film er både ærgerligt og ærlig talt lidt mærkeligt, idet den handler om en særdeles inspirerende kvinde. Aung San Suu Kyi, som er filmens omdrejningspunkt, er en af vor tids mest passionerede og idealistiske ildsjæle, og grundet hendes kamp for demokrati og menneskerettigheder i Burma tåler hun sammenligning med både Gandhi og Nelson Mandela. I 1991 vandt hun Nobels Fredspris, mens hun sad fanget i husarrest i Burma, hvorfor hendes mand og to sønner måtte modtage prisen på hendes vegne. Det er perioden i 1990’erne, som “The Lady” først og fremmest beskriver, og man skulle tro, at der var stof nok til at skabe en stor film af.

Imidlertid ligner filmportrættet af Suu Kyi mest af alt noget, der er blevet lavet uden den mindste grad af engagement eller ambition. Hele plottet, der centrerer sig om konflikten mellem Suu Kyis politiske kamp og hendes familieforpligtelser over for manden og børnene i England, savner i dén grad drivkraft. Filmen består primært af uendeligt mange korte scener, hvori en af karaktererne eller en nyhedsudsendelse fortæller os, hvad der sker, eller hvad der skal til at ske. Historien er altså enormt klodset og uopfindsomt fortalt, og Besson formår slet ikke at gøre fortællingen bare tilnærmelsesvis medrivende.

I scene efter scene med uinteressante og ligegyldige hændelser forsøger Michelle Yeoh ihærdigt at trodse det uinspirerende og gumpetunge manuskript og give Suu Kyis karakter lidt liv. Men hun har så forbløffende lidt at arbejde med, at selvom der ikke skal lyde et ondt ord om hendes præstation, så bliver Suu Kyi aldrig en nærværende eller vedkommende karakter. Det samme kan siges om resten af personerne i filmens alt for store persongalleri.

Problemet skyldes i høj grad, at det netop er personerne, der skal drive filmen fremad, men at der aldrig dvæles ved deres personlige historier og følelser, hvorfor den historie, de skal drive fremad, aldrig bliver hverken spændende eller interessant. Det er slående, hvor idéforladt udførelsen af denne film er, hvor ligegyldige karaktererne forekommer, og hvor lidt flow, der egentlig er i historien. De to timer og syv minutter, filmen varer, føles uendeligt lange, og når den sidste akt omsider runder af, leverer den en slutscene, der om muligt har endnu mindre eksistensberettigelse end alt andet i filmen tilsammen.

Jovist, “The Lady” er ikke så ringe, at man ligefrem krummer tæer, men det er svært ikke at blive en smule forarget over, at nogle ellers dygtige filmskabere har lagt så få kræfter i at levere en to timer lang film om en uforglemmelig og vigtig demokratiforkæmper. Det er immervæk anstrengende at se en film, som der er lagt så få anstrengelser i at lave!

Video

Der er øjensynligt lagt lige så få kræfter i udgivelsens transfer som i selve filmen. Åbningsscenen, der foregår i Suu Kyis barndom, har et grynet look, der nok skal forsøge at give netop den scene et ældre udseende, men det ser blot forstyrrende ud og ligner digitalt støj. Resten af filmen ser nogenlunde ud, men mange detaljer lider druknedøden i de mørkere scener. Skarpheden og detaljerigdommen er på ingen måde overvældende, men i det mindste heller ikke skuffende i distraherende grad.

Audio

Ud over det faktum at replikkerne går fuldstændig klart og tydeligt igennem, så er der intet betagende eller dragende over udgivelsens lydside. Der var ellers rig mulighed for benytte sig af BD-formatets muligheder til at få stemningen fra tusindvis af demonstranter helt ud i stuerne, men det har man altså ikke formået. Subwooferen slapper af det meste af tiden, og vil man bemærke sine baghøjtalere undervejs, bør man sætte sig meget tæt op ad dem. Alt i alt er diskens DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor både kedeligt, uinspirerende og monotont.

Ekstramateriale

At der (heller) ikke er blevet lagt mange kræfter i ekstramaterialet, kom sådan set ikke bag på mig, men at det, der trods alt medfølger, er så dårligt, havde jeg alligevel ikke forventet. Disken indeholder fem trailers og en enkelt ‘making of’-dokumentar på 21 minutter. Denne lille dokumentar rummer ikke så meget som en enkelt interessant kommentar om filmens produktion, men består blot af spændingsmusik og hurtige klip af folk, der står og filmer. Derudover siger Michelle Yeoh og David Thewlis, at de gjorde sig umage med deres roller, og Luc Besson synes, det er en spændende historie. Prikken over i’et kommer dog, da dokumentaren slutter brat – og med brat, mener jeg midt i en sætning(!). Det er grænsende til det amatøragtige.

En tam dame

Problemet med perfekte helgener er, at de er så ufatteligt kedeligt materiale. Bevares, sådanne skikkelser kan fungere i gode film, hvis de er grebet rigtigt an, men for det meste er denne verdens dramatik afhængig af indre uro og følelsen af, at helten måske alligevel ikke helt kan magte opgaven.

Og det er sådan set problemet i en nøddeskal med “The Lady”. Filmen fortæller om den burmesiske demokrati-forkæmper Aung San Suu Kyi, der bestemt er en duperende og inspirerende skikkelse, men hvis liv ikke nødvendigvis af den grund er særlig velegnet til det store lærred – medmindre filmskaberne for alvor formår at fange prøvelserne og dramatikken.

Michelle Yeoh spiller den fattede Aung San Suu Kyi, hvis far blev myrdet af militærjuntaen, og som levede et forholdsvis roligt akademiker-liv i Oxford, indtil hun atter blev kaldt til Burma for at besøge sin syge mor og hurtigt blev en del af demokratikampen. Med sin rolige og værdige fremtoning bliver hun en naturlig leder for bevægelsen og dermed også en kilde til irritation hos undertrykkerne. Af frygt for at skabe en martyr tør de ikke dræbe hende, og de beslutter i stedet at placere Suu Kyi i husarrest i håbet om, at adskillelsen fra familien i sidste ende vil knække hendes vilje.

Ønsket om at bringe denne vægtige historie til filmen er forståelig, og derfor bliver det også en lettere frustrerende oplevelse af overvære denne sympatiske film levere en så blodfattig og tandløs omgang tv-drama. Bag kameraet står ellers Luc Besson, men hans ungdommelige vildskab i film som “Nikita” og “Leon” lader til at være gået fløjten med årene. Det er lige før, at tonen her er tættere på hans “Arthur og Minimoyserne”.

Ligesom selve “The Lady” er Michelle Yeoh en noget tam oplevelse i hovedrollen. Hun ligner ganske vist Suu Kyi af udseende, men bringer ellers ikke meget andet til hovedrollen end evnen til at placere blomsterne korrekt i håret. Hendes udstråling og talegaver er nærmest ikke-eksisterende, og det er umuligt at begribe, hvordan denne udtryksløse kvinde kunne vække så megen inspiration og tro på fremtiden hos befolkningen. David Thewlis slipper bedre af sted med rollen som hendes hårdtprøvede mand, men også han lades ikke desto mindre i stikken af et manuskript, der reducerer hans rolle til en bunke smil, urolige blikke og bekymrede miner. Alt for meget af filmen foregår med at overvære ham lytte til radio, se fjernsyn eller læse avis.