Modens ulastelige enigma

Få moderne skikkelser er så gådefulde som det omdiskuterede stilikon Karl Lagerfeld, der med sin vampyragtige fremtoning både antyder en mand, der helt bevidst har iscenesat sig selv som excentrisk modegeni, men som også åbner for muligheden af, at han i bund og grund er en småtosset rigmand, der har ikke så lidt tilfælles med Michael Jackson.

Det er let at blive fascineret af sådanne tvetydige skikkelser, og det er denne films skaber Rodolphe Marconi tydeligvis blevet, men hvor f.eks. en film som “Michael Jacksons’s This Is It” viste musikeren fra en uventet side, så er “Lagerfeld Confedential” en mere uklar størrelse, hvor emnet altid holder tilskueren på armslængde. Lagerfeld synes at have et så totalt styr på alt og alle, at Marconi kun får adgang til præcis de detaljer, som Lagerfeld selv har lyst til at fremlægge. ”Jeg ønsker ikke at fremstå som en virkelig person. Jeg vil være et genfærd,” erklærer modeskaberen, og det er faktisk meget tæt på resultatet.

De personlige detaljer kommer i stedet for det meste indirekte, og vi er med, når Lagerfeld som en anden kongelig bevæger sig rundt i modeverden. Han udsteder befalinger til sin hær af undersåtter, der må nøjes med at se beundrede på manden, som, vi fornemmer, de næppe kender meget bedre, end vi gør. Lagerfeld fremstår til gengæld som en koncentreret, stille og ganske eftertænksom mand, som uden omsvøb ved præcis, hvad han er ude efter. Da han fotograferer en mand, konstaterer han højlydt, at modellens bedste egenskab er kurven ved hoften. Udsagnet er ikke en opfordring til diskussion.

At Lagerfeld konstant er den vigtigste person til stede, levnes der ikke meget tvivl om, og selv da Nicole Kidman kort dukker op, er det blot for at smile usikkert som en skolepige, der har fået foretræde for rektor. Marconi selv virker også overdrevet benovet over at være i mesterens selvskab, og det gør ikke mindst hans interviews med Lagerfeld lidt overfladiske. Lagerfeld selv kan ikke lade være med at smile af Marconis kejtethed, men viser sig dog ikke desto mindre at være en intelligent og tænksom herre, som har en usentimental og ganske illusionsløs opfattelse af sin egen status. ”De beundrer én, indtil de beundrer en anden,” konstaterer han tørt. Hans privatliv bliver kun berørt indirekte, men måske er det lige så meget på grund af Marconis blufærdighed som Lagerfelds, for han taler relativt ligefremt om opdagelsen af sin egen homoseksualitet samt om den mor, som han omtaler varmt, men hvis følelseskulde, vi indirekte fornemmer, formodentlig har været en stor del årsagen til skabelsen af den distancerede Karl.

Mere sjovt er det til gengæld at opdage den mere nørdede side af Lagerfeld, og hans hjem viser sig at stå i stærk kontrast til hans kontrollerede personlighed. Her er designerborde ved at knække under lasten af de enorme mængder af bøger, iPods, ringe og modeblade, der stabler sig op alle vegne.