Hvad får man, hvis man giver en 65-årig kultinstruktør $18 mio. og retten til at lave endnu en film i en serie om levende døde? Ja, svaret er selvfølgelig “Land of the Dead”, som er George A. Romeros fjerde og forhåbentlig sidste film om de træge zombier.

Der er gået “Mad Max” i den! En postapokalyptisk eksistentiel tomhed har med klam zombiehånd fået den overlevende befolkning til at drøne rundt i de øde landskaber i hjemmemodificerede køretøjer for at plyndre og skyde på alt, der bevæger sig for langsomt. På gaden hersker kutymen “enhver er sig selv nærmest”. På toppen sidder en korrupt kerne og styrer alt med hård hånd. Selv tordenkuplen, hvor folk – i dette tilfælde zombier – kæmper en nådesløs kamp mod hinanden, er til stede. Men hov! Midt i al denne elendighed finder vi vor helt, vor uselviske protagonist som aldrig kunne finde på at efterlade en såret, end ikke hvis den sårede om få sekunder ville forvandle sig til en frådende og sulten zombie. Nej, det er ikke “Mad Max” men soldaten Riley… Omtrent med lige så meget dybde som en pandekage med sirup – the American way. Men vi elsker ham, for han skal redde os fra de hjernedøde!

De andre karakterer i filmen er heller ikke for heldigt skruet sammen. Romero var i sin tid selv med til at definere de arketyper, som vi ofte finder i horror- og actionfilm, men i “Land of the Dead” er det hverken gået værre eller bedre, end at han er begyndt at plagiere sig selv, med hvad der nu er utroligt stereotype personer. Der er helten, den barske pige, den unge oprørske vildbasse etc. Mere eller mindre de selv samme personer, som var at finde i “Resident Evil”. Samtidig er ingen af dem udstyret med specielt heldige replikker, som da den barske mexicaner Cholo skal prøve sig med en cool one-liner, der lyder noget i retning af: ”If he doesn’t deliver the money I’ll put a jihad on his head.” At en næsten identisk replik optræder i “Team America – World Police” – en film, som netop gør grin med tåbelige actionfilms kiksede replikker – siger en del om originaliteten i “Land of the Dead”.

Der er gået 37 år, siden Romero lavede sin første film om de levende døde. Tilsyneladende er det endelig gået op for ham, at de langsomme, savlende zombier ikke er spor uhyggelige, så længe de blot vader formålsløst rundt. Af den grund er der tilføjet et par rigtigt effektive chok. Men den væsentligste forskel fra de gamle film er, at hvor “levende død” i de originale film mere var et diffust begreb, som omfattede horderne af zombier, er begrebet nu blevet personificeret i form af en zombie-leder – en stor, sort mand, som udvikler en primitiv form for intelligens og udnytter det i kampen mod menneskene. Om det kunstnerisk set er et skridt frem eller tilbage skal være åbent for diskussion, men sikkert er det, at det er nemmere for et mainstreampublikum at håndtere, når der er et klart defineret fjendebillede.

Stilmæssigt er “Land of the Dead” noget anderledes end de gamle film, men grunden er nok mest af alt, at filmen har et budget, som tillader den at være “typisk Hollywood”. Opskriften er dog stadig den samme, og det er egentlig kedeligt, for hvor tit har man ikke set billedet af en pistol, der bliver fyret af –> klip til zombiehoved, der får blæst hjernen ud –> klip til mand med pistol, som har en kæk replik klar.