The Last CastleThe Last Castle er historien om skrivebords-soldaten, der aldrig fik en kommando i felten, og nu leder sit fængsel med hård og brutal hånd, og fuldstændig efter sine egne ideologier… lige indtil den dag, hans militære forbillede ankommer som indsat i fængslet.

Med Redford tilbage i en fængselsfilm, sidste gang var som bekendt med ”Brubaker”, sad undertegnede og hoppede lidt af spænding i stolen, da skiven blev lagt i min DVD-afspiller.

Filmen, der både rejser spørgsmål om, hvorvidt de amerikanske militærfængsler lever op til nutidens normer, samtidig med at den så fremragende skildrer opgøret mellem de to stædige hunde, inspektøren og fangen, efterlader et stærkt indtryk at to markante personligheder.

Desværre er er ikke så meget nyt over filmen. Man savner lidt en udvidelse af plottet, så det ikke kun drejer sig om d’herrers indbyrdes magtkamp. Det kunne have været medvirkende til at gøre filmen endnu mere fængende, hvis man havde brug lidt energi på, at udvide historien med et par små twists.

Oberst Winters, der så fremragende portrætteres af James Gandolfini, styrer sit fængsel efter sit eget hoved. Koste hvad det koste vil… og det er en fanges liv i ny og næ. Gandolfini, som de fleste nok kender som mafia-bossen Tony Soprano, vokser for hver en rolle han får. Hans mimik og kropssprog fuldender rollen, og efterlader et indtryk af, at han aldrig har lavet andet end at styre et militærfængsel.

Gandolfini spiller i The Last Castle overfor ingen ringere end Robert Redford, der bare bliver ved og ved med at levere flotte præstationer.

I rollen som general Eugene Irwin ser vi ikke en Redford i absolut topform, men med momenter af det vi har set ham vise tidligere. At kalde det en rutinepræget præstation vil også være synd, men man kunne rimeligvis nok have forventet bare en anelse mere fra hans side.

Men ikke alene i de to bærende karakterer ser vi solidt skuespil. Mange af birollerne, der er castet på en temmelig uortodoks facon, skildres fremragende.

Instruktøren oplyser i bonusmaterialet, at alle biroller er castet udfra ønsket om, at alle de medvirkende skulle føle netop deres rolle var noget for sig. Samtidig med at de skulle mærke suset, ved at arbejde sammen med en skuespiller af Robert Redfords format. Derfor findes der også debuterende skuespillere, sågår enkelte med pletter på straffeattesten. Alt for at give et autentisk præg.

Især gør Clifton Collins Jr. det fabelagtigt i rollen som Irwin’s ”hundehvalp”, den underdanige og temmelig usikre Aguilar. Det lykkedes på imponerende vis at skildre en personlighed, der mangler en støtte, og finder den i generalen.

Hele vejen igennem filmen ser vi flotte skuespilspræstationer, og der er egentlig ikke noget at sætte en finger på dér.

Uden at løfte sløret for filmens slutning, vil jeg lige indskyde en bemærkning om slutscenen. Den er måske nok en tand for meget.
Det sidste års begivenheder har fået amerikanerne til nærmest at gudedyrke deres flag, hvilke vi også får en smagsprøve på i filmen her. Det er lidt for meget nationalisme, som vi i udlandet godt kunne have undværet. Men dog ikke nok til at ødelægge indtrykket, af en vellykket og spændende film.

Havde man skrevet manuskriptet med lidt mere originalitet og nytænkning, havde det trukket lidt op i den samlede vurdering. Dog ændrer det ikke på, at ”The Last Castle” er en ganske vellykket film, stærkt domineret af en fabelagtig James Gandolfini.

VideoPå videosiden har vi noget så atypisk som et transfer i Anamorphic Widscreen med et Aspect Ratio på 2.39:1. (Det står der ihvertfald angivet på kassen, men om det er en stavefejl kan jeg ikke bedømme ud fra billedet)

Det ændrer nu ikke ved at det er et yderst fornemt billed-transfer vi har med at gøre. Farverne er flotte, selvom de mest er holdt i en kold blå farve. Der er ingen former for smuds eller grums, og det er kun minimalt at man lægger mærke til den frygtede “edge enhancement”.

Helt igennem flot.

AudioPå DVD’en er der to lydspor. Først og fremmest et Dolby Digital 5.1 spor på engelsk, og dernæst et Dolby Surround 2.0.

Dolby Digital 5.1 lydsporet er et godt lydspor, der imponerer med god dynamik og subwoofer i action-scenerne… scenerne med helikopteren hen imod filmens slutning er ren kræs. I de mere stille scener er lyden ren og klar.

Ekstra materialeFørst og fremmest er der et kommentarspor med Rod Laurie, der på afslappet vis guider os igennem filmen. Han dækker alt fra casting, over filmens produktion, til hans problemer med at få Redford til at lave en ordentlig salut. Som noget lidt anderledes, er der også undertekster til kommentarsporet, hvilket jeg synes er rigtig fedt. Godt gået.

Dernæst er der et dokumentarprogram om filmens tilblivelse. Det er et af de sædvanlige programmer, der gør lige så meget reklame som det er informativt.

Til sidst er der fraklippede scener i vanlig stil og filmens trailer.

Alt i alt er det ikke en overvældende omgang ekstra materiale, men der er hvad der bør være, og kvaliteten er helt i orden.

The Last Castle er en krigsfilm… den psykologiske krig imellem to strateger… Et skakspil, der kan betyde liv eller død for brikkerne… og med kanonflot skuespil oven i baretten.

The Last Castle er måske ikke verdens mest originale film… der har været oceaner af fængselsfilm før, som fx. “Lock-Up” med Stallone, “Alcatraz” med Clint Eastwood eller enddog Robert Redfords egen “Brubaker”. Denne film låner lidt fra dem alle sammen, og mixer det sammen i en skøn blanding.

Plottet er forholdsvis simpelt, og sort på hvidt, så er det det godes kamp mod det onde. De gode er de “stakkels” fanger i fængslet, anført af den berømte General Irwin. De onde er naturligvis fængselsvagterne under kommando af den onde, onde Oberst Winters.

Men der stikker selvfølgelig lidt mere under, for filmen rejser også et par mærkesager, nemlig behandlingen af fanger i fængsler… nu er filmen selvfølgelig møntet på det amerikanske marked, så jeg tvivler nu på at det er så slemt i danske fængsler… men filmen skal liiige huske os på at fanger altså også er mennesker! Kan vi undvære moral-prædiken… måske, men den er der nu engang og gør at man måske tænker en smule over filmen når den er slut.

Det smukke i denne film er det psykologiske spil der er imellem de to hoved-kombattanter Irwin og Winters. Deres taktiske spil skak, med træk og modtræk, kører hele vejen igennem filmen, og resulterer til sidst i regulær kamp. Det er virkelig lækkert at se, fra start til slut.

Filmen vil jeg dog sige har et par småproblemer. For det første så syntes jeg at den til tider var ret urealistisk… det kan godt være at det amerikanske fængselssystem er brutalt, men ligefrem at slå fangerne ihjel, uden at det får konsekvenser… det tror jeg ikke på!!

Vi skal til det igen… rakke ned på de kære amerikanere for deres patriotisme. De sidste 10 minutter af filmen, svømmer i overdreven patriotisme, hvor fangerne gør honnør for det smældende amerikanske flag… come on, det er kvalmende… men vel efterhånden dagsordnen i de amerikanske film efter d. 11 september. Ødelægger det filmen? Nej, det er et irritationsmoment.

Det psykologiske spil imellem Winters og Irwin ville falde til jorden, hvis det var B-skuespillere der havde spillet rollerne, men Instruktør Rod Laurie har virkelig gjort sit job, og castet to fænomenale skuespillere til hovedrollerne.

Først filmens helt, Gen. Eugene Irwin, som bliver spillet af ingen ringere end The Sundance Kid, Robert Redford, der med først “Spy Game” og nu “The Last Castle” beviser at han stadig har hvad der skal til. Hans store erfaring med skuespil kommer virkelig rollen til gode, og han spiller generelt godt… jeg vil dog sige at han ikke spiller op til sit bedste i denne film, men selv ved at køre den på rutinen er det en god præstation.

Filmens skurk, Oberst Winters, spilles af den måske nok bedste skuespiller i denne film, James Gandolfini. Mange kender ham fra Sopranos, hvor han også spiller imponerende, og i denne film leverer han virkelig varen. Hans skuespil er kanonflot, og han bruger sit ansigt og sin fysik utroligt godt, til at understrege det Winters går igennem. Hans portrættering af Winters som en stolt mand med tvivlsomme metoder, der ser en stærkere leder tage over i hans fængsel, er noget af det bedste jeg har set længe. De scener hvor Winters og Irwin står overfor hinanden er ren dynamit. Lækkert.

Filmens to hovedroller spiller flot, men de mange bikarakterer i filmen spiller også godt. Delroy Lindo er altid et sikkert kort, og leverer en kort men god præstation som General Wheeler. Mark Ruffalo leverer også en solid præstation som bookmakeren Yates, der bliver en vigtig brik i spillet. Filmens utvivlsomt bedste birolle, indehaves af Clifton Collins Jr., der som den nervøse og stammende Aguilar, leverer en præstation i topklasse!