Drengerøvsfilm for 3-årige

Storbypanser og bonderøvssherif. Metropolen og landet. Modsætningerne mødes i Jee-woon Kims først amerikanske film, “The Last Stand”. Desværre bærer filmen tydeligt præg af, at den stakkels koreaner har haft nogle kyniske Hollywood-producenters hede ånde i nakken. Resultatet er nemlig en fantasiløs, kedelig og amatøragtig film, der kunne have fået selv den mest sejlivede kaffejunkie til at falde i søvn øjeblikkeligt, hvis det ikke havde været for al dens larm.

Sommerton er en lille, støvet by tæt på Mexicos grænse. Her sker der ikke meget, og det er netop derfor, at sheriffen Ray Owens (Arnold Schwarzenegger) har valgt at bo her. Han kan godt lide det stille liv. En dag undslipper en frygtløs fange dog fra en fangetransport, og for at komme til Mexico skal han igennem Sommerton. Nu er det op til Owens og hans mangelfulde stab at stoppe den farlige slyngel, inden han når sin destination.

“The Last Stand” er simpelthen en virkelig elendig film. Faktisk så elendig, at den ufrivilligt ender som en frygtelig farce, som formentlig kun vil more de allermindste rollinger. Med dette in mente er det måske en dum beslutning at lave en actionfilm, der er forbudt for det purunge klientel, for der er næppe mange andre, der ligeledes vil finde det morsomt at se voksne mænd vælte med en træstang eller finde visdom i smådumme bemærkninger som: ”Prøv ikke at se døden komme. Det kan man ikke.”. Og når den evigt usjove Johnny Knoxville endda skal agere filmens komiske rygrad, kan det ikke gå andet end galt.

Men “The Last Stand” er jo heller ikke en rendyrket komedie. Det er en actionfilm for drenge med hang til fart over feltet. Og fart over feltet er der da også i filmen, der ikke rummer meget andet end skyderi, helikopterture og slåskampe. Dog skal filmen roses for et enkelt fantasifuldt dødsfald, der udgjorde omtrent fem sekunders gedigen underholdning. Desuden er “The Last Stand” gennemsyret af ulogisk nonsens. Hvordan kan det eksempelvis være, at alle disse veltrænede og professionelle mordere ikke kan få ram på én enkelt, 65-årig sherif, selv når han løber i en lige linje i dagslys og uden megen fart? Det er simpelthen ufatteligt.

Samtidig ved Jee-won Kim heller ikke rigtig, hvem han skal fokusere på. Skal det være politichefen fra storbyen eller landsbysheriffen? Han har derfor indgået et mærkværdigt kompromis: I starten fokuserer han på manden fra storbyen, som han derefter praktisk talt glemmer, så snart landsbysheriffen kommer på banen. Forest Whitaker, der altid har været en sympatisk og interessant skuespiller, spiller politichefen fra den travle metropol, og det er svært at sætte sig ind i, hvad i alverdens denne Oscar-vindende skuespiller tænkte på, da han sagde ja til en rolle, der er så tam og ligegyldig.