Fremskridtets buldrende pris

Dramatisk, spændende og underholdende var nogle af de prædikater, der fra kritikerhold blev sat på årets Oscarvinder i dokumentarkategorien – “The Cove”. Flere fandt filmen god, fordi den var spændende som en fiktionsfilm og dermed ikke mindede om en dokumentarfilm. Uden dramatiserende voice over, unødigt manipulerende klipning og iscenesættelse går kinesiske “Last Train Home” imod tidens trend for i bedste fluen-på-væggen-stil at lade billederne tale for sig selv.

En tumultarisk togtur fra storbyen og hjem til landet danner rammen om den lille fortælling om familien Zhang og den større fortælling om det vækstkapitalistiske førerlokomotiv Kina. Knap var navlestrengen klippet på Qins lillebror, inden hendes forældre drog mod byen og fabriksarbejdet for at kunne brødføde deres børn, som opfostres af den traditionsbundne bedstemor. De hårdtarbejdende forældre nærer ingen tro på, at de vil få et let liv, men håber, at deres offer vil kunne give deres børn den uddannelse, de aldrig selv har kunnet turde drømme om. Men Qin ønsker ikke den frihed, en uddannelse tilbyder, men derimod vil hun selv arbejde, så hun kan hoppe på det succesfulde forbrugstog, som det øvrige Kina så insisterende hælder kul på. Qin er splittet imellem forældre og forbrug i et land, der befinder sig imellem det traditionelle og det moderne.

Udover lidt tilsat følelsesengagerende musik så er “Last Train Home” det tætteste, vi kommer på virkeligheden i den redigerede verden, vi kender som film. Her er der ingen interview, arkivmateriale eller styrende fortæller, men udelukkende fotografens billeder i ægte Direct Cinema-stil. Men er det nu ikke kedeligt? Bestemt ikke. Det er tværtimod en enormt tankevækkende og følelsesaktiverende lagkagefilm, der med sine utallige lag kan nydes simpelt for sit rørende familieportræt eller mere bredt og tænksomt for sin præcise skildring af generationsforskelle i et land, der forsøger at være mere kapitalistisk vestligt end Vesten, samtidig med at man insisterer på at tage det kaotiske tog hjem samme tid hvert år for at holde det traditionsrige kinesiske nytår.

Det er den store fortælling i den lille, vi møder i “Last Train Home”, der med et mavepustende klimaks efterlader en lige så hjælpeløst berørt som de mange, der ikke når nytårstoget hjem. Vi føler forældrenes desillusion, da Qin dropper sin uddannelse og drager mod byen, som de selv gjorde det, men det var netop for, at Qin aldrig selv skulle opleve fabrikslivets håbløshed. Men når det nu er frihed, de vil give hende, så er det på samme tid enormt vanskeligt at tvinge hende tilbage i skolen, hvilket resulterer i en ubærlig scene, hvor den stoisk rolige far ikke længere kan holde sine frustrationer tilbage og ender i korporlig konfrontation med den egensindige datter. Som yin og yang – brutalt og rørende.

Med de overvældende introbilleder af den ubarmhjertige kø til det sidste nytårstog indfanger filmen fra start de kinesiske mængders ufortrødne fremmarch i disse år. Men samtidig vises det, hvordan individet risikerer at bukke under og misse fremskridtets kinatog på vej ind i globaliseringens nådesløse tidsalder. En tidsalder, der også byder på en stigende kinesisk stormagtstænkning, hvilket lettere komisk udstilles, da en togpassager med et afslappet forhold til fakta mener, at det bliver en smal sag for Kina at vinde flere OL-guldmedaljer end USA, da de jo kun har få millioner indbyggere i modsætning til Kinas milliarder og atter milliarder af slagsen.