Et kammerspil i fire satser

I – Adagio. En succesful strygerkvartet mødes til starten af en ny sæson. Denne gang har de kastet sig over Beethovens berømte sidste kvartet, der skal spilles ud i ét uden pauser, hvilket er en betragtelig udfordring for musikerne. Cellisten Peter er lidt fraværende efter hans kone for nyligt er død. Violinisterne Daniel og Robert bider lidt af hinanden, mens Roberts kone og gruppens bratschist, Julie, gyder, som hun tilsyneladende plejer, olie over vandene. Instrumenter (og karakterer) stemmes mod hinanden, og alt ser ved første øjekast ud til at forløbe roligt og velkendt.

II – Largo al fugato. Det viser sig dog, at Peter gemmer på en hemmelighed, der kan bringe alle kvartettens undertrykte spændinger frem. Han har fået diagnosticeret Parkinson, og det er den sidste sæson, hvor han kan spille på et acceptabelt niveau. Med den udmelding skifter soundtracket (der for størstedelen består af den førnævnte Beethoven-kvartet) til en tungere og truende tone. Robert er frustreret og føler, at kvartetten har siddet fast i gamle vaner for længe. Det gælder desværre også for hans ægteskab. Peter har fungeret som faderfigur for Julie, og hun er ikke længere sikker på, at hun overhovedet vil blive i ensemblet. Og Daniel begraver sig fuldstændig i musikken.

Hvis jeg skulle fremhæve ét gennemgående tema i filmen, så ville det være frustration. Alle karaktererne længes efter noget, som de ultimativt aldrig vil opnå. Peters forestående exit fra gruppen tvinger alle disse indebrændte følelser frem i lyset og op imod hinanden. Det kræver selvsagt gode skuespillere at forløse uden at forfalde til det teatralske, og det har “A Late Quartet”. Walken er herlig i en ukarakteristisk lavmælt rolle. Han svæver over vandene uden rigtigt at involvere sig. Hoffman og Keener er lige så gode, som jeg forventede, men for mig var det Mark Ivanir, der virkelig imponerede.

III – Allegro assai. Hans karakter, Daniel, er en knudemand af rang, der har ofret alt i sit liv for musikken. Hans fritid bruges på at lave violinbuer fra bunden og nærstudere komponister og stilarter. Han giver hele tiden indtryk af at være afmålt, kold og perfektionistisk. Da Julie og Roberts datter, Alexandra, som selvfølgelig også spiller violin, starter hos ham som elev, giver det gnister, da hun har et viltert temperament. Det ender forventeligt med, at de får et forhold, hvilket kraftigt forværrer spændingerne i kvartetten. Ivanir forløser rollen perfekt. Der ligger altid et eller andet og koger lige under overfladen hos ham. Når han endelig giver los sammen med Alexandra, følte jeg lettelsen og passionen hos ham.

Instruktøren Yaron Zilberman har en baggrund fra dokumentarfilm, hvilket giver sig udslag i et til tider lidt statisk og barberet udtryk. For det meste tjener det dog filmen godt, da det giver plads til skuespillerne. Den eneste mislyd (tøhø…) i skuespillet er Imogen Poots, der spiller sin Alexandra lidt for overdrevet og teatralsk i forhold til resten af castet. Undtagelsen for dette stilistiske træk er musikken, der til gengæld er både engagerende og overvældende, og som løbende fungerer som kommentar til filmens handling. På den måde smelter kunst og virkelighed sammen, indtil musikerne bogstaveligt talt ofrer sig for musikken.