Den store, hvide, blonde Tarzan

Remakes er altid noget, der kan få folks følelser i kog. Der er ingen, der reelt har lyst til at se deres barndoms eller ungdoms ikoniske film lavet om med nyt look, nye skuespiller og ofte en ny tone. Som anmelder er de endnu sværere at forholde sig til: i hvor høj grad skal man sammenligne med originalen eller snarere bedømme på dens egne præmisser? Tarzan er dog en af de historier, der ligesom Sherlock Holmes og Kong Arthur efterhånden er blevet genfortalt så mange gange, at hver sin generation har hver sin ‘originale’ abernes konge.

Så her er det spændende at se på, hvordan Tarzan denne gang er blevet genfortolket. Det er David Yates, der har fået det ansvar. Han er mest kendt for at stå for den sidste halvdel af “Harry Potter”-filmene. Det gjorde han gedigent – det samme gælder her. For “The Legend of Tarzan” ser lækker ud. Her er det dog ikke modsætningen mellem muggler og magi, der er i fokus, men derimod det grå, regnvejrstunge England og så det farverige Afrika, der bugner af liv, men også rummer dødelige farer og rendyrket ondskab.

Det er faktisk en sequel. Vi begynder efter historien er slut. Tarzan er blevet gift med Jane og bor nu på Greystoke Manor og sidder i det engelske overhus. Uheldigvis har en skruppelløs belgier lavet en aftale med en af Tarzans gamle fjender om at udlevere ham til gengæld for adgang til Congos rigeste diamantmine. Han bliver derfor lokket til Belgisk Congo under påskud af en diplomatisk mission. At bruge netop det som baggrund for historien er på mange måder et smart greb. Kong Leopold II’s udnyttelse og systematiske undertrykkelse af lokalbefolkningen tilfører et meget mere kritisk blik på kolonitiden end de fleste inkarnationer af Tarzan-myten.

Uheldigvis ligger hele problematiske snak om race stadig og lurer lige under overfladen. Og det er altså lidt akavet at sidde og se en fortælling om, hvordan den store, hvide frelser endnu en gang redder de stakkels sorte i år 2016. Mest pinligt bliver det, da Jane og Tarzan vender tilbage til Kuba-stammen og sidder omkring bålet om aftenen, mens de små sorte børn ømt læner sig op ad den store, hvide, blonde mand. Man har forsøgt at komme uden om det ved at introducere en virkelig karakter, nemlig amerikaneren George Washington Williams, der boede i Congo og var en af de første, som internationalt gjorde opmærksom på de forbrydelser, der foregik.

Han spilles af Samuel L. Jackson, og det er både godt og skidt. På minus-siden bliver han mest af alt bare til Tarzans ubehjælpsomme sidekick, endnu en underlegen afrikaner, men som plus er det faktisk rart for én gangs skyld at se Jackson i rollen som andet end en bad motherfucker. Mere ligestilling er der over Jane, som får lov til at være andet og mere end en sart pige, der skal reddes. Det er hende, der får lov til at levere de bedste one-liners og spydige kommentarer til skurk – spillet som altid fantastisk og fantastisk ondt af Christoph Waltz. Selve Tarzan leverer Alexander Skarsgård krop til. Og hvilken krop! Det er næsten uretfærdigt, at en mand, der er så smuk, også har skuespiltalent. Men under alle omstændigheder er det dejligt at se på.