Alt er klodser – alligevel er det sjovt

Det begynder som et eksport-fremstød. “Lego Filmen” og “Lego Batman” var ikke en målrettet leg imod de nye markeder i øst. Derfor begynder “Lego Ninjago” – der søgemaskine-optimeret også har et “Filmen” i titlen – med virkelighedens Jackie Chan. Østens største stjerne skal sælge budskabet om byggeklodser til Asien. Det er skamløst. Skamløst underholdende. Præcis som de to første, der også var bygget på popkultur og selvironi, så jeg igen glemmer, at jeg ser på én lang reklamefilm for et ret godt stykke legetøj.

For selv om der tydeligt står ‘Lego’ på de våben, som de seks ninja-teens skal bruge til at bekæmpe Lord Garmadon og kattekæmpen Meowzilla, så ødelægger det ikke legen, at man tydeligt kan se kridtstregerne – eller byggeklodserne, om man vil. Alt er en konstruktion – alligevel gør det ondt, som Christoffer Boe sagde. I “Lego Ninjago” er alt klodser – alligevel er det sjovt. Det er popkulturelt sjovt, at den grønne ninja hedder Lloyd og ligner Luke Skywalker. Han har også faderkomplekser. Lord Garmadon er sort som Lord Vader. Han har aldrig været der for L-loyd, som han demonstrativt kalder sønnen. Aldrig lært ham at kaste eller gribe en bold. Det er “Star Wars” til kærligt grin.

Det er det også, når Garmadon hjemme på vulkan-basen evaluerer endnu en fejlslagen, ond mission om at erobre byen Ninjago. General 1 skydes ud af vulkanen. Herfra bliver General 2 til General 1, General 3 til General 2 osv. Imens forsøger Lloyd at forstå sin udefinerbare Kraft. Grøn. Den skal findes i det indre, forklarer Master Wu som en blanding af Yoda, Mr. Miyagi og en masseproduceret notits fra en kinesisk lykkekage. Han har endda skrevet en bog om det, inden han drukner de faste fraser i dybfølt panfløjte.

Der er dog også mere lokalt sjov. I den danskstemmede udgave, som jeg så “Ninjago” i, er det ikke Olivia Munn, der lægger stemme til mor Koko. Hun er ekskone til fjolset Lord Garmadon, som hun har et barn med. Og selv om eks-baronessen Caroline Fleming måske aldrig bliver skuespiller, så er det en genial lokal casting. Tag den, Lord Bendtner! Selv om Lord Garmadon godt nok er en lidt større skurk. Ødelæg aktiemarkederne, befaler han General 1. Punkter den ballon, lyder det til General 2. Intet er for ondt – eller småt – til den her joke af en Lord.

Sådan vælter “Lego Ninjago” sig i overraskelseselementer, imens Lloyd forsøger at finde ind til Kraften, til farmand og til det ‘ultimative, ultimative dommedagsvåben’, som kan stoppe Meowzilla. Helt konkret springer en lilla og syvende ninja pludselig frem som en overraskelse. Det er det, den lilla kan. Og det, “Lego”-filmene kan, er at lege. Med mediet. Humoren. Men også bare lege som da jeg var barn. Fantasien gør katten til Meowzilla, der smadrer den omhyggeligt byggede Lego-by. Gid, at jeg havde sådan en by af klodser. For ikke at tale om de Power Rangers-kopi-robotter, som de seks ninjaer benytter til at forsvare Ninjago mod Garmadon. Hvor kan jeg købe?