Lige fra første færd drages man ind i et vidunderligt smukt, sært og sansebombarderende univers i “Lemony Snicket – Én ulykke kommer sjældent alene”. Filmens fantastiske verden er konstrueret således, at man kan drage sammenligninger med Tim Burton og Jean Pierre Jeunet. Vi er i samme mørke og magiske afdeling af visuelle virkemidler, og når filmen så tilmed bæres fremad af en underholdende og velkonstrueret historie kan det kun blive godt – og det er det.

Det er vidunderligt at se, at en børnefilm ikke nødvendigvis behøver at appellere til laveste fællesnævner eller have konstante indfald af slap-stick humor. Selve filmens kulisser er så gennemførte og betagende, at man ikke kan lade være med hele tiden at fornøjes over sceneriet og blive revet med af stemningen.

De tre børn Violet, Klaus og Sunny Baudelaire mister deres forældre i en brand, der lægger deres hjem i ruiner. De stakkels børn bliver herefter sendt til deres fjerne familiemedlem Grev Olaf. Desværre viser det sig, at Grev Olaf udelukkende er ude efter børnenes enorme arv. Han er en falleret skuespiller, der bor i et gammelt faldefærdigt hus. Han tvinger børnene til at leve under kummerlige forhold og til at lave alt husarbejdet. Heldigvis for børnene forsøger han også at myrde dem, og afsløringen af det, bliver deres billet væk fra den onde greve.

De havner herefter på skift hos andre af deres fjerne og meget besynderlige familiemedlemmer, men Grev Olaf følger efter dem og de må gang på gang flygte fra hans kolde, klamme fingre. Samtidig er Klaus på sporet af, at deres forældre måske havde hemmeligheder for dem, og i virkeligheden var medlem af en form for hemmelig klub, hvis formål var at bekæmpe ondskab i verden. I deres jagt på sandheden og kampen mod Grev Olaf får de tre børn brug for alle deres evner, for de er nemlig ikke helt almindelige; Violet kan opfinde næsten alt ud af ingenting, Klaus har læst stakkevis af bøger og ved noget om alt i hele verden og Sunny, der er den yngste, kan endnu ikke tale, men hun har til gengæld et tandsæt der kan bide gennem stål.

Når man med hurtigt kommer til at tænke på Tim Burton er det måske ikke tilfældigt, for manden der står bag kulissernes udformning i “Lemony Snicket” er Rick Heinrichs, der også var med i produktionen af “Sleepy Hollow”. Der er generelt mange grunde til at blive fornøjet over “Lemony Snicket”. For det første er historien aldeles velfortalt og har så tilpas mange drejninger og uforudsigeligheder at man både kan følge med og blive overrasket. De flotte kulisser og filmens visuelle univers er allerede blevet rost, men det kan dog ikke gøres nok, for det store arbejde der er blevet lagt i det visuelle udtryk gør det momentvist til en sug-i-maven-oplevelse at se filmen. Man føler at der er blevet kælet for hver enkelt detalje og samtidig ikke sparet på effekterne, der bestemt har berettigelse i “Lemony Snicket”. Det er svært ikke at blive imponeret, når man føres gennem den ene storslåede, gotiske, fantastiske, magiske og utrolige scene efter den anden.

Skuespillernes præstation er et helt kapitel for sig. De tre Baudelaire børn spilles med indlevelse og man tænker lidt på en hybrid mellem “Kaptajn Grants børn” og “Familien Adams”. Jim Carrey har vi set gakke ud så mange gange at mandens enorme talent for grimasser og skuespil egentlig ikke burde komme bag på en. Men han er så gennemført ubehagelig og morsom som den sleske og onde Grev Olaf, at hans præstation alene bærer en stor del af filmen. Desuden ses Blandt andet Meryl Streep i en vidunderlig birolle som en af børnenes fjerne slægtninge.