Letters to Juliet

InstruktionGary Winick

MedvirkendeAmanda Seyfried, Marcia DeBonis, Gael García Bernal, Giordano Formenti, Paolo Arvedi, Dario Conti, Daniel Baldock, Ivana Lotito, Luisa Ranieri, Marina Massironi, Lidia Biondi, Milena Vukotic, Luisa De Santis, Christopher Egan, Vanessa Redgrave

Længde106 min

GenreDrama, Romantik

IMDbVis på IMDb

I biografen12/08/2010

Anmeldelse

Letters to Juliet

2 6
Brevpigen skriver igen

Nej, der er umiddelbart ikke tale om en bevidst reklamekampagne fra postvæsnet, selvom den levende barbiedukke med de harmløse dådyrøjne Amanda Seyfried nu igen spiller hovedrollen i en film, hvor der sendes sirupsøde kærlighedsbreve. Kvalitetsniveauet i “Letters to Juliet” er på samme niveau som i den seneste af Seyfrieds brevfilm “Dear John”. Det kan man så vælge at tage som en anbefaling eller ej.

Sophie er en ung, håbefuld skribent, der er bosiddende i New York sammen med den distræte restaurantejer Victor. Parret tager på præ-bryllupsrejse til italienske Verona, men i stedet for at dyrke romantikken holder de ferie nærmest adskilt. Victor plejer sin gastronomiske passion, hvilket overlader Sophie alene til at tage på opdagelse rundt i byen. Her opsøger hun balkonen, hvor Romeos elskede Julie stod. Nu er balkonen hjemsted for alverdens kvinder, der efterlader deres kærlighedsbekymringer i brevform ved muren, hvilke så bliver besvaret af en gruppe lokale kvinder. Sophie tilslutter sig gruppen og får til opgave at besvare et 50 år gammelt brev fra britiske Claire, der aldrig fik svar og derfor aldrig fik sin Lorenzo. Snart møder Claire op i Verona for nu at finde sin elskede flankeret af sit blankpolerede barnebarn Charlie, der er jævnaldrende med Sophie. Jagten på den ægte kærlighed kan begynde.

Italien er den romantisk nostalgiske og slet og ret forførende ramme for en film, der forsøger at være det samme, men i højere grad rammer tonen forfærdelig frem for forførende. Der lægges ellers fra land ganske habilt med en lidt tyk, men udmærket tænkt romantisk åbning, hvor Sophie i New York for sin avis skal undersøge, hvorvidt det ikoniske V-J Day-fotografi – af et kyssende par efter den amerikanske sejr over Japan i 1945 – var ægte eller iscenesat. Findes den ægte og spontane kærlighed? Den særdeles uægte og nærmest pertentligt kunstige “Letters to Juliet” ender op med et travende forudsigeligt ja, men dens udførelse skriger nej.

En overraskende gave til filmen er den altid sprudlende Gael Garcia Bernal som den forsømmende kæreste Victor, der overlegent stjæler hver en scene, han betræder, hvilket ærgerligt nok kun sker i filmens acceptable begyndelse. Herefter skubbes den nærmest overcastede Bernal i baggrunden, hvilket overlader scenen til filmens Romeo og Julie – Charlie og Sophie – der dog mere minder om Ken og Barbie. Disse to katalogisk perfekte og i samme pennestrøg overfladisk indholdstomme karakterer fører os herpå igennem scener, der tenderer det kandiserede katastrofale. Vi skal slæbes igennem “romantiske” øjeblikke så som vi-putter-kækt-is-på-hinandens-næser, drømmefyr på hest og endelig det kvalmende højdepunkt fra balkonens højdedrag, hvor den sleskt irriterende bejler efter et balkonfald bedyrer, at han kun er i stand til at bevæge sine læber.

“Letters to Juliet” er på mange måder et faretruende sindbillede på vores selvrealiserende “se mig”-verden, hvor ydre symboler og jagten på det perfekte står i forgrunden som erstatning for menneskelige kvaliteter. Egentlig er Victor sympatisk og dybt forelsket i Sophie, men hun interesserer sig ikke for hans passion, hvilket derimod er tilfældet med den afstumpede Charlie, der giver gratis advokatbistand i menneskerettighedssager. Det er det, han er, frem for den, han er, der sammen med udelt opmærksomhed viser sig vigtigst for Sophie, hvis primære fokus lige så er hendes faglige og ikke hendes menneskelige karriere.

‘Findes den ægte kærlighed?’ spørger Sophie. Helt sikkert, men ikke i denne kandiskunstige sag, hvor egocentreret selvrealisering forveksles med meningsfuld tosomhed. Man kunne håbe, at Amanda Seyfried snarligt får sig en e-mail-adresse, så vi kan få en tiltrængt pause fra hendes brevfilm, der indtil videre har været overfrankeret tarvelige.

Kort om filmen

Sophie er en ung og ambitiøs skribent. Hun er forlovet med italienske og charmerende Victor, som er en lige så ung og ambitiøs kok. Det fremadstormende unge par tager på det, der er planlagt som en romantisk ferie til Italien. Mens Victor arbejder med sine restaurant-planer, besøger Sophie den verdensberømte balkon, hvor Romeo tilbad sin Julie. Besøgende skriver breve til Julie og sætter dem på muren – de besvares af venlige italienske kvinder. Sophie finder et brev, der har ligget gemt i et hulrum. Det er 50 år gammelt og fra en englænder, Claire, som søger sin unge italienske kæreste. Sophie besvarer brevet, og det får Claire sammen med sit barnebarn Charlie til at rejse til Italien for måske at finde fortidens kærlighed.