Ønsker man en fornemmelse af, hvad man kan vente sig, når “Casino Royale” udkommer i biffen til november og en langt mere bidsk, hårdkogt Bond i form af Daniel Craig slår gækken løs, så er dét her filmen, du bør se: “Licence to Kill”. Der er stadigvæk ingen Bond-film, som nærmer sig den samme grad af kynisme og urokkelig brutalitet som “Licence to Kill” – nok også en af mange grunde til, at filmen var meget tæt på at tage livet af serien.

I 1989 var Bond i problemer. Og denne gang var det ikke skurkene, der forårsagede dem. Batman og Indiana Jones var elsket af biografpublikummet og enorme konkurrenter, og den kolde krig – måske hovedårsagen til Bonds fødsel – var efterhånden blevet så kold, at den kunne erklæres død. James Bond så ud til at være blevet, hvad han senere hen blev kaldt i 1995’s “GoldenEye”: en dinosaur, et ubrugeligt og unødvendigt levn fra en fjern fortid. Og da “Licence to Kill” blev seriens eneste markante flop i USA, syntes Bonds skæbne uundgåelig – på trods af, at filmen faktisk tjente ganske godt ind på verdensplan.

Men lad os spole en anelse tilbage og tage et kig på “Licence to Kill” før den blev ignoreret af biografpublikummet og efterladt døende i grøften. Hvad man valgte at gøre med Bond i filmen, var egentlig ganske logisk. Man tog – som gjort før – en af nutidens største trusler og gjorde den til Bonds modstander: nemlig narkotikamiljøet og især dets sydamerikanske baroner. Det lyder ikke umiddelbart som noget, Bond ville beskæftige sig med. Derfor valgte man også at lade Bond frakoble sig kollegernes sikkerhedsnet og drage alene ud mod dem, som mishandlede hans bedste ven, CIA’s Felix Leiter (spillet af David Hedison, som også spillede rollen i “Live and Let Die” i 1973). Hovedskurken er den karismatiske narkobaron, Sanchez, som takket være skuespiller Robert Davi er én af seriens mest mindeværdige af slagsen.

At Bonds primære motivation er hævn er lidt af en genistreg, selvom det garanteret vil frastøde mange, der er tiltrukket af Bonds ufejlbarlige (og urealistiske) sans for retfærdighed, som kun få film i serien satte spørgsmålstegn ved. Folk, der mener, at Timothy Dalton var for bitter og uglamourøs som Bond i “The Living Daylights”, bliver næppe omvendt af hans præstation i “Licence to Kill”. Lighederne mellem denne film og den kommende “Casino Royale” synes her at blive tydelige. Daltons Bond var en retskaffen, men hårdhudet og nådesløs antihelt, og samtidigt slet ikke lige så køn og kvindebedårende som Moore og Connery i deres tidligere dage.

James Bond blev som bekendt genoplivet seks år efter “Licence to Kill” i 1995 med Pierce Brosnan som Bond i “GoldenEye”. Men “Licence to Kill” fortjener hverken sit svage omdømme eller sin hårde skæbne. Det er en af seriens mest originale og forfriskende udgivelser, på mange måder mindende om seriens andre atypiske triumfer som “On Her Majesty’s Secret Service” og “For Your Eyes Only”. “Licence to Kill” er ikke helt på samme højde med disse, især fordi filmens fåtallige actionsekvenser virker forhastede og ofte uimponerende (bortset fra en lastbiljagt til slut). Filmens to Bond-tøser er også enormt forglemmelige og slutningen alt for uforløsende. Men alt i alt: en fin actionfilm. Ærgerligt, at Dalton ikke fik flere film med rollen. Hold for øvrigt øjnene åbne for en ung og dengang fuldstændig ukendt Benicio del Toro som hovedskurkens protegé.

VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. Ligesom den anden Timothy Dalton film, “The Living Daylights”, er “Licence to Kill” en nydelse at se her i en nyrestaureret udgave. Transferet besidder ikke de farvefejl, som har plaget flere af de andre Bond ‘Ultimate Edition’-udgivelser. Som ventet er billedet skarpt og sprødt, med en vældig detaljerigdom og mangel på støj og støv. Hvis der endelig er noget at sætte en finger på, er det den minimale udtværing, som figurer en sjælden gang imellem. Tjek undervandscenerne eller scenerne med røg for bedre eksempler. Derudover er transferet aldeles brillant.

AudioLigesom de andre ældre James Bond-film, der i sin tid blev lanceret udelukkende med Dolby Digital 5.1 lydspor på udgivelsen, byder “Licence to Kill” på både et DTS 5.1-spor og et Dolby Digital 5.1-spor, der begge er glimrende. Mængden af detaljer er stor, med en formidabel, troværdig atmosfære, som hele kanalnetværket er med til at skabe. Overraskende og overraskende effektive effekter bliver leveret overalt, og adskillige (ofte sublime) panoreringer er med til at højne intensiteten og effektiviteten af selve filmen. Sporene er begge velmixede med krystalklar dialog, der aldrig bliver overdøvet af de mange lydeffekter. Subwooferen kunne måske godt have leveret lidt mere punch og samtidigt skænket de mere stilfærdige scener lidt mere auditiv fylde, men den bruges heldigvis somme tider – især under filmens mere actionprægede scener. DTS-sporet byder – endda ofte tydeligt – på en mere troværdig atmosfære og en lidt dybere bund.

Ekstramateriale”Licence to Kill” er endnu en af de Bond dvd’er, som har hele to kommentarspor. Det ene bliver anført af producer Michael Wilson, som bliver ledsaget af filmens tekniske mirakelmagere. På det andet spor finder vi instruktør John Glen og adskillige skuespillere, hvor især filmens skurk, Robert Davi, og filmens Bond-pige Carey Lowell er aktive. Benicio del Toro dukker endda også kortvarigt op for at give sit besyv med. Måske fordi man netop har valgt at lave to spor, figurerer der flere pauser (især på skuespiller-kommentarsporet), men så kan man jo ganske passende skifte kommentarspor, når pauserne dukker op.

“Declassified: MI6 Vault”-sektionen af disc 2 byder på “Location Scouting With Peter Lamont” (6 minutter), “On Set With John Glen” (10 min.), “Ground Check With Porkey Fornof” (5 min.), “Bond ’89” (12 min.) og hele ni slettede scener. I de to førstnævnte dokumentarer ser vi adskillige bag-om-scenerne optagelser ledsaget af hhv. production designer Peter Lamont og instruktør John Glen. I “Ground Check” bliver der talt om arbejdet med filmens flyver (en ret ubrugelig featurette) og endeligt viser “Bond ’89” os en masse interviews (med bl.a. Cubby Broccoli og flere af skuespillerne), som blev lavet i forbindelse med optagelserne til selve filmen. Især Timothy Dalton er interessant. Han taler bl.a. om, hvor glad han er for, at “Licence to Kill” skiller sig ud.

De ni slettede scener er – som ventet – af vekslende interesse. Dog er det fedt, at man har fået John Glen til at introducere dem. De er ikke ligefrem i fantastisk kvalitet, men i det mindste bliver de præsenteret anamorphic. Der er dog enkelte guldklumper – såsom den første gang, James Bond og Sanchez mødes på en trappe. Daltons ansigtsudtryk siger her mere, end hvad mange skuespillere formår at sige med adskillige siders dialog.

Dvd’ens næste sektion er den såkaldte “007 Mission Control”, som også er at finde på alle de andre James Bond ‘Ultimate Edition’-dvd’er. Her kan man let og hurtigt hoppe frem til filmens højdepunkter, uanset om det så er en særlig actionsekvens, titelsekvensen eller synet af en af filmens smukke kvinder man er interesseret i.

“Mission Dossier”-sektionen byder på endnu mere materiale. Den mest interessante bestanddel af undermenuen er “Inside Licence to Kill” (31 min.). Hvem vidste, at optagelserne blev hjemsøgt af en forbandelse, som angiveligt satte lastbiler i brand og fik folk til at se spøgelser? Det eneste, man savner her, er lidt flere (især nyoptagede) kommentarer fra Timothy Dalton, som kun ses kortvarigt via et gammelt interview fra 1989. John Glen mener for øvrigt, at “Licence to Kill” er den bedste Bond-film, han instruerede – ikke ligefrem en dårlig kompliment! “Production Featurette: Behind the Scenes” (5 min.) er en cheesy og relativt uinteressant 17-år gammel featurette. “Kenworth Truck Stunt” (10 min.) er endnu en gammel featurette, som omhandler filmens endelige lastbilsklimaks og i høj grad konstruktionen af lastbilerne.

Sektionen byder derudover også på musikvideoer til Gladys Knights titelmelodi og Patti Labelles “If You Asked Me To”. Sidst – men ikke mindst – indeholder dvd’en diverse trailere og billeder.