Hvad blev der af fantasien?

”Here we are now, entertain us.” Sådan nåede Kurt Cobain at synge i 1991, inden han godt tre år senere blæste hjernen ud med et jagtgevær. Med de berømte linier satte han fokus på et af de forhold, som nu – snart 20 år efter – mere end noget andet kendetegner de yngre generationer: trangen til at blive underholdt. A laugh a minute, eksplosioner, biljagter, Facebook, smartphones, 1000 tv-kanaler og e-mails galore. Men hvad blev der af den afslappende kedsomhed? Og hvad med fantasien?

En mand møder op i en lufthavn i Spanien. Stiltiende og uden at fortrække en mine accepterer han den opgave, han får stillet af manden med de mørke solbriller. Snart befinder han sig i en by, hvor han kontaktes af en suspekt mand med en violin. De udveksler beskeder gennem fælles udlevering af tændstikæsker, og kort efter befinder den tavse mand sig i Sevilla, hvor situationen gentager sig. Men hvad er hans mission, og hvem er menneskerne med tændstikæskerne?

Skal film være underholdende? Nej, ikke nødvendigvis. I hvert fald ikke, hvis man spørger forfatteren og instruktøren Jim Jarmusch, som gennem tre årtier har suppleret sit publikum med absurde og kryptiske historier, mange med en underliggende sort humor og lurende dystopi. “The Limits of Control” er ikke anderledes på disse punkter. Tværtimod er denne film blandt instruktørens mest absurde, og ser man filmen for underholdningsværdiens skyld, bliver man slemt skuffet.

“The Limits of Control” baserer sig på stemninger mere end en egentlig historie. Gennem alternative og ganske interessante billedkompositioner samt et soundtrack, der genremæssigt befinder sig et sted mellem blues, noise, surf og uhyggelig post-rock, rejser vi sammen med den mørke hovedperson dybere ind i et næsten menneskeforladt Spanien, som emmer af mystik. Jo dybere man vikles ind i den spinkle historie, des mindre loves man en forløsning og forklaring på den underspillede spænding.

Men forløsningen kommer. Ikke med bulder og brag, men i en næsten antiklimatisk scene, hvor kun den opmærksomme, analytiske seer kan forvente oplysning og udredning. Filmen er langsom, næsten kedelig, men det er netop filmens pointe at give tankerne lov til at flyve, så beskueren ikke blot lader sig underholde, men sætter kroppen i et lavere gear og lader fantasien gå sin gang. Samtidig indeholder historien et metatekstuelt lag, hvor Jarmusch stiller spørgsmålstegn ved menneskets instinkt for at kategorisere virkeligheden – både den filmiske virkelighed og den… nå ja, virkelige virkelighed. Kan vi gennem sansning og analyse opnå en konsensus om en objektiv virkelighed, eller møder vi i forsøget vores egen limit of control?

Hvorfor kun fire stjerner? “The Limits of Control” er en kedelig film i ordets mest positive forstand. Filmens pointe angående kedsomhed kan kun opnås ved at trække historien i langdrag, men pointen var gået fint igennem, selv om der var skåret et kvarter af længden, hvilket bestemt ikke havde skadet. “The Limits of Control” er dog stadig en utroligt interessant film, som sætter tankerne langt mere i sving end 50 af de film, mainstreamapparatet fodrer os med, tilsammen. Hvis altså man kan lægge sin mobil og Facebook-profil fra sig, mens man ser den.

Video

Præsenteret i 16:9. Edge enhancement er fraværende, og skarpheden er fin. Kontrasten svinger ikke det mindste, nej, den befinder sig hele vejen igennem på et jævnt elendigt niveau. Der er ikke så meget som én eneste klat sort i hele filmen – til gengæld præsenteres vi for en hel masse gråtoner, hvilket desværre også går lidt ud over farverne, som kunne stå en anelse klarere. Det er en hån mod Christopher Doyles spændende billeder.

Audio

På dvd’en forefindes et enkelt lydspor: Dolby Digital 5.1. Lydmixet er konservativt, grænsende til kedeligt, men det underbygger filmens historie og pointer ved ikke at gøre for meget opmærksom på sig selv. Enkelte panoreringer optræder hist og her, men ellers er der stilhed i baghøjtalerne og sub’en.

Ekstramateriale

Der er intet ekstramateriale på dvd’en. Men tjek lige, hvor fedt coveret er!