Kærlighed og omsorg er bestemt ikke i overtal i det australske lillebydrama “Little Fish”, hvor stofafhængighedens bånd synes stærkere end blodets. Men hvordan kan man da også elske de andre, når man knapt nok har overskud til at elske sig selv?

“Little Fish” refererer utvivlsomt til de små fisk, der bevæger sig i de rørte narkotikavande, sælger til husbehov, men mest af alt forsyner sig selv med de stofrelaterede produkter. Det galdt også Tracy (Cate Blanchett) indtil for fire år siden, hvor en voldsom bilulykke fik sat hendes og særligt broren Rays (Martin Henderson) liv i et helt nyt perspektiv.

Ulykken hjalp Tracy til at komme videre, og den sårbare kvinde har således været clean igennem de sidste fire år og i samme periode passet sit faste job i den lokale videobiks. Nu er videoudlejning selvfølgelig ikke et job med de store fremtidsvisioner, og Tracy har da også andre planer. Men nu er det umådeligt svært at give planerne løbepas i et lokalsamfund, hvor man på forhånd er dømt på fortidens synder.

Bedre bliver det naturligvis ikke, da netop fortiden kommer på besøg i skikkelse af ekskæresten Jonny (Dustin Nguyen), der er vendt hjem efter en årrække i udlandet. Det sætter en lang række begivenheder i gang for både ham selv, Tracy, Ray, den lokale fodboldhelt, Lionel (Hugo Weaving), samt narkobossen Brad (Sam Neill).

Stemningen er nu engang meget døsig og lillebyagtig, og visuelt aflejrer filmen da også en sådan stemning med sit langsomme men aldrig sløve tempo kombineret med Tracys mange drømmende sekvenser. Det ligner en symfonisk opbygning, der understreger hovedkarakterens følelsesmæssige kvaler og står på den vis i fin kontrast til personernes indre dramaer, der udspiller sig for vore øjne.

Men selv om handlingens subtile tilgang generelt er velfungerende og skaber en fornuftig fortælling om en række triste skæbner i stoffernes vold, har “Little Fish” også en række mere generelle problemer. Om end Cate Blanchett endnu engang får vist sit værd, er det ikke til at komme udenom, at hun som type ikke helt passer ind i det narkoprægede nærmiljø i et australsk persondrama.

Og hen mod slutningen virker det også som om, at læsset tipper for den ellers yderst velkomponerede film. Således virker de afsluttende sekvenser både fordrejede og fortænkte, og det skurrer, at det ikke er lykkedes at følge filmens gode hjerterytme helt til dørs. Helt ude af trit kommer “Little Fish” dog aldrig, og derfor vil filmen fortsat være en rimelig fortolkning af, hvad stofmisbrug, forkerte selskaber og svigt kan føre med sig på livets vej.

VideoFilmen fremstår i et 1.78:1 anamorphic widescreen format, der ikke er imponerende. Der er enkelte eksempler på edge enhancement og andre digitale udfald, men i et mere generelt aspekt er filmen præget af forholdsvis kornede optagelser, uharmoniske farvetemperaturer og uskarpheder.

AudioLyden kommer i de engelsksprogede DTS og Dolby Digital 5.1. I “Little Fish” bliver lyden grundlæggende forvaltet ganske fornuftigt og kommer ud igennem alle kanaler. Særligt fronthøjtalerne er i sagens natur i brug, men også baghøjtalerne er i brug og giver lyden dens fornødne kant.

EkstramaterialeDer er ikke givet plads til ekstramateriale på denne udgivelse. Man må nøjes med de medfølgende trailers for “Crazy in Love”, “The Black Dahlia”, “End Game”, “Alpha Dog”, “Arthur og Minimoyserne” og naturligvis “Little Fish”, hvilket selvfølgelig er under al kritik. En film af denne type burde give anledning til mere ekstramateriale, end det her har været tilfældet.