Livets blomst
Udgivet 29. jan 2014 | Af: jannie dahl astrup | Set i biografen
Kan en tussegammel mand med halvlangt, hvidt hår være smuk? Ja, er det helt enkle svar, den franske feelgood-komedie “Livets blomst” giver på det spørgsmål. Og alene derfor har du en grund til at gå i biografen og se debutinstruktør Nick Quinns sympatiske, men også ret konventionelle fortælling om en far og en søn, der genfinder både sig selv og hinanden i livets efterår.
Der er ikke andet for Gaspard at gøre end, noget modvilligt, at åbne døren op til sit eget hjem og hyre en hjemmeplejerske. Men det skal den mavesure Hubert sgu ikke have noget af, tak. Altså lige indtil den slovenske Zana træder ind af døren og mildner såvel far som søn. Julie Ferrers Zana tilsætter hverdagen et frisk pust poesi, eventyrligt tryllestøv og slovensk hokuspokus. Og det er åbenbart lige, hvad de to aldrende mænd har manglet. Og lidt forelskede bliver de da også begge i den unge, finurlige kvinde, der påstår at kunne mærke sit hjerte banke i en melon og nyder at dampbade sit ansigt med et strygejern.
Jean-Pierre Marielle, der i øvrigt har en dedikeret fanbase på baggrund af hans roller i nogle lumre sexkomedier fra 1970’erne, er særligt frydefuld som Hubert, der, som så mange gamle mænd, siger lige, hvad der passer ham. Det er trods alt et af alderdommens fineste privilegier. Marielle spyr om sig med giftigheder, så englene synger, men er også sårbar inde bag rynkerne. Lige så ond i sulet han virker, når han kyler en kop varm kaffe i skødet på en plejer og beordrer hende at flytte sit bondske korpus, lige så blid bliver han, da Zana stryger fingrene igennem hans bløde, hvide hår. Sådan en scene injicerer det ellers konventionelle med en pludselig sødme og poesi, så jeg bliver helt varm indeni. Her blomstrer “Livets blomst” smukkest.
Ud over Jean-Pierre Marielle og Pierre Arditi som henholdsvis far og søn, er der også karismatiske præstationer fra førnævnte Julie Ferrer og Audrey Fleurot, der spiller Gaspards on/off-kæreste fra arbejdet. Oftest er Fleurot et mere køligt bekendtskab, blandt andet i den franske krimi-serie “Engrenages”, men Nick Quinn gør hende varmblodet, og hun udfylder den mindre birolle fint. Debutanten Quinn har begået en helt igennem lun, lille komedie, der hiver stikket hjem på samspillet og den gode kemi imellem skuespillerne. “Livets blomst” – og i særdeleshed de fine scener mellem Julie Ferrer og gamle Marielle – gav mig ligefrem lyst til at give min egen, aldrende farfar en bamsekrammer og stryge fingrene igennem hans stadig imponerende manke.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet