London to Brighton
Udgivet 24. nov 2007 | Af: kaduffo | Set på DVD
“London to Brighton” emmer af en knugende og nøgen ærlighed, mens den bortløbne Joanne og den mangeårige prostituerede Kelly over et par intense og rystende døgn forsøger at gøre op med og flygte fra deres respektive fortid med vold og købesex som hovedret. Selve fortællingen er bestemt ikke metervarekunst, men tilbyder desværre heller ikke voldsomt meget nyt inden for sin genre. Det, der til gengæld gør filmen til en påtrængende og uafvendelig oplevelse, er et gennemgribende realistisk skuespil, der naturligvis især holdes i skak af dets hovedaktører. Både Georgia Groome og Lorraine Stanley er som Joanne og Kelly et studie ud i realistisk, nærværende og sjælekrængende skuespil og er med til at hive filmen et godt stykke op over gennemsnittet.
Filmens mest intime scener foregår på toiletter og badeværelser, hvorfra fortællingen også tager sin begyndelse. Her kan de jagede karakterer drage et lettelsens suk for et øjeblik og for en stund nyde en falsk sikkerhed, inden omverdenens realiteter banker på døren med trusler om vold, udnyttelse og pædofili. Ja, tematikkerne er mange og bekymrende. De tegner tilsammen et uafrysteligt billede af et samfund på livets skyggeside, og det tæller derfor til filmens overordnede redning, at der også indbefattes blidere passager, hvor undertrykkelsen og grusomheden glimtvis løsner sit tag og afløses af stilhed. Men det er stilhed før stormen.
Men også alfonsen Derek, der er dumt svin per definition, er i en situation, som bevæger. Han er en lille fisk i en rørt andedam og bliver trukket rundt i manegen af de større og mere betydningsfulde kunder, mens han selv må finde afladning i sin korporlige og voldelige behandling og mishandling af sine prostituerede og håndlangerne. Der er ikke meget glamour over “London to Brighton”, hvor den sociale bund er nået og også for længst passeret. Trøstesløsheden og mismodet er hele tiden til stede, og hver især er de involverede aktører deres egne lykkes smeder – men mest baseret på udnyttelse af sig selv og andre. Fattes man penge, så synes eneste oplagte løsning at være købesex i forskellige afskygninger.
“London to Brighton” kommer ikke med formaninger og opstiller heller ej løsningsmodeller. Her tegnes blot et realistisk billede af samfundets absolutte skyggeside. Det er ikke et billede, der er svært genkendeligt, dels fordi det nu engang er en del af ethvert moderne samfund, og dels fordi en lang række beslægtede film efterhånden har udstillet problemerne på kryds og tværs. Alligevel er det svært at fornægte “London to Brighton”, der rummer en evigt stærk historie og et på alle fronter knugende skuespil, der skriger til himlene i afmagt. Man undrer sig en gang i mellem over, at menneskeracen kan besidde så stor ondskab og så meget godhed på samme tid.
“London to Brighton” fik tidligere på året store roser med på vejen, da den blev vist på Copenhagen International Film Festival. Selvom filmen bestemt lægger sig i fin forlængelse af en mangeårig britisk realismetradition, rummer den imidlertid også herlige skævheder. Bedst er dog det intense skuespil og de altid nærværende emner, der er den gennemgående drivkraft. Ikke nyskabende og stor filmkunst, men trods alt en særdeles vigtig pejling af, hvor langt der kan være mellem samfundets top og bund, der ydermere formidles igennem udmærkede billed- og lydforudsætninger.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet