Krigsliderlighed i tre akter

Hmm… En amerikansk krigsfilm baseret på virkelige hændelser om fire heroiske SEAL-soldater i Afghanistan, der undlader at dræbe ubevæbnede gedehyrder, men derved bliver fundet, jaget og dræbt af Taliban? Det lyder umiddelbart farligt propaganderende i mine ører. Men “Lone Survivor” er overraskende uklar, når det kommer til at afgøre, hvad dens projekt egentlig er. Udover det åbenlyse: at vise fire veltrænede soldater flygte ned ad en bjergside med omtrent hundrede fjendtligsindede guerillakrigere i hælene!

Det er en lidt spøjs oplevelse at se “Lone Survivor”, der forløber i tre akter. Første akt udspiller sig på en militærbase, hvor vi på klassisk krigsfilmsmanér bliver præsenteret for vores kommende helte. Man kunne rose “Lone Survivor” for at give sig tid til sine karakterer, før de kastes for Taliban-løverne, men dertil er karaktertegningen simpelthen ikke skarp nok, og der er ingen interessante dybder i de forglemmelige soldater. Sympatien for de fire centrale personer er dog tilpas stor til, at det lykkes at opbygge spænding op mod andet akt, der er 40 brutale minutter spækket med hårdtslående rullefald på klipper og blodige skuddueller.

Det var i løbet af den del af filmen, jeg syntes at fornemme, hvad projektet var. Glem alt om en holdning til krigen i Afghanistan eller krig generelt – den her tur ned af bjergsiden er vild og ser vild ud på et stort lærred! Og for en stund var jeg faktisk helt klar til at acceptere det som filmens eneste præmis, selvom det dog unægteligt vil føre til en slags accept af amerikanerne som ‘de gode’ og modstandere af deres projekt som ‘de onde’. Andet akt er fremragende action af den blodige skuffe. Mere eller mindre uden pause lader “Lone Survivor” dig overvære fire specialister kæmpe en umulig dødskamp imod den usynlige fjende, der kan have gemt sig overalt og være bevæbnet med hvad som helst!

Men så kommer tredje akt, hvori filmens titelkarakter pludselig støder på nogle venligtsindede afghanere, der udsætter sig selv for stor, stor fare ved betingelsesløst at hjælpe den sårede og ukampdygtige amerikanske soldat. Det forekommer stort set at være et humanistisk twist i en ellers lidt krigsliderlig film. Samspillet imellem de afghanske bønder og den sårede soldat er faktisk helt nærværende og varmt, ja til tider helt rørende.

Men netop som jeg troede, at filmen for alvor havde et projekt og et budskab, så ender det hele med et kongelangt slideshow med billeder og hjemmevideoer af de virkelige soldater. Problemet med det var, at jeg ved filmens slutning overhovedet ikke havde en følelse af, at disse soldater var helte i nogen særlig forstand (eller skurke, bare soldater på en umulig mission). Til gengæld var jeg helt høj på det næstekærlige budskab. Den alenlange hyldest til soldaterne satte derfor spørgsmålstegn ved, hvorvidt filmen er krigsliderlig propaganda eller pacifistisk humanisme? Eller ingen af delene?