Franske forviklinger

Den franske farce “Louise-Michel” er et glimrende eksempel på, hvor hurtigt en film kan køre af sporet, når dens bagmænd forelsker sig mere i deres manuskripts særhed end manuskriptets sære eksistenser.

I filmens indledende scener vrimler det nærmest med muntre øjeblikke og fornøjelige karakterer, som man glæder sig til at stifte nærmere bekendtskab med. Prologen, som intet har at gøre med resten af historien, er en hylende morsom skildring af en lille begravelsesceremoni, som går helt galt, da liget skal kremeres, og flammerne dør ud. Det lyder måske usmageligt, men der er tale om sort komik af bedste skuffe – den der underspillede, tvetydige form for humor, som franskmændene synes at være eksperter i.

Dernæst møder vi vores hovedpersoner: Den overvægtige, småskøre fabriksarbejder Louise og den lige så store, men mindre selvsikre sikkerhedsvagt Michel. Et underligt, men ikke ligefrem umage par. Da Louise og kollegaerne bliver fyret, foreslår hun, at de myrder deres koldblodige boss. Som ung skød Louise sin første chef, hvilket vi får at se i en scene, der – ligesom indledningen – gør det morbide morsomt. På en eller anden facon finder Louise frem til Michel og hyrer ham til at udføre mordet. Belønningen er de 20.000 euro, som Louise og Co. fik som kompensation efter deres afskedigelse. Michel er i pengenød, så han tager imod opgaven, men hans klienter har ingen idé om, at han i virkeligheden er en svækling, der ikke engang kan gøre en flue fortræd.

Således har vi øjensynligt opskriften på en skæv, skør og skæppeskøn komedie om livet, døden og alle de uoverskuelige udfordringer midt imellem. Og det starter da også godt. Selvom vi knap nok kender dem, er det svært ikke at forelske sig lidt i Louise og Michel, især fordi skuespillerne er så veloplagte. For nylig kunne man nyde den fabelagtige Yolande Moreau i “Séraphine”, og her formår hun at gøre en så virkelighedsfjern og tungnem person som Louise elskværdig og troværdig allerede helt fra start. Og selvom Michel er en lidt selvoptaget fætter, der doven og træt slentrer gennem hverdagen, så begaver belgiske Bouli Lanners ham med en medmenneskelighed og et glimt i øjet, der næsten gør ham beundringsværdig. Lanners og Moreau har i øvrigt en fantastisk kemi.

Men det hele begynder at falde lidt fra hinanden omkring fortællingens midtpunkt, hvor instruktørerne Benoît Delépine og Gustave de Kervern etablerer så mange sidespor, at DSB sagtens kunne melde filmmagerne til konkurrencestyrelsen. Alt for ofte monterer instruktørerne (som også skrev manuskriptet) deres kameraer foran skuespillerne og lader alverdens spøjse episoder og mindre bifigurer sluge spilletid og overskygge vores karismatiske hovedpersoner. Der er en lang passage, hvor Louise er helt ude af billedet, og når de to hovedpersoner omsider finder hinanden igen og drager af sted for at finde Louises tidligere overordnede, har man næsten glemt missionens rødder midt i al virvaret.