”Jeg har hørt, de boller rigtigt i den”

Dumme folk laver voldelige, pornografiske film, stiller dem på videobutikkens bagerste hylde og håber, at 14-årige teenagedrenge hvisker: “Tør du se ‘Human Centipede’?”. Smarte folk laver voldelige, pornografiske film, pakker dem ind i en debat om kunstnerisk frihed og håber, at de universitetsstuderende hvisker til hinanden over japanske filterkaffe: “Du bør se ‘Irréversible’!” Gaspar Noé er en af dem, der dygtigt danser rundt på grænserne mellem rigtig og forkert smag, og “Love” er endnu et chok. Ikke i kraft af bare pikke og bryster og kusser, men fordi den i stort set alle aspekter – dialog, plot og skuespil – er rystende ringe.

Hovedkarakteren Murphy er interessant i de ca. 10 sekunder af første scene, hvor han sover og gudskelov tier stille. I resten af de 8090 sekunder er vi vidne til en af de mest selvmedlidende og uvedkommende indre monologer i lange tider. Endda krydret med gumpetunge forklaringslinjer som: “Nej, hvor har jeg ondt i hovedet, hvorfor tog jeg dog det stof i går?” og “Hold kæft, jeg hader den kælling, hvis det ikke var for min søn, var jeg skredet”. Tuderi over førsteverdens-problemer af den mest ligegyldige slags, der med det samme afskærer fra enhver indlevelse i Murphy.

Det bliver ikke meget bedre, når han åbner munden og snakker og snakker lidt mere med sine elskere, Omi og Electra, i forcerede tirader om kærlighed og kunst. “Love” er et trekantsdrama, hvor følelser og tanker skriges ud. Så de er væk, og vi kan komme til at bolle i trekanter igen. Murphy elsker Electra, men gør Omi gravid i et øjebliks sindssyge eller noget. Den sårede Electra forsvinder dybere og dybere ind i en destruktiv verden af stoffer, indtil hun en dag forsvinder, og hendes mor ringer efter Murphy. Noé åbner ved telefonopkaldet og lader, ligesom i “Irréversible”, historien rulle baglæns, blot til meget mindre effekt.

At gå tilbage i tiden fra det voldsomme farvel til dér, hvor nabopigen Omi inviteres på trekantssjov, til det første uskyldige møde i Buttes-Chaumont, har ingen anden funktion end bare at være bagvendt. Og så måske lige vise instruktørens ferme hånd. Noés metalag er tykt med karakterer, der bærer både hans for- og efternavn, så måske “Love” egentlig er en film om ham selv. Den rå instruktør, der går fra vold og voldtægt til erotik og elskov. Det ville forklare, hvorfor han virker lige så uinteresseret i sine karakterer, som jeg er.

Murphy har en stor og flot pik, men det er stort set også det eneste kød (undskyld), der er på hans karakter. Electra er en kliché af en kunstnerspire, der tør tage stoffer og blive kneppet bagfra (ooh la la), mens Omi er den franske fantasi om en frisindet blond skandinav. Karl Glusman, Amy Muyock og Klara Kristin spiller alle helt elendigt, og man må næsten formode, at de mest er med, fordi de er gudesmukke og ikke var bange for at vise hud foran et kamera.