En bitter pille

Man kan have alle de rette ingredienser i en kage og stadigvæk dosere dem så galt, at resultatet bliver uspiseligt. På mange måder gør det samme sig gældende for film, hvor mange forskellige gode indfald ikke nødvendigvis resulterer i et sammenhængende og velfungerende værk.

Sådan er det også i “Love and Other Drugs”, der ellers indeholder mange lovende elementer, og som umiddelbart byder op til en behagelig dans. Anne Hathaway og Jake Gyllenhaal er immervæk et attraktivt par, og at overvære lidt uartig romantik mellem de to lyder ikke umiddelbart som den værste måde at tilbringe et par timer på.

Gyllenhaal indtager hovedrollen som Jamie Randall, der er en charmerende slubbert af en sælger, som til trods for sit ukuelige gåpåmod aldrig har drevet det videre end til at sælge fjernsyn i en hi-fi-butik – måske fordi han lader til at bruge mere tid på at pjatte med kunderne end rent faktisk at forsøge at sælge dem noget. Til gengæld har han ren succes med at sælge sig selv til kærlighedshungrende kvinder, som på stribe lægger sig for at modtage en omgang med tv-antennen. Han prøver i stedet lykken i medicinalindustrien og finder sit rette kald som sælger af viagra-piller. Den glatte fyr finder imidlertid også sit kvindelige modstykke i Maggie, som ligesom ham kun er interesseret i nogle hurtige omgange uforpligtende sex. Snart begynder følelserne dog alligevel at trænge sig på, og det gnidningsløse knald viser sig trods alt at være knap så gnidningsløst.

Det mest bemærkelsesværdige ved “Love and Other Drugs” er dog hverken historien om viagraens indføring, den satiriske udlevering af medicinalindustriens mindre charmende sider eller den spirende romance mellem de to knaldperler, men derimod det forhold, at Maggie lider af tidlig Parkinsons sygdom. Kærlighedshistorien tager dermed et sving mod melodrama, og spørgsmål presser sig på om præcis, hvordan deres fælles fremtid ser ud sammen, og om sygdommen vil komme imellem dem. I filmens mest effektive scener tager parret til møde for Parkinsons-ramte, og de lidendes og ægtefællernes beretninger er unægtelig både rørende og barske. Problemet er ikke, at scenerne er dårlige eller irrelevante – det er de bestemt ikke – problemet er, at de harmonerer så umådelig dårligt med resten af filmens indhold. Det er immervæk svært at gå fra penis-vitser til kronisk sygdom – og slet og ret umuligt at gå tilbage igen, som vi gør i filmens sidste akt.

Hathaway og Gyllenhaal er ellers behageligt selskab, og selvom begge deres figurer er temmelig vagt beskrevet, så formår de at bringe charme til rollerne. Oliver Platt og Hank Azaria bidrager ligeledes med fine præstationer, hvorimod Josh Gad i rollen som kikset bror føles som en figur fra “Tømmermænd i Vegas” eller “American Pie”, der ved et uheld er blevet anbragt i den forkerte film.