Marinesoldater kan også være følsomme

Når en film er baseret på en roman af Nicholas Sparks (såsom den biografaktuelle “Elsk mig igen”, der fik høvl her på Filmz), skal man tage sig i agt. Man ved i hvert fald, hvad man skal forvente: en let problemstilling samt en stormende kærlighedsaffære, der får alt andet til at blegne i sammenligning. Og i “The Lucky One” er der endda også et sødt, sødt barn i baggrunden sammen med en ond, ond eksmand. Nej, her rejses der ikke mange tvivlsspørgsmål om, hvem der er den gode, og hvem man skal tage sig grundigt i agt for.

Logan er en tidligere marinesoldat, der er overbevist om, at den eneste grund til sin overlevelse i krigen er et billede af en køn, ung kvinde foran et lystårn. Ved et overraskende kendskab til lystårne og en yderst belejlig hjemmeside finder Logan kvinden, Beth, der arbejder i et hundepensionat og har en søn, der både kan spille violin og skak på ekspertniveau. Logan tager et mindre job på pensionatet, og sød musik opstår mellem de to ensomme mennesker. Men i skyggen lurer Beths onde eksmand, der ikke vil have, at nogen anden mand skal nærme sig sin søns mor… Nå ja, og så er der også noget med, at Logan har en smule posttraumatisk stress, men det kommer han hurtigt over ved hjælp af et par gåture og lidt tid for sig selv.

I rollen som den tænksomme Logan ser vi Zac Efron, der kæmper en brav kamp for at blive taget seriøst som skuespiller og blive glemt som dansende fjols i “High School Musical”-filmene. I “The Lucky One” er han for god til at være sand, og kontrasten mellem Logan og den onde eksmand er skåret ud i pap for dem blandt publikum, der endnu ikke skulle have forstået, hvem der er helten. ”Far vil ikke have, at jeg øver i huset,” siger sønnen til sin mor om sit violinspil. Lidt senere kommer Logan tilfældigt gående fordi det sted, hvor sønnen øver i hemmelighed. ”Jeg vidste ikke, at der var nogen,” siger sønnen undskyldende, men Logan er anderledes god af sig end den dumme far, så han svarer ”ikke dårligt” – og sønnen øver stolt videre. Jo jo, han er skam god nok, ham Logan.

Nogle gange virker “The Lucky One”, som om den hellere vil være en musical med sine muntre og down home-popsange. Så hvis vi var i tvivl om, at der her udspilles en glad scene, så skal soundtracket nok få os på andre tanker. Det gælder dog ikke kun de glade øjeblikke, men også de sørgelige, hvor de tunge violiner kommer i spil og desperat prøver at knibe en enkelt tåre ud. Det skal nok også lykkes – man er vel menneskelig – men efter tåren er trillet ned ad kinden, kan man som tilskuer ikke lade være med at føle sig lidt beskidt over at blive manipuleret så voldsomt af ét af de ældste tricks inden for filmmediet. “The Lucky One” er nemlig ikke ligeså interesseret i at få os til at have en ægte følelse, som den er i at manipulere os følelsesmæssigt.

Der er dog også få gode ting ved “The Lucky One”, der ikke giver ufrivillig anledning til hovedrysten. Den udspiller sig i Louisiana, der ganske givet også er én af de smukkeste stater i det store land, og hvis ikke andet er filmen spækket med smukke, varme farver, der får sydstaten til at fremstå som et sted, man kunne blive for evigt. Og det var så dét.