Filmens fødsel

I 1895 blev filmen født. To franske brødre fra Lyon ved navn Auguste og Louis Lumière opfandt Le Cinématographe. Det kombinerede filmkamera og filmprojektor. De filmede arbejdere, som forlod Lumèrefabrikken, og fremviste det for et publikum på Grand Café i Paris. Det var stort. Og her over 100 år efter kan man i “Lumière!” få lov at genopleve hele 108 af deres små film, der hver især varede omkring 50 sekunder. Én indstilling, der optager én scene, var én film. Det er klart en museumsagtig film – perfekt til en filmnørd som mig. Men også en rejse frem og tilbage i tid. “Lumière!” givet nyt perspektiv på filmfremtiden her i 2017.

De små stumfilms-bidder sender os tilbage til perioden fra 1895 til 1905. Og til mindet om, hvor stor forandring det 20. århundrede ville betyde. Filmmediet blev nemlig opfundet i en tid, hvor ’arbejde og tradition var under konstruktion,', som instruktør og chef for filmfestivalen i Cannes, Thierry Frémaux, siger det med begejstret fortællestemme. Han taler ind over de små film, der viser et arbejdende Frankrig. Her bliver byerne og livet i dem portrætteret gennem alt fra minearbejdere, vaskekoner og fiskere. Arbejdet bliver portrætteret med sirlig sans for billedkonstruktion og timing, så man kunne få så meget information som muligt på meget kort tid. Lumière-brødrene vidste, hvad de gjorde: De optog historien.

For selv om mange af filmene kan se ud som de første hjemmevideoer fra Lumières hjem med små piger, der leger med en kat i have, og lærer at gå, er det bemærkelsesværdigt i sig selv, at de mennesker, der opfandt filmen, brugte kameraet på samme måde, som vi gør i dag. Til at tage snapshots. Til at optage og fange tiden, øjeblikke, der gik. Levet liv.

Jeg foretrækker brødrenes film fra virkeligheden: De var bedre til at dokumentere end instruere. Gennem deres kameralinse oplever jeg Paris fra Eiffeltårnets elevator, hvor jeg i svimlende højde beskuer byernes by, inden jeg sejler videre på Seinen. Jeg oplever Moskva, Berlin og New York i levende billeder, før det 20. århundrede forvandlede dem med sin historie.

Lumière-brødrene rejste også med filmkameraet til fjerne steder. En opsat skudduel i Mexico. En kamelkaravane i Tyrkiet. Den spanske dronnings militær, der lystigt danser. Japanske samuraier. Og politimænd på march i Chicago – alle med imponerende store overskæg – på nær én, som Frémaux’ fortællestemme muntert peger ud for mig. Jeg oplever, hvor vildt og fremmed kameraets tilstedeværelse var for alle i hele verden dengang – fra fyrster til fattige børn. Hvordan de, som vi i dag, ikke vidste, hvad de skulle gøre af sig selv, når der pludselig var et kamera foran dem.