Hvem har lyst til indisk?

Jeg var ikke selv klar over det, men i Indien forholder det sig sådan, at der hver dag transporteres hundredetusindevis af madpakker fra forstæderne og ind til Mumbai. Konen i hjemmet kan kokkerere et lækkert måltid mad til sin mand, og takket være de såkaldte dabbawalaer bringes madpakkerne sikkert fra hjem til arbejdsplads. Her er det så, at Ritesh Batras film “The Lunchbox” henter sin præmis: hvad nu hvis en af disse madpakker blev leveret til den forkerte mand på netop den dag, hvor konen havde tilberedt et ekstraordinært godt måltid mad?

I så fald kunne det måske gå, som det går her. En ældre og lidt forbitret herre, der nærmer sig sin pension, får pludselig en uventet god frokost, og ved at vedlægge små sedler i madkassen får han og konen pludselig kontakt til hinanden. Det er en fremragende præmis for en kærlighedsfilm, og ideen fungerer forrygende godt. Batra kæler, især i starten, for hver scene. Fra første madkasse overleveres og åbnes til den begrænsede og langsommelige kontakt imellem de to, kvinden Ila og manden Saajan. Det skaber et naturligt roligt, men alligevel medrivende flow.

Som de fleste gode kærlighedshistorier har vi at gøre med to mennesker, der hver især er ensomme. Ila forsøgte at imponere sin mand med et godt måltid mad, da der er knas i ægteskabet. Saajan har været enkemand i årevis og er ikke munter ved tanken om at skulle oplære den mand, der skal erstatte ham, når han selv går på pension. Det uforpligtende i kontakten til denne totalt anonyme og fuldkommen fremmede er et åndehul for både Ila og Saajan, der på hver deres måde føler sig isolerede i dette mylder af mennesker og madkasser. Det tilfældige i deres forbindelse gør deres historier meningsfulde.

“The Lunchbox” fungerer bedst i krydsklipningen imellem Ilas og Saajans verdener, da de jo lever helt separate liv. Kommunikationen imellem dem foregår ved små noter i madkassen, som vi hører igennem oplæst voice-over fra de to. Og da de aldrig taler sammen live, kan filmen lege med tidens gang. Forskellige episoder repeteres som dækbilleder til de til tider eksistentielle og filosofiske brevsamtaler og får derved fint flere lag.

Filmen er dog langt fra en perfekt frokostfilm. I en langsomme længde mangler der løft i tempoet, og den fine balance imellem grundighed og kedelighed tipper desværre til den forkerte side. Derudover er sideplottet, med den unge Shaikh, der skal oplæres af Saajan, blot irriterende, og det havde nok hjulpet, hvis vi hurtigere havde lært Shaikh at kende som en rund karakter. Men det skal ikke tage mere fra filmen, end at den stadig er en varm og god følefilm, der både underholder og udfordrer.