Brystkræft og gruppesex

Hvad er det, jeg sidder og ser? Det tænkte jeg, da jeg så “Ma ma”. Her er en film, der sætter ud som et optimistisk cancer-drama, men ender som en underlig film om afvigende seksualitet og swingerklubber. Grænselandet imellem brystkræft og gruppesex har jeg personligt aldrig set udforsket før, men nu er originalitet jo ikke lig med kvalitet. For “Ma ma” føles som en retningsløs bunke af både gode, dårlige og mest af alt sære idéer, der vil sige en masse om alt muligt uden at gøre det.

Det begynder ellers så lige til. Penélope Cruz spiller Magda, en udadvendt, optimistisk og smuk kvinde med en 12-årig dreng, en tarvelig eksmand og en stor, ondartet kræftknude i højre bryst. Det ligner umiddelbart begyndelsen på et komediedrama à la amerikanske “50/50”, hvor vi lærer, at man med en god blanding af humor, venskab og kemoterapi kan overleve mere eller mindre alting. I “Ma ma” har man skiftet Seth Rogen ud med en syngende gynækolog, men det optimistiske verdenssyn lever videre. Det hele virker til, at det nok skal gå.

Der mangler dog lidt kærlighed, så det er ikke voldsomt overraskende da en talentspejder, ved navn Arturo, der til forveksling ligner Trevor fra “GTA 5”, bogstaveligt talt vælter ind i “Ma ma”. Hele hans familie er kørt galt i en bilulykke, hans datter er død, og konen er i koma. Det er alt sammen meget tragisk. Den positive mulighed findes dog i, at han nu er single. Derfor tager det ikke lang tid før han bliver presset sammen med Magda, så de kan leve lykkeligt til deres dagens ende. Hele første akt virker ikke videre inspireret, men der er en svært beskrivelig sydeuropæisk charme, og jeg må indrømme, at jeg lærte at holde af en ellers lige rigeligt up-beat Penélope Cruz.

Nu skulle man så tro, at “Ma ma” var ved at slutte. Men det er den ikke. For under hele den overordnede handling ligger et mærkeligt subplot, hvor Arturo, der har mistet lysten til sex, åbenbart tidligere har frekventeret en hemmelig swingerklub, hvor han blandt andet har haft sex med Magdas syngende gynækolog, der forresten er en biseksuel mand. Den logiske konklusion på alt det er naturligvis, at Magda skal på sexklub for at have noget gruppesex og med egne ord blive ”fyldt op med sæd”. Okay? Nu forlades det konventionelle til fordel for lidt mere arthouse, hvor vi blandt andet bliver præsenteret for et alt for langt kameraskud, hvor der langsomt zoomes ind på et oliemaleri af en vagina.

Plottet flyver endeligt helt af skinnerne, da Magda bliver gravid. Det ellers realistiske kemoterapiforløb fra første akt overskygges nu fuldstændigt af en naiv tilgang til kræft, hvor en kvinde med voldsom og livstruende brystkræft uden problemer kan være gravid og have det fint. Alligevel var jeg aldrig ligeglad. På trods af den unødvendige seksuelle drejning så bekymrede jeg mig for Magda til det sidste.