“Mål!” er den første del af en fodboldtrilogi. De tre film kommer alle til at handle om det unge fodboldtalent Santiago. Det er en, på mange måder, vellykket film – og så alligevel ikke. Den er om ikke andet et godt forsøg på at lave en troværdig fodboldfilm, der med garanti vil begejstre fodboldfans, såfremt de ikke ejer kritisk sans. For der hvor den virkelig fejler, er i alt det der ikke handler om fodbold. Historien er simpelthen for pæn, og de dramatiske sekvenser og konflikter holder ikke i længden. “Mål!” er en forudsigelig affære, der godt måtte have været bare en lille smule mere rå. Man har i skabelsen af filmen allieret sig med blandt andet FIFA og Newcastle United, for at gøre det hele mere autentisk. Man kunne godt foranlediges til at tro, at fodboldforbundet stillede nogle krav til historien og hovedpersonen, ligesom militæret gør med krigsfilm, og at det derfor er gået hen og blevet det rene glansbillede. Det ligner mest af alt en pæn reklamefilm, og den lugter da også langt væk af markedsføring af fodboldsporten og slet skjult product placement.

Santiago Muñez flygter fra Mexico til USA med sin familie da han er ti år gammel. I deres nye land lever de af havearbejde i de rige kvarterer, og faderen vil gerne starte for sig selv. Santiago derimod er i besiddelse af et stort fodboldtalent, og han drømmer om at gøre det til sin levevej. En dag mens han spiller i en park i Los Angeles opdages han af den tidligere Newcastle United spiller Greg Foy. Han ser straks at den unge mexicaner er i en klasse for sig selv, og inviterer ham til England, hvor han vil skaffe ham en prøveperiode hos det lokale tophold.
Santiago ved, at han har fået sit livs chance, og sparer sammen på trods af faderens protester. Med bedstemoderens hjælp får han omsider råd til rejsen, og forlader sin familie uden at sige farvel. Vel ankommet til England går tingene ikke så glat som den unge Santiago havde håbet. Godt nok får han ved Glen Foys hjælp en prøveperiode hos Newcastle United, men han modtages ikke ligefrem hjerteligt; De ældre spillere sær skævt til det nye talent, og træneren er langt fra overbevist om, at Santiago er værd at beholde. Vejen til førsteholdet synes uendelig lang, og forhindringerne umulige at forcere. Først og fremmest står den unge mexicaner hele tiden i skyggen af holdets nye stjerne Gavin Harris, der konstant gør sig bemærket med sin uheldige opførsel. Heldigvis får Santiago dog hjælp af sin utrættelige manager og kærligheden finder han såmænd også.

“Mål!” følger opskriften på en sportsfilm til punkt og prikke. Den er naturligvis også lavet med det formål for øje, at amerikanerne skal se, at man skam også kan lave seværdige film om soccer. Har man dog andre krav til film end at de skal se pæne ud, ja så vil “Mål!” utvivlsomt virke som en noget tam omgang. Det er ikke fordi der ikke er store følelser i spil, den får skam på alle tangenter i en film, der pakker en i forvejen utroværdig fortælling ind, i ligegyldige sidehistorier og komplet forudsigelige begivenheder.

Man har fra producentens side gjort meget ud af troværdigheden i fodboldscenerne og det er faktisk lykkedes over al forventning. Det ser rent faktisk ud som om skuespillerne kan spille fodbold og lave alskens tricks, og man har også placeret en mængde af virkelighedens fodboldstjerner her og der i filmen. Vi møder både David Beckham, Zinédine Zidane, Raul Gonzalez og selvfølgelig Alan Shearer og hele det rigtige Newcastle United hold, bare for at nævne nogle få. På effektsiden er der ikke noget at komme efter, og fodboldscenerne hører nok til de bedste jeg endnu har set.

“Mål!” er såmænd stort nok anlagt, og det hele ser pænt og rigtigt ud. Det eneste problem er sådan set bare, at man ikke et øjeblik tror på historien. Et er, at det i sig selv er usandsynligt at en ukendt mexicansk ungersvend der kan jonglere lidt med en bold, får så meget hjælp og så mange chancer som Santiago gør. Han formår nemlig at lave ged i den hver eneste gang han skal vise hvad han kan, men bliver hele tiden reddet på målstregen af en af sine nye venner. Ja, det lykkes ham skam at blive venner med stjernespillerne og samtidig få en lille romance med holdets sygeplejerske. Filmen er ganske enkelt således skruet sammen, at vi får drama på drama og til sidst ender det hele med at blive så ensformigt og kedsommeligt, at man ikke overraskes eller mærker den mindste spænding når Santiago endnu en gang skal reddes ud af de situationer han kommer i. Det hele foregår efter devisen at hvis man bare tror nok på det, så skal det nok lykkes. Det er så simpelt og trivielt som det kan blive.