Lille planet, stor verden

Forestil dig en planet i pocket-størrelse. En planet med egne mærkelige væsener, mærkelige naturlove og endda så flot animeret, at selv Kubo med de to strenge ville være misundelig. På denne dejligt fremmede planet bor den generte, usikre faun ved navn Mune. Og som titlen antyder, får han til opgave at vogte månen, hvilket han ikke er så god til. Men de manglende evner som vogter fører til en flot, mytisk hjem-ud-hjem-rejse, som Kubo og de andre animations-eventyrer også plejer at tage på.

Månen er som bekendt afhængig af solen, som Sohon vogter. I modsætning til Mune, som er et forsigtigt nattevæsen, er Sohon en muskuløs, selvsikker stereotyp – der hverken læser bøger eller ved noget om solens bane, men i stedet er god til at kaste harpunspyd og kalde piger for sveske og drenge for ‘bro’. Der er altså stor forskel på månevæsenerne på den ene halvdel af planeten og solens væsener på den anden – både i væremåde og i min glæde for dem.

Mune er nemlig sympatisk klodset og uvidende, når han ufrivilligt skal være vogter over månen. Inden da er planeten i perfekt balance imellem solens lys og månens mørke. Det er tydeligt i både de mærkelige væsener, landskabet og animationen, der ligesom i “Kubo and the Two Strings” skildrer et unikt univers, som er mytisk og fantastisk langt væk fra vores egen lille planet. Men i modsætning til “Kubo” er der slet ingen mennesker involveret, når den onde Necros med de to “Herkules”-inspirerede håndlangere stjæler solen og lægger planeten i mørke.

Mox og Splint, er dog ikke de eneste væsener, som er inspireret af græsk mytologi samt Disneys “Herkules”. Necros er således et kæmpe stenmonster med lava flydende ud af et hul i brystet –
præcis som de undslupne titaner i “Herkules”. Desuden er både månetemplet og soltemplet gigantisk levende væsener, der ligesom Helios og Selene i deres græske stridsvogne trækker solen og månen hen over himlen. Sohons soltempel er en krydsning af en lille ø med tilhørende plantevækst og et tungt firbenet dyr som en bjørn eller et næsehorn, imens Munes månetempel er et mere sart antilope-agtigt væsen med musikalske tråde, der forbinder den til månen. Disse mytiske kæmper indgyder respekt og ærefrygt – endda uden 3D-briller.

Det alvorligt mytiske univers balanceres dog af de fjollede typer, der bor i det. Som Mune, en månevogter, der er mørkeræd, eller Necros’ useriøse håndlangere, der som Pine og Plage i “Herkules” har hver deres arketypiske personlighed – en er vred og aggressiv, den anden deprimeret og rolig. Den slags fjolleri gør historien sjov til tider, men har også den negative bivirkning, at heltene aldrig for alvor føles alvorligt i fare. Til sammenligning havde “Kubo” ondere modstand i spøgelsessøstrene, som ikke fjollede spændingen væk.