Anmeldere der hader genudgivelser

Hvis der var noget, der virkelig gjorde det svært at komme igennem filmatiseringerne af Stieg Larssons “Pigen der legede med ilden” og “Luftkastellet der blev sprængt”, var det spillelængden. Der skete ufattelig lidt af betydning i de to film, og alligevel varede de tilsammen næsten fem timer. Trilogiens første film, “Mænd der hader kvinder”, var uden tvivl også den bedste – en mere stramt opbygget thriller med mindre fedt og mere power. Nu er alle tre film udkommet i forlængede udgaver, men det helt store spørgsmål er, om “Mænd der hader kvinder” overhovedet vil nyde godt af flere scener, eller om de i stedet vil gøre filmen træg og langsommelig ligesom fortsættelserne.

Historien er naturligvis den samme: En aldrende, svensk rigmand hyrer den kontroversielle journalist Mikael Blomkvist til at finde sin niece, Harriet, som har været forsvundet siden 1966. Undervejs støder Blomkvist på den unge hacker Lisbeth Salander, som har researchet Blomkvist for en klient og er blevet vældig interesseret i den idealistiske skribents eskapader. Sammen forsøger de at finde ud af, hvad der skete med Harriet, og hvilke hemmeligheder hendes store, gådefulde familie dækker over. Parret optrævler en række uopklarede mord, og snart bliver det klart, at nogen overvåger de to detektiver.

Den forlængede udgave af filmen er 34 minutter længere, og vi får bl.a. flere scener med redaktionen på Blomkvists Millennium-magasin og en direkte frastødende sexscene med Blomkvist og kollegaen Erika Berger. Slutningen er stadigvæk for lang og efterlader fortsat ét nagende plothul. De to fortsættelser fokuserede mere på Blomkvists job, så hvis man ser de tre film i streg, gavner de nye scener til dels trilogien, idet man nu får introduceret flere af bifigurerne tidligere og i endnu højere grad får deres karaktertræk udpenslet.

Men scenerne gavner derimod ikke “Mænd der hader kvinder” som et selvstændigt værk. De føles ikke som essentielle dele af den historie, som den danske instruktør Niels Arden Oplev og hans danske manuskriptforfattere Nikolaj Arcel og Rasmus Heisterberg forsøger at fortælle. I stedet sænker de nye scener filmens tempo på flere ubelejlige tidspunkter. Hele forløbet med en muldvarp blandt Millennium-skribenterne fjerner indimellem opmærksomheden fra Blomkvist og Salanders langt mere interessante detektivarbejde. Forlæggets fans vil måske bifalde de nyindsatte sekvenser, men hvor der i romaner ofte er plads til sidespor, er en film sædvanligvis nødt til at være mere målrettet, og de nye scener gør bare filmatiseringen mere ujævn.

Men “Mænd der hader kvinder” har stadigvæk masser af kvaliteter, som de tilføjede scener ikke kan overskygge. Blomkvist og Salander er en ekstremt karismatisk duo. Salander har nærmest redefineret den moderne filmheltinde, og det har Noomi Rapace absolut en stor del af æren for. Skuespillerens portræt af Salander er uforglemmeligt – sårbart og skrøbeligt og så alligevel ukueligt og respektindgydende. Blomkvist er ikke en nær så interessant karakter. Han er på mange måder en ordinær fyr, men det er også en af grundene til, at han er så sympatisk. Ligesom os er han et ufuldkomment menneske af kød og blod, og hverken Oplev eller skuespilleren Michael Nyqvist falder for fristelsen til at skabe et endimensionalt helteportræt.

Æstetisk overgår filmen også fortsættelserne med flere banelængder. Billederne er smukke, musikken ligeså, og den brillante lydside tirrer ofte underbevidstheden og nerverne på fornemste vis. “Mænd der hader kvinder” er vellavet, og når den virkelig er kommet op i gear, og når brikkerne endelig begynder at falde på plads i Larsons enorme puslespil, formår filmen endda til tider at matche spændingskurven i de nærtbeslægtede “Ondskabens øjne” og “Zodiac”, som var Oplevs største inspirationskilder. Men biografversionen gjorde det oftere.

Video

Præsenteret i 1.77:1 anamorphic widescreen-format. Den forlængede udgave af “Mænd der hader kvinder” blev lavet med henblik på tv-transmission. Nu til dags bliver tv-udsendelser næsten altid præsenteret i et billedforhold i størrelsesordenen 1.33:1-1.85:1, men eftersom biografudgaven af filmen blev vist i 2.35:1, er de oprindelige optagelsers sider altså blevet beskåret, og dermed mister man billedinformation, som filmmagerne havde tænkt, at man skulle se. Indimellem ser man ekstra, unødvendig billedinformation i billedets top og bund.

Heldigvis daler billedkvaliteten ikke, når de nye scener optræder. Både kontrasten og farvegengivelsen er udmærket, men indimellem er der blevet skruet for højt op for lysstyrken i denne omgang – tjek eksempelvis lampelysets effekt på nedenstående billede. Billedet er skarpt, og hverken utilsigtet støj, snavs eller glorier forekommer. Udtværing forekommer sjældent.

Audio

Denne udgave af “Mænd der hader kvinder” blev som sagt skruet sammen til flimmerkassen, så personligt var jeg nervøs for, at lydsiden nu var blevet mindre slagkraftig, end den var i biffen. Heldigvis viste min frygt sig at være uberettiget. Skiven indeholder både et DD5.1-mix og et DTS 5.1-lydspor, og sidstnævnte er at foretrække, da det har en mere solid bund og gengiver høje toner lidt klarere. Lydsporet skaber en troværdig, auditiv atmosfære lige fra begyndelsen – bare tjek lyden af Stockholms aktive natteliv i filmens første scener. Replikkerne er altid tydelige, og musikken lyder også godt. Når de melankolske strygere får lov at benytte samtlige højtalere, begynder nakkehårene for alvor at krible. Lydeffekterne har tilstrækkeligt punch, og subwooferen benyttes diplomatisk.

Ekstramateriale

Her er intet ekstramateriale. Intet. Så hvis du gerne vil vide lidt om filmens tilblivelse, bliver du nødt til at købe biografudgaven af filmen på dvd eller Blu-ray i udlandet, eftersom den danske udgivelse af biografversionen heller ikke husede noget ekstramateriale. Det er ærlig talt for dårligt, når man tager filmenes (og bøgernes) popularitet i betragtning.