Nu har jeg nået toppen, mor – hvad fa’en skulle jeg egentlig her?

Lukas Moodysson er en dejlig dreng. Han har om nogen været med til at hive Sverige ud af det filmiske image, der i en international optik har været præget af det langsommelige, Bergmanske tungsind. Det store gennembrud kom med successen “Fucking Åmål”, som blev fulgt op af den fremragende feel good’er “Tilsammans”. Siden er det blevet til en række knap så muntre film, hvoraf mange har opnået stor ros blandt anmeldere og publikum, og senest har vi kunnet nyde godt af “Mammut”, som nu er kommet på dvd.

Ægteparret Leo og Ellen Vidales har alt: en stor penthouse i skandinavisk design på toppen af New York, en intelligent datter, som de begge elsker, en filippinsk stuepige på fuldtid og, ja, røven fuld af penge. Men som med så mange andre karrieremennesker kniber det med at nyde tilværelsen – jobbene skal passes, for at levestandarden kan opretholdes. I mellemtiden kæmper stuepigens børn i Fillippinerne med at få det hele til at køre rundt, mens mor befinder sig på den anden side af kloden, hvor hun knytter et tættere forhold til Leo og Ellens datter, end de selv har.

Kald mig en gnaven, gammel mand, men jeg er hamrende træt af film, der har tre-fire sideløbende historier, som på en eller anden måde er forbundet med hinanden og til sidst kolliderer. Man kunne have håbet på, at denne bølge, som groft sagt begyndte med Steven Soderberghs “Traffic” i 2000, ville dø ud i 2006, da årtiets mest middelmådige film, “Crash”, løb med Oscaren. Men nej. Også Moodysson hopper på dette modefænomen og formår at lave en film, der på ingen måde adskiller sig fra alle de andre.

“Mammut” er sådan set ikke en dårlig film, men kedelig og forudsigelig rammer nok ikke helt ved siden af. Som med alle de andre tre-i-en-film er tonen dyster og melankolsk med historier, der portrætterer den råddenskab, vi mennesker med eller uden forsæt påfører hinanden. Hvad ville der mon ske, hvis en instruktør kom og lavede en sådan film, men med et optimistisk udgangspunkt?

Nuvel, det er ikke intentionen med “Mammut”, og filmen fungerer da også ud fra præmissen. Både sexikonet Gael García Bernal og Heath Ledgers enke Michelle Williams leverer nogle bundsolide præstationer, som er svære at sætte en finger på, og det samme kan siges om filmens øvrige roller, inklusive parrets datter og de filippinske drenge. Følelsen af tomhed blandt de materielle goder brænder sig fast, og parrets frustrationer over at leve et liv uden tid nok sammen med datteren stråler langt ud over scenekanten. Moodysson har altid formået at trække det ypperste ud af sine skuespillere, og på det punkt skuffer han bestemt ikke denne gang.

Mange film bliver svært overfladiske på trods af en spilletid på to timer. Det er lykkedes Moodyson at fortælle fire historier inden for denne tidsramme og stadig ramme en nerve, der respekterer livets kompleksitet og dermed gør fortællingerne troværdige. Det føles aldrig, som om der skøjtes for hurtigt hen over elementerne, måske fordi Moodysson – som den dygtige og erfarne fortæller, han er – forstår at holde en stram narrativ linie uden for mange sidespring.

Moodyssons forstand på det gode håndværk redder dog ikke “Mammut” fra at være en kedelig, middelmådig film – det føles simpelthen som om, engagementet i historien mangler. Var den udkommet for 15 år siden, havde den nok været original, men nu om dage er denne type fortælling mere udpint end den midtjyske hede og mindre interessant end en ukogt kartoffel. Det gode skuespil formår ikke at redde en film, som på trods af dens yderst aktuelle temaer øser filmiske trivialiteter i ansigtet på tilskueren. Men det ændrer nu ikke på, at jeg personligt ser frem til Moodyssons næste film.

Video

Præsenteret i anamorphic 2,35:1. Dette er et rigtigt flot transfer. Farverne står, som var man der selv, og kontrasten er lige i øjet uden udsving. Ydermere er skarpheden i top, og det eneste, der trækker en lille smule ned, er en minimal mængde udtværing i de ekstreme kontraster samt en ubetydelig mængde edge enhancement i enkelte situationer. Filmtypen er en smule kornet i mellemtonerne, men dette har intet at gøre med digitaliseringen af filmen, som næsten ikke kunne være bedre.

Audio

Dolby Digital 5.1. Lydbilledet i “Mammut” er en smule kedeligt, men underbygger ganske fint historien og stemningen. Sub’en er mere eller mindre inaktiv, mens de bagerste højtalere bruges til subtile, atmosfæriske elementer, som aldrig tiltrækker sig opmærksomhed. Dialogen er klar og generelt velklingende, og det samme er musikken i de to fronthøjtalere.

Ekstramateriale

Dvd’en byder ikke på noget ekstramateriale.

Kærlighed på afstand

Da Lukas Moodyssons højt budgetterede og længe ventede storfilm “Mammut” havde premiere i Berlin, blev den modtaget med råb og pivelyde og blev nærmest beskyldt for at være en små-sentimental kopi af “Babel”.

Han havde solgt ud, hed det. De store budgetter og kendte navne på rollelisten havde gjort ham slap og for ivrig efter at please, og den havde desuden fjernet den skarphed, han tidligere havde haft i film som “Lilja 4-ever” og “Et hul i mit hjerte”.

Når man så nu endelig ser filmen, er det en kritik, det er meget svært at genkende. Jo vist, der er ingen, der brækker sig på hinanden i “Mammut”, og filmen er da unægtelig også en relativt fredelig affære, men hvorfor skulle det i sig selv være et problem? Bag handlingen gemmer der sig fortsat en markant kritik af forholdet mellem udnytter og udnyttet. Samtidig forekommer det mig netop, at den adskiller sig fra bl.a. “Babel” ved at være betydeligt mindre melodramatisk samt ved ikke altid at gå efter maksimal tåreperser-effekt. I stedet er dens virkemidler mere subtile og beherskede.

Filmen handler om parret Leo og Ellen, spillet af henholdsvis Gael García Bernal og Michelle Williams, der er et succesfuldt New Yorker-par. Han laver computerspil, og hun er en dedikeret kirurg. Deres travle hverdag betyder, at der ikke er meget tid til datteren Jackie, som i stedet er overladt til den filippinske barnepige Gloria. Hun har til gengæld efterladt to børn i sit hjemlandet, som hun sender penge hjem til i forsøget på at give dem en ordentlig tilværelse.

Filmens omdrejningspunkt er således de ofre, vi ofte gør for karrieren og pengene, samt de børn, vi efterlader derhjemme. For moderne forældre er det da også en meget nærværende problemstilling. Pædagogen, som afleverer sine børn i børnehaven for at køre til en anden børnehave og passe andre folks børn, må uundgåeligt blive forundret over det bizarre i situationen. Ligeledes er det i filmen, da Leo tager på forretningsrejse til Thailand og dermed sætter gang i en kæde af begivenheder, der også får alle de involverede til at tænke over deres situation og prioriteringer.