I villafængslet

Det siges nu og da, at alle gode film essentielt er digte, og netop det er særdeles tydeligt i “Man tænker sit”, der udspiller sig som et stykke filmisk poesi i dens mest afpillede form.

Titlen lyder ikke ligefrem som den store Hollywood-basker, og det er filmen så bestemt heller ikke. I stedet er den noget langt mere sjældent og skrøbeligt: En lille perle, som er skabt uden synderligt blik for salgbarhed og dermed kan tillade sig at gøre ting, som større film aldrig ville turde.

Den lavmælte fortælling foregår i en svensk forstad, men kunne reelt set udspille sig næsten hvor som helst. Vi møder fire lidt skæve eksistenser, der er placeret i det småborgerlige villakvarter, men som hver især på forskellig vis ikke passer ind i det omgivende samfund. Der er den unge Jimmy, der bor hos forældrene med sit spædbarn, men som ikke har en nøgle til huset og derfor ofte vandrer hvileløst rundt som en fortabt sjæl. Mischa er derimod en aldrende herre, der fisker i den lokale å til naboernes irritation, mens den noget yngre Anders tilsyneladende har alle de materiale ting, der burde gøre ham lykkelig, men alligevel finder han ikke nogen glæde eller tilfredsstillelse ved tilværelsen.

Mest markant for filmen er dog drengen Sebastian, der også fungerer som filmens fortæller. Han beretter, hvad han sker i nabolaget, mens han formidler viden og indsigt langt ud over hans alderstrin. Han citerer også passager af Thoreau og etablerer dermed filmen emne: Den manglende harmoni mellem samfundet og de individer, der finder det vanskeligt at leve op til dets ubøjelige krav. Haverne, villaerne og indkøbscenteret bliver da også filmet, så de periodevis mere ligner velordnede fængsler, som vore hovedpersoner er hjælpeløst indespærret i.

Af ydre dialog er der kun meget lidt, og den næsten ikke-eksisterende handling triller frem med en nærmest meditativ ro, som kun sjældent afbrydes af få øjeblikke af voldsom dramatik. Når de ankommer, føles det til gengæld næsten som en lettelse fra den undertrykte stemningen. Mest opfindsom er dog brugen af de udenforstående fremmedes reaktioner, når de bliver inddraget i begivenhederne. I en af scenerne lægger Jimmy sit barn på en parkeringsplads for at skifte ble, hvilket får de forbipasserende til at gribe forbløffet ind. Om de medvirkende er en del af filmen, eller om de ufrivilligt bliver en del af eksperimentet som en slags skjult kamera, er det svært at afgøre, men virkningen er under alle omstændigheder forbløffende overbevisende og tankevækkende. Hvornår er det uselvisk bekymring for andre, der er drivkraften, og hvornår skifter den bekymring over til formynderisk tyranni?