“The Manchurian Candiate” anno 2004 indledes med billeder af en række amerikanske soldater, der spiller kort – hvilket er en indirekte reference til hvordan, den oprindelige “The Manchurian Candiate” fik den manchuriske kabale til at gå op. Den nye version begynder altså nærved, hvor den tidligere sluttede. I stedet for bare at give historien en ansigtsløftning, har man valgt at bygge videre på den, hvilket gør nyindspilningen interessant og berettiget.

Secure Tomorrow TodayKan man manipulere sig til politisk magt? Da “The Manchurian Candiate” udkom i bogform i 1959, og efterfølgende som film i 1962, og berettede at det så afgjort var en mulighed, var den forud for sin tid – hvilket gjorde den til en kraftfuld og chokerende fortælling. Den nyeste version af “The Manchurian Candiate” er derimod en film af vor tid, hvor politisk manipulation er blevet hverdag, og hvor det ikke længere er muligt at opnå den samme chokeffekt. Men på trods af det, viser den nye version, at amerikanerne stadig er akkurat lige så paranoide som under den kolde krig. Den første film var en advarsel, men i den nye version har fjenden så godt som allerede overtaget magten. Dog er det ikke længere de antikverede kommunister der hiver i trådene, men et af de store multinationale selskaber, som styrer den politiske verden og manipulerer med medierne og befolkningen.

Hvor den første film havde en politisk agenda, der kritiserede kommunismen og de amerikanske højreorienterede, som benyttede sig af kommunistisklignende metoder, er den nye egentlig mere anti-politisk end politisk. Den politiske scene bliver fremstillet som et mediecirkus, og alt fra de repeterende valgslogans til de gennemarbejdede sejrsfejringer, er filmet på en sådan måde, at det hele fremstår som et særdeles fordærvet og skræmmende miljø. Tak Fujimoto har skabt de foruroligende billeder, og hans skæve kameraindstillinger er med til at give filmen en rigtig vellykket stemning af snigløberi. Ligeledes er der arbejdet med en velkomponeret lydside, der har en næsten hypnotiserede effekt.

Når det seriøse møder det bizarre”The Manchurian Candiate” er naturligvis også en spændingsfilm, og en vellykket en af slagsen, som dog må siges at være uden de store overraskelser. Og så er den også lidt for lang. Et stykke efter midten er det som om, at karakterudviklingen går i stå, og manuskriptet kunne have brugt en opstramning undervejs. Slutningen er både stærk, skræmmende og en smule forvirrende. Det er for upræcist hvordan slutningen hænger sammen, så her må man selv samle puslespillet.

Filmen er intelligent instrueret af Jonathan Demme, og det er klart hans bedste film siden “Philadelphia”. Demme startede sin karriere hos b-filmens ukronede konge Roger Corman, og ånden fra lærermesteren er at finde i “The Manchurian Candiate”. Dette understreges af, at Roger Corman selv optræder i en rolle i filmen. Handlingen befinder sig nemlig på en hårfin grænse mellem det seriøse og bizarre – som det også var kendetegnende for “Ondskabens Øjne” og de fleste andre af Demmes film. På den ene side er selve filmens kritik af politik ekstravagant, og måden det multinationale firma udfører sin manipulation på kuriøs, men på den anden har filmen også rod i virkeligheden. Mange af filmens politiske personer og situationer virker skræmmende familiære, og udførelsen af manipulationen bygger på den nyeste forskning inden for neurologi. Enten er man med på, at det kan gå hen og blive lidt bizart, eller også er der en stor chance for, at man finder det hele kedeligt og for åndssvagt.