Portræt af kunstneren som hjerneskadet

Per Kirkeby er en af nyere tids mest anerkendte danske kunstnere. Men de sidste par år har han haft svært ved at genkende sine egne malerier. En banal ulykke har kilet sig ind mellem Kirkeby og kunsten. Et fald. Ned ad trappen, hovedet først. Hjerneblødninger og hjerneskade. I “Mand falder” følger Kirkebys ven, den erfarne dokumentarist Anne Regitze Wivel, kampen for at finde tilbage til kunsten. Med tid og tålmodighed kommer hun helt tæt på den kunstneriske proces, når Kirkeby arbejder for at genfinde sig selv som kunstner, mens den ødelagte hjerne gør modstand.

Wivel har lavet dokumentarfilm siden 80’erne, og hun har ofte portrætteret store danske personligheder som Johannes Møllehave og Søren Kierkegaard. Senest var det ægtemanden i “Svend” – med efternavnet Auken – der blev portrætteret. I 2000 rettede Wivel for første gang kameraet mod Per Kirkeby i “Slottet i Italien”. Også dengang var Kirkeby en plaget mand. Men dengang var lidelserne mere eksistentielle. De sad i sjælen. Nu er problemerne fysiske. De sidder i hjernen. De gør det svært at genkende farver og ansigter. Omverdenen registreres gennem øjnene som altid, men hjernen har svært ved at føre alle sansningerne ind i bevidstheden. Det meste af det, der foregår til venstre forsvinder. Simpelthen. ‘Neglect’ hedder det i medicinske termer. Det gør det selvfølgelig vanskeligt at orientere sig. Både i verden og på et lærred.

Wivel filmer sin ven i genoptræningen. Hun skildrer, hvordan det lykkelige ægteskab med konen, Mari Anne, bliver påvirket af behovet for hjælp og pleje. Men heldigvis bruger Wivel mest tid på det, der gør Per Kirkebys situation unik – kunsten. Mens Brahms buldrer og brager på lydsiden, filmes Kirkeby, der famlende forsøger at genfinde sin gamle fornemmelse for farver og lærred. Måske kommer der noget interessant ud af den nye situation, funderer Kirkeby. Han oplever nu verden på en markant anderledes måde. Men netop derfor vil han aldrig selv kunne vurdere sin nye kunst. Også den oplever han på en anden måde end os andre. Han er fanget i sit eget hoved.

Wivel og Kirkebys venskab er filmens fundament. Der er tydeligvis en dyb tillid og fortrolighed de to imellem. Kameraet kommer helt tæt på. Også når fortvivlelsen over det satans uheld er størst. Kirkeby er enormt åben omkring sin situation, som han oftest håndterer med en stor portion selvironi.

Som når han med befriende latter fortæller om den gang, hans sko svuppede i pis efter et restaurantbesøg. Hans kone havde ved et uheld glemt at lukke den pose, der skulle opsamle hans urin. Historien er næsten umulig at fortælle for både Kirkeby og konen. Så meget griner de. Det er den åbenhed og intimitet, der gør “Mand falder” interessant. Den er ærlig. Både når viser den skadede kunstner og såvel som det skrøbelige menneske. Nærheden kompenserer til dels for den flade, håndholdte billedside, der hverken æstetisk eller kreativt står mål med sit emne.