Marguerite

InstruktionXavier Giannoli

MedvirkendeCatherine Frot, André Marcon, Michel Fau, Christa Theret

Længde129 min

GenreDrama

IMDbVis på IMDb

I biografen28/04/2016


Anmeldelse

Marguerite

4 6
French Boulevard

”Du kan jo ikke synge!” Sådan ville Thomas Blachman ærligt have ødelagt Marguerite Dumonts operasangerdrøm, hvis hun havde prøvet sig af i X Factor. Men Blachman levede ikke i tiden kort efter Første verdenskrig. Det gjorde derimod resterne af de gamle klasseskel, som i “Marguerite” gør, at medløberne klapper i stedet for at kritisere. Jeg vil tilslutte mig medløberne og primært klappe af den her franske “Sunset Boulevard”.

For præcis som i Billy Wilders klassiker om den fallerede stumfilmsstjerne Norma Desmond så begynder det med en udefrakommende. Her den unge sangerinde Hazel, der nærmer sig det dekadente gods lidt uden for 1920’ernes jazzbrølende Paris. Opbygningen er lang og god. Med Hazels almindelige øjne betragtes overklassens velgørenhedsfest med mængder af pels og påfuglefjer. Hun skal selv synge et stykke fra “Lakmé”, inden velgørerinden skal toppe den overdådige åbning af med en af de svære fra “Tryllefløjten”.

Endelig åbner Catherine Frot svælget på sin Marguerite med en pompøs påfuglefjer på toppen og ud kommer en klang, der nok bedst egner sig til at knuse glas. Det er pivfalsk. Og komisk, fordi åbningen har været så seriøs. Hun får lov at synge det hele, imens de fine holder en grimasse, der kan passe. Der klippes helt ind på påfuglefjeren, imens den tonedøve sang tvinges ud. Alle ville grine, hvis de kunne. Det problem har jeg ikke. Jeg storgriner af den falske sang.

Men grinet kommer til at fryse. For bag den latterlige fremtoning gemmer Marguerite en tragisk og sårbar usikkerhed. Som Maude fra “Matador”. En kvinde, der forsøger at give mening til sin tilværelse i en ny verden, hvor de fine har det svært, efter de sendte arbejdernes sønner i døden i en vanvittig krig, som ingen forstod. Det var en surreel krig i Europa, der netop satte gang i anarkisme og surrealisme i kunsten efter Den store krig. Som en tegner og en kritiker, der i “Marguerite” agerer skræddere for den her kejser(inde). De roser hendes falske sang for at udstille hykleriet og borgerskabet. De vil have hende til at synge mere. På den store scene.

Til at beskytte titelkarakteren imod den nye verdens kritik er den største oplevelse i “Marguerite”. Butleren. Denis Mpungas altid diskrete Madelbos er præcis som Max Von Mayerling i “Sunset Boulevard”. Han ved godt, at fruen ikke kan synge, men sætter en ære i at opretholde illusionen om, at alt er ved det gamle. Mpunga minder mig også om Samuel L. Jacksons mystiske butler i “Django Unchained”. Han adlød bare. Eller måske spillede han bare med, indtil han fik chancen for hævn imod sin hvide herre. Her gør Madelbos det hele for fruen. Køber blomster, som angiveligt er fra alle hendes fans. Og deler ørepropper ud til det øvrige personale. Han ved det godt.

Det er på det franske boulevard-gods, at “Marguerite” er bedst. De to snu ‘skræddere’ bider sig aldrig fast. Kommer på besøg i fortællingen en gang imellem, og hvor blev Hazel egentlig af? Det tror jeg også, at Blachman ville undre sig over, inden han ville råde Marguerite til andet end sin sang. Måske til at blive tragisk heltinde i en fin fransk film.


Kort om filmen

Paris i 1920’erne. Den velhavende Marguerite Dumont besidder en enorm passion for musik og opera og er en aspirerende sangerinde. I årevis har hun optrådt regelmæssigt i sit eget hjem for en lukket musikklub, hvis medlemmer nyder godt af hendes rigdom.

Hvad Marguerite ikke ved er, at hun synger helt forfærdeligt, og ingen nænner at fortælle hende sandheden – end ikke hendes mand. Hun lever derfor i illusionen om at være en stor sangerinde. Men da to unge anarkister en dag sniger sig med til en af Marguerites lukkede optrædener, og overbeviser hende om, at hun skal dele sit talent med omverdenen, bliver illusionen sat på prøve.

Marguerite skal optræde på den største scene af dem alle. Operaen.