Marley

InstruktionKevin Macdonald

MedvirkendeBob Marley, Ziggy Marley

Længde144 min

GenreDokumentar, Musik

IMDbVis på IMDb


Anmeldelse

Marley

5 6
Get Up, Stand Up

Personligt har jeg ikke noget nært forhold til Bob Marley. Jeg ved, at han står bag reggaesangene “No Woman, No Cry” og “I Shot the Sheriff”, men før jeg så “Marley”, Kevin Macdonalds nye dokumentar om musikeren, kunne jeg ikke nævne ét andet nummer fra jamaicanerens repertoire. Alligevel havde jeg på forhånd en klar fornemmelse af den helt særlige, sejlivede aura, der omgiver Marley, for nærmest dagligt kan man spotte hans ansigt på plakater og t-shirts i bylivet – for ikke at tale om hans musik i æteren. Man kan vel nærmest sige, at den afdøde sanger er blevet en mytisk figur, æterisk som hans musik og overnaturlig som en helgen. Er det mon overhovedet muligt at se hinsides alle myterne og levere et sandfærdigt og interessant filmisk portræt af en sådan legende?

I kølvandet på netop Macdonalds “Marley” må svaret på dét spørgsmål være et højlydt ”Ja!”. I årevis har Macdonald lavet mere eller mindre succesrige fiktionsfilm – fra den hæderlige “Last King of Scotland” over den fangende thriller “State of Play” til det mere ujævne romerdrama “The Eagle”. Men Macdonald kickstartede karrieren inden for dokumentargenren. Den blændende “One Day in September” granskede gidseltagningen under OL i München 1972, og selvom den var en smule endimensional, vandt den skotske filmmager fortjent en Oscar for sin gribende genfortælling af en forfærdelig tragedie. Han lavede efterfølgende den fænomenale “Touching the Void” – en af filmmediets mest inspirerende hyldester til menneskets viljestyrke og udholdenhed.

Personligt har jeg savnet Macdonald inden for dokumentargenren, og hans tilbagevenden dertil skuffer absolut ikke. Jeg var især spændt på at se, om Macdonald ikke blot kunne udbygge vores kendskab til Marleys musik, men om han også ville kunne finde frem til den almindelige mand bag legendernes slør. Manden, der skrev en række smukke sange blot udstyret med en mikrofon, en guitar og et lysende, men altså også menneskeligt intellekt. Og Macdonalds film er heldigvis hudløst ærlig – en film, der både tager hatten af for Marleys geni og uden omsvøb gransker mandens skyggesider. “Marley” er hverken en smædekampagne eller naiv propaganda, den er bare grundig og oprigtig, nøjagtig som en god dokumentar bør være.

Eksempelvis bliver det hurtigt klart, at den ambitiøse Marley ikke var bange for at lade kollegaer i stikken, hvis de ikke kunne matche hans fart i kursen mod superstjernernes stratosfære. Samtidigt siger en af musikerens sønner endda om sin far: ”Han var grov, grov, grov!”, og der bliver også talt ud om Marleys hyppige sidespring. Han havde kone og børn, og alligevel havde hans soveværelse nærmest et harem. De fleste ville nok betragte utroskab som noget amoralsk, mens Marleys forhenværende advokat konstaterer: ”Troskab er en vestlig ideologi. En ring på din finger, en ring gennem næsen… Det er for vestlige mænd. De magter kun én kvinde ad gangen, Bob kunne klare flere.” Marley fik åbenbart elleve børn med syv forskellige kvinder. Jøsses.

Men selvfølgelig efterlader filmen heller ikke nogen tvivl om Marleys gudbenådede evner som sangskriver og musiker. Vi hører om alt fra hans tidlige musikalske eskapader i 1950’ernes Jamaica til indspilningerne af hans rekordslående megahits. Praktisk talt hver eneste ven, kollega og familiemedlem af betydning bliver interviewet og er med til at støbe et virkelig detaljeret og fascinerende billede af Marleys imponerende livshistorie – lige fra hans hårde opvækst i en jamaicansk forstad, hvor han blev behandlet som et udskud, fordi hans far var hvid, til da kræften tog livet af ham den 11. maj 1981 i en alder af blot 36 år.

Interviewene krydres med utallige relevante klip og mægtige musikstumper, og vi hører også om alt fra Marleys enorme forkærlighed for fodbolden (et af filmens få overflødige elementer) til den dedikerede pacifists politiske engagement – hans popularitet blandt Jamaicas indbyggere udgjorde så stor en trussel mod de rivaliserende partier, at han blev udsat for et attentatforsøg. Macdonald har skabt en klangfuld, underholdende og inspirerende film om Bob Marley, der måske nok havde sine brister, men som vitterligt forsøgte at forbedre verdenen gennem musik og lyrik, og Macdonalds største bedrift er, at han ikke blot gør os klogere på sit emne, men også på verdenen. Jeg kendte som sagt nærmest intet til sangeren, før jeg så Macdonalds film, men så snart rulleteksterne sluttede, bestilte jeg min første Marley-plade.
Video

Præsenteret i 1080p/AVC 1.78:1. “Marley” består ikke blot af splinternye optagelser, men også af alskens gamle arkivklip og billeder, som naturligvis ofte fremstår lidt slidte. Til gengæld er billedkvaliteten aldrig tilnærmelsesvis ringe, og de ældre videobidder udviser ofte en forbavsende stor detaljerigdom. Heldigvis har man heller ikke brugt destruktive støjreduktionsfiltre i et forsøg på at mindske mængden af snavs, som alligevel altid er særdeles overkommelig. Alle de nye klip – lige fra de mange interviews til stemningsbillederne fra Jamaicas gader og stræder – ser fantastiske ud. Både kontrasten og farvegengivelsen sidder lige i skabet, billedet er skarpt, og hverken glorier eller utilsigtet støj forekommer.

Audio

DTS-HD Master Audio 5.1-lydsporet gengiver fornemt Bob Marleys evergreens. Bassen får gulvet til at vibrere, trommernes slagkraft er altid perfekt, og indimellem kan man næsten fornemme lyden af musikernes fingerspidser, der nænsomt kærtegner guitarstrengene. Hverken instrumenterne eller vokalerne overdøver eller overdøves, og under koncertoptagelserne føler man sig vitterligt til stede i den hujende folkemængde, idet både musikken og det begejstrede publikum for alvor folder sig ud i samtlige kanaler. Selvfølgelig er her også en masse gamle optagelser, der indimellem byder på lidt støj og mild susen, men aldrig i et distraherende omfang. De nye interviews lyder til gengæld smaddergodt og plages aldrig af baggrundsstøj eller overstyring.

Ekstramateriale

Ud over hovedfilmen indeholder skiven også fem kortere dokumentarer, som tilsammen varer 62 minutter og præsenteres i 1080p. Her er bl.a. ti minutters ekstra interviews med Marleys børn samt et forlænget interview med Marleys tidligere bandmedlem Bunny Wailer, og her er ganske vist flere interessante anekdoter, men man savner dem bestemt ikke i den endelige udgave af Macdonalds film. Dokumentaren “Around the World” tager et kig på den effekt Marleys musik har haft i forskellige lande, og her er 11 minutters uddrag fra en af Marleys koncerter i New York.

På én gang en varm hyldest til Bob Marleys enestående musikkarriere og et ærligt, dybdeborende portræt af manden bag den legendariske facade – Kevin Macdonalds “Marley” er simpelthen en fremragende dokumentar. Udgivelsens billedkvalitet er høj, og fans har formentlig sjældent hørt sangene lyde bedre, end de gør her på Blu-ray. Disken indeholder desværre ikke meget ekstramateriale, men selve filmen kommer jo også godt rundt omkring Marleys person og musik på egen hånd. Hvis man har hang til reggae og/eller Marley, er der naturligvis ingen vej uden om skiven, og nysgerrige sjæle bør absolut også tage et nærmere kig på Macdonalds glimrende portrætfilm.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Kevin Macdonalds dokumentar gennemgår Bob Marleys livshistorie – den verdenskendte, legendariske reggaemusiker, som skrev hits som “I Shot the Sheriff”, “No Woman, No Cry” og “Three Little Birds”.