Nogle mener, at instruktør Ridley Scott er faldet af på den i løbet af de seneste år. Faktisk siden han lavede “Thelma & Louise” tilbage i 1991. At han er gået fra at være en dristig og inspirerende instruktør, til en mand opslugt i det kedelige, sikre, kommercielle mainstream-ocean. På trods af at jeg selv ikke ligefrem syntes, at film som “Hannibal” og “G.I. Jane” var blandt de bedste film den gode mand havde lavet, så er der ingen vej udenom at disse – ligesom alle Scotts andre film – er utrolig godt skruet sammen, underholdende og fængende. Personligt synes jeg, at Scotts “Black Hawk Down” er en af de bedste krigsfilm, der nogensinde er lavet. Dog er der ingen tvivl om, at Scotts seneste film – “Matchstick Men” – er hans svageste værk siden den forglemmelige “1492: Conquest of Paradise” fra 1992.

Nicolas Cage spiller den halv-neurotiske men venligtsindede Roy Waller, som – sammen med kollegaen Frank Mercer – snyder sig til penge via fup, velargumenterede løgne og lumsk opfindsomhed. Men en dag opdager han, at hans ekskone (som han ikke har talt med i årevis) åbenbart fødte ham en datter, kort efter skilsmissen. Hans nu 14-årige datter Angela opsøger ham, og hun er frisk og drilagtig nok til frivilligt at tage del i sin faders skumle “arbejde”. Men Roy har allerede problemer nok med at kontrollere og behandle sit skrøbelige sind til at kunne opdrage sin nyfundne datter. Hans uforudsigelige hverdagsbeskæftigelse hjælper just heller ikke på hans sindstilstand eller humør.

På overfladen lyder “Matchstick Men” som en meget simpel film. Dette er ikke helt tilfældet, da filmen faktisk hoster op med en lille håndfuld overraskende twists og overraskelser. Men i det store hele føles filmen reelt meget afdæmpet. Det gælder både mht. historien, tempoet og endda Hans Zimmers anonyme musik. Det eneste der ikke virker en anelse tilbageholdent, er Scotts fantastiske øje for visuel overdådighed og kompleksitet, og skuespillernes herlige præstationer. Skuespillerne kommer vi til om lidt, men en Ridley Scott anmeldelse vil aldrig være komplet uden en lang række af rosende superlativer og adjektiver i relation til den visuelle stil. Filmen er fotograferet af John Mathieson, som Scott også arbejdede sammen med på “Hannibal” og “Gladiator”, og ligesom disse er “Matchstick Men” en ren nydelse at beskue.

Det kan nok være, at Nicolas Cage er det største skuespillernavn på filmens rolleliste, og at han – som sædvanlig – leverer en god og tiltalende præstation, men det er i sidste ende unægteligt Sam Rockwell som stjæler billedet, i rollen som den luskede og kække Frank (karakterens navns morsomme symbolske værdi går ikke helt ubemærket hen). Med både denne rolle og sin rolle som Chuck Barris i “Confessions of a Dangerous Mind” i lasten bør Rockwells status som værende en af USA’s mest alsidige, opfindsomme og interessante unge stjerner snart være et cementeret faktum. Alison Lohman, som spiller Angela (og som i virkeligheden ikke er 14- men 24 år gammel), er også herlig og yderst charmerende.

Problemet med “Matchstick Men” er ikke dens farverige karakterer, men den kedelige historiemæssige “ramme”, hvori historien bliver fortalt. Man kan nærmest mærke, at karaktererne intenst og desperat forsøger at bryde ud af deres skal og gøre op med manuskriptets sterilitet og pudsige banaliteter – men det lykkedes næsten aldrig. Filmen er desværre for forudsigelig og uvedkommende til virkelig at fænge publikum, og der går for lang tid mellem filmens få plotmæssige overraskelser til at retfærdiggøre dens længde.