Max Pinlig

Gad vide, hvornår dagen endelig kommer, hvor en spillefilm baseret på et computerspil formår at være bedre end middelmådig. Det er ellers ikke fordi, der ikke findes fabelagtige videospil med multifacetterede fortællinger, som sagtens kunne udgøre fundamentet for en glimrende spillefilm. Men Hollywood kaster sig immervæk over nogle af markedets mest tyndbenede spil. Hvor meget substans er der lige i spillene “Tomb Raider”, “Doom” eller “Super Mario Bros.”? Det første “Max Payne”-spil tyvstjal en del elementer fra især “The Matrix” og alskens krimifilm om hårdkogte betjente af samme støbning som dets hovedperson. Men spillet var enormt underholdende, og den benhårde Paynes hævndrevne korstog bød på masser af drama og overraskelser.

Da en filmatisering blev annonceret, var der altså flere gode grunde til at forvente en solid thriller. Men desværre formår “Max Payne” ikke at hæve standarden for sin udskældte genre. Historien er kluntet fortalt, karaktererne er alle omvandrende klicheer, skuespillerne er mildest talt kedelige, og selv actionsekvenserne, som der er forbavsende få af, savner intensitet.

Instruktør John Moore har ellers tidligere understreget sit talent som habil mainstreamfilmmager via “Flight of the Phoenix” og hans undervurderede genindspilning af “The Omen” fra 2006. Men det eneste, Moores seneste og tidligere film har tilfælles, er deres imponerende æstetik. På trods af sit forholdsvis beskedne budget på 30 millioner dollars er “Max Payne” ofte auditivt og visuelt imponerende – især lydsiden er stemningsfuld og er en af de medvirkende årsager til, at “Max Payne” ikke ender som en utilgivelig bundskraber. De få minutters skuddueller er godt koreograferede, om end en smule ordinære, og de studieagtige kulisser afspejler budgettets lille størrelse, men filmen har langt værre skavanker.

Manuskriptforfatter Beau Thorne har aldrig tidligere skrevet et manus, og det kan mærkes. Historien halter af sted i et akavet tempo og har udelukkende travlt med at nå målstregen i tide. Karakterer introduceres, og karakterer forsvinder, uden at man for alvor bider mærke i det. Flashbacks og alenlange redegørelser forekommer jævnligt, og de bremser gang på gang filmens minimale momentum. Og Paynes kedelige efterforskning af et medicinalfirmas ulovlige eksperimenter optager så megen spilletid, at Paynes tørst efter hævn og selvransagelse ovenpå sin families mord nærmest fremstår påklistret, selvom det uden tvivl er Max Payne-sagaens kendteste, mest skæbnesvangre øjeblik.

Materialet har tydeligvis også kedet skuespillerne, for Mark Wahlberg, der ellers virkede skræddersyet til rollen, mønstrer en trist og rutinepræget præstation. Den ellers så talentfulde Mila Kunis har stort set intet at lave i rollen som Paynes kvindelige ledsager, Mona Sax, og efter at der ellers er lagt op til en kærkommen romance mellem Sax og Payne, forsvinder hun pludseligt. Da hun dukker op igen ud af det blå, er det lige før, man bliver nødt til at spole filmen tilbage for at erindre, hvem hun er. Skurkene er fjollede, ufarlige tumper, som klargør deres planer i lange, humoristiske monologer ligesom de gamle Bond-films karikerede slyngler. Nej, hvis du er fan af spillene, bør du bare holde dig til dem.

Video

Præsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen-format. For en nærmest splinterny amerikansk actionfilm at være, ser “Max Payne” slet, slet ikke godt nok ud på dvd. Jovist, billedsidens generelt kølige farver gengives fornemt, kontrasten er ikke værst, og transferet er pletfrit. Men edge-enhancement dukker jævnligt op, og billedet er uskarpt mere eller mindre fra start til slut. Under totalbilleder distraheres man ofte af problemet, og selv i de tætteste nærbilleder irriterer den manglende skarphed ofte.

Audio

Heldigvis lyder “Max Payne” meget bedre, end den ser ud. Skivens engelske Dolby Digital 5.1-mix er fremragende. Der er talløse fænomenale panoreringer, som alle fungerer efter hensigten, og der sker altid et eller andet i baghøjtalerne – selv under de fåtallige stilfærdige scener – men man udmattes aldrig af det auditive sansebombardement. Atmosfæren er detaljerig og troværdig, subwooferen tilføjer lydsiden en smule ekstra slagkraft på de helt rigtige tidspunkter, og musikken får også lov til at folde sig ud på fineste vis. Støj forekommer aldrig, og selv ikke få sekunders lettere utydelige replikker kan fravriste lydsporet topkarakter.

Ekstramateriale

Før dvd’ens menu dukker op, præsenteres man for en reklame for 20th Century Fox’ forskellige Blu-ray-udgivelser. “Michelle Payne” (14 min.) er en lille animationsfilm, der omhandler begivenhederne før filmens begyndelse. Den lille kortfilm er langt mere følelsesladet og fængslende end hele spillefilmen. To dokumentarer medfølger desuden, som tilsammen varer knap en time. De tilbyder et forbavsende oprigtigt og detaljeret kig på filmens tilblivelse. Instruktøren, alskens skuespillere og andre folk, der arbejdede på filmen, bliver interviewet, og de fleste har noget virkelig interessant at sige. Ærgerligt, at de ikke formåede at skrue en bedre film sammen…

En digital kopi af filmen medfølger også, som kan afvikles via eksempelvis ens mobiltelefon eller iPod. Undertegnede fatter stadigvæk ikke, hvordan nogle mennesker kan bære at se en hel film på et bitte display på deres telefoner eller MP3-afspillere…

Maksimal smerte

Det er ingen overdrivelse at sige, at de fleste computerspilfilmatiseringer har været mislykkede. Faktisk er det langt sværere at udpege en vellykket end en kikser. Hvis der imidlertid er en type spil, der rent faktisk burde kunne fungere på det store lærred, skulle det netop være en som “Max Payne”, eftersom spillet havde en ret distinkt stil og tone, der allerede var meget filmisk fra starten.

Da spillet kom ud i 2001 var det netop tidens store filmidoler, den lånte fra, og spillets bullet time-effekter var da også tydeligvis inspireret fra “The Matrix” og John Woo samt alverdens B-film. Spillets tunge noir-stemning og overdrevne hårdkogte dialog var indpakning til en bevidst klichefyldt og til tider sorthumoristisk fortælling.

Selve grundhistorien i filmversionen ligger da også umiddelbart ret tæt op af spillets: Den udslidte og desillusionerede Max Payne er en cop-on-the-edge, der efter det brutale mord på sin kone og barn hvileløst leder efter de ansvarlige. Sporene er få, og spørgsmålene er mange, men nogle tatoveringer peger i retningen af et bestemt stof ved navn Valkyr, som får misbrugerne til at bryde sammen og se flyvende skikkelser. I sin søgen assisteres vores benhårde strømer af den sexede lejemorder Mona Sax (spillet af Mila Kunis, som rollen til trods ser temmelig ukomfortabel ud med en skyder i hånden).

“Max Payne” forsøger ihærdigt på at gentage spillenes mørke, stemningsfulde stil. Visuelt fremstår den lidt som “Sin City” med svage farver som i en billig tegneserie, men den er ikke desto mindre ganske effektiv og formår hurtigt at vække det rette sindelag. Filmens direkte forsøg på at lave en klassisk hævn-film virker da også umiddelbart ganske lovende, men svigter efterhånden som handlingen låses fast i det samme forudsigelige mønster af at finde mistænkte, tæve dem og gå videre til næste, og efterhånden begynder interessen langsomt at dale.

En af fornøjelserne ved spillene var den sorthumoristiske dialog og voice-over, der gav en forsonende lune til de meget melodramatiske begivenheder. Det er derfor også en stor skuffelse at konstatere, at intet af det glimt i øjet er kommet med i filmen, som i stedet har en fuldstændig humorforladt og selvhøjtidelig tone, der hurtigt bliver ufrivillig komisk i stedet. Som vores hævner leverer Mark Wahlberg det rette sammenbidte udtryk, men foretager sig ikke stort andet, og hans ledsager, den livsfarlige Mona Sax, er en så vag person, at hun ikke synes at tjene andet formål end at redde hans mås af og til, efterhånden som hun dukker op og forsvinder igen af uransagelige årsager.