Señor Jussi

Hvis Jussi Adler-Olsen var spansk, så havde han skrevet manuskriptet til “May God Save Us”. Det er en simpel krimi, hvor detektiverne med rod i privaten skal fange den katolske seriemorder med en dårlig barndom. Desværre er “Afdeling Q”-krimi på spansk ikke bedre end på dansk.

Krimi-skabelonen følges, så de to politiopklarer kunne have heddet Sarah Lund og Carl Mørck. Det gør de ikke, men de må alligevel indse, at man ikke kan være karriere-betjent, der fanger morderen, hvis ikke også man har et ikke-fungerende privatliv. Og når der er to, så skal de også gerne være helt vildt forskellige – som i “True Detective”. Den ene har skæg; det har den anden ikke. Den ene har briller; det har den anden ikke. Den ene taler; den anden stammer. Den ene er aggressiv; den anden er indadvendt. Den ene har familie; den anden bor alene. Den ene ligner Bruce Willis; den anden ligner Dustin Hoffman. Forstået? Ja, forstået.

De er på jagt efter en seriemorder, der voldtager og dræber gamle kvinder. Men det kompliceres af politichefen, der har været på det chefkursus, som alle politichefer på film nogensinde har været på. Nemlig det kursus, hvor man lærer ikke at lytte til de dygtige ansatte, men fyrer dem, når de er tæt på at fange den skyldige. Arbejdet vanskeliggøres også af et konkurrerende makkerpar, der er dumme og dovne. Og nej, det er virkelig ikke Jussi eller én af de andre fra den sjælløse krimi-skriverskole, som har fundet på det.

Det er instruktør Rodrigo Sorogoyen selv. Han har også fundet på, at seriemorderen er en hvid mand. En enspænder med et mor(d)kompleks, som Norman Bates og alle de andre psychoer har det. Hvid skjorte og forfængelig også. Eneste nyskabelse er, at det beskrives og vises, at han har en meget, meget stor pik. Den har han vist ikke fået lov til at bruge for sin mor, så nu begår han mord. Det er psykotisk banalytisk.

Sidste gang, jeg var på krimitur til Spanien, var det ellers historisk fedt. “Marshland” havde også to forskellige detektiver, der skulle fange en seriemorder. Men krimioverfladen blev dengang brugt til at fortælle en klog historie om Francos Spanien. Den slags forsøger “May God Save Us” også ved at placere sin handling i post-finanskriseåret 2011. Men et par billeder af tiggere på gaden gør altså ikke en klog historie. Og en utro kone fornyer heller ikke historien om detektiven, der opsluges i sit arbejde.