Young Adult – bedre end gennemsnittet

Når man som instruktør fremhæver Terrence Malick som den største inspiration for sin film, så er forventningerne naturligvis skruet ret højt op. Helt op på de højder når “The Maze Runner” ikke, men det er en film, der er bedre, end den strengt taget behøver at være, og det er en indsats, som man altid bør rose. I en filmbranche, hvor en større og større del af produktionen er rettet mod teenagers under betegnelsen Young Adult, der som oftest dækker over historier med overnaturlige elementer, har fortællingerne en tendens til at blive lidt forsimplede og ensformige. I dette tilfælde er der dog tale om en film, som nok skal tilfredsstille alle adults.

Science fiction er det nye sort i øjeblikket, hvilket er fantastisk for de af os, der elsker genren, men må være trættende for alle andre. Samtidig har Young Adult behersket box office siden “Twilight”. Når man så kan kombinere de to, så MÅ man have et hit på hænderne. Derfor oplever vi i øjeblikket en lind strøm af dem: “Divergent”, “Hunger Games”, “The Host” og hvad de nu alle sammen hedder.

Hvis man har set de ovennævnte film, eller bare mange af de andre i genren, så ved man også, at kvaliteten er svingende. “The Maze Runner” ligger i den bedre ende af spektret. Plottet er beskrevet som “Fluernes herre” møder “Lost”. Mere præcist kan det næsten ikke udtrykkes. En ung mand vågner op i en elevator, der kører op. Han kan ikke huske noget om sig selv eller sin fortid og ikke engang sit eget navn. Snart introduceres han og vi til Labyrinten, hvor en større gruppe drenge som vores hovedperson forsøger at holde sig i live, mens de leder efter en vej ud. Der bruges ikke lang tid i begyndelsen på at forklare alt muligt, men kaster os direkte ind i handlingen og dynamikken mellem drengene.

Her er “The Maze Runner” velsignet med gode skuespilkræfter, der kan gøre den dynamik særligt spændende. Dylan O’Brien kan spille chokeret, skræmt til døde og alligevel nysgerrig og stædig på samme tid. Jeg kunne godt have ønsket, at der blev brugt lidt mere tid på de andre karakterer også, men han formår at bære filmen og bevare interessen. Will Poulter er skræmmende god som den primære skurk, Gally, der bare vil have, at alting skal være som det plejer, og ikke bryder sig om at den nye knægt begynder at sætte spørgsmålstegn ved alting. Hvis man husker ham fra den geniale “Son of Rambow”, er det dejligt at se ham tilbage i god stil efter den på alle måder forglemmelige “Familien Miller”.

Visuelt når filmen aldrig op på Malick-niveau, men mindre kan også gøre det. Labyrinten består for det meste af kedelig beton, så det er op til fotografen at skabe noget liv på skærmen. Det gør han med en behændig brug af panorama-shots og et blik for det skulpturelle. I midten af Labyrinten bor drengene i en idyllisk, grøn have, men efterhånden som filmen skrider frem bliver følelsen af klaustrofobi stærkere og stærkere. Filmens klimaks foregår om natten, hvor alle de velkendte steder og bygninger pludselig bliver skræmmende kun oplyst af fakler. Labyrinten bliver næsten en medspiller i historien. Da man til sidst zoomer ud og ser det hele ovenfra, fik jeg kuldegysninger.