McFarland, USA

InstruktionNiki Caro

MedvirkendeKevin Costner, Maria Bello, Diana Maria Riva, Morgan Saylor

Længde129 min

GenreDrama, Sport

IMDbVis på IMDb

I biografen14/05/2015


Anmeldelse

McFarland, USA

5 6
Kevin Costner og de uovervindelige undværlige

Den er efterhånden sin egen genre. Familiefilmen om det elendige hold i en eller anden sport, der skal overvinde alle odds og modstandere for at vinde både guld og publikums hjerter. Især Disney har forstået, at sport og spil lægger en automatisk spændingskurve under dramaet. Sidste år blev “Million Dollar Arm” således smidt ind i pokalskabet ved siden af “Mighty Ducks” og “Remember the Titans”. Selv om løbesko har erstattet nationalsportsgrenenes bat, stave og bolde, så er “McFarland, USA” grundlæggende den samme historie. Levende billeder + håbløse tabere x klavertema = succes.

I en fiks åbningssekvens viser “McFarland, USA” endda selv, hvilken historie den skriver sig ind i, da Kevin Costners high school-footballtræner holder en klassisk pep-talk. Men netop som vi tror, at hans ord vækker drengene til dåd, skrider quarterbacken, bandeord flyver, støvler kastes og i næste scene drejer Coach Whites familie ind i lille fattige McFarland, Caliornia. Så hurtigt og elegant kan man tegne den logline, der ligger i næsten alle sportsfilm. ’Hans sidste chance, deres første'.

Hvis man var kynisk kunne man sige, at Hollywood har nået sin kvote af fattige sorte og vendt sig mod fattige latinamerikanere – lokket af salgspotentialet hos andre end den hvide middelklasse. Fair nok, man kan også håbe på, at historien bare måtte ud, men helt ærligt, handlingen udspiller sig i 1987 – fem år før Emilio Estevez lærte ghettobørnene at spille ishockey. Hvorfor så nu? Nå, nok sur spekulation. “McFarland, USA” er en god historie om gode mennesker, og den er fremragende fortalt.

Der skal selvfølgelig en tung start til, ellers bliver den sidste sejr i slow-motion ikke lige så stor en forløsning. Skolen er nedslidt, huset surt lyserødt, døtrene er sure (Morgan Saylor er “Homeland”-Dana om igen, bare så I er forberedt på muggen supreme), men coach White er mest sur. Mest på sig selv. Kevin Costner har virkelig fundet sin plads de senere år og tilføjer mandens resignation et glimt i øjet og en sprukken stemme, så man sidder og glæder sig til den sidste tale.

Denne gang har vi virkelig fat i underhundene, Med tryk på dyredelen af ordet, hvis man skal tro “McFarland USA”s udsagn om deres status. Jeg er kun en lille smule bange for McFarlands eksotisme, der til tider minder om 90’ernes københavnske spisesteder à la mexico. Altså tequila og guacamole serveret i sombrero og trompetmusik. Men grundlæggende er der balance, og livsglæden hos de fattige familier får os jo mest til at heppe endnu mere på drengene.

“McFarland, USA” tegner et rosenrødt billede af mulighedernes land. For 30 år siden vel at mærke. Gad vide, om der er sket det store siden dengang? Jeg glemmer tvivlen i to timer og overgiver mig til den overpolerede udgave af den amerikanske drøm. For lige netop denne historie er så velfortalt, at alt, der gælder, er om Cougars vinder det næste løb. Det er pinligt at blive ført bag næsen af ‘The Man’ på den måde, men en klump i halsen er svær at ignorere. Og så er historien vist sand nok. Så nyd “McFarland, USA”, og gå bagefter ud og sørg for, at den gentager sig.


Kort om filmen

Filmen “McFarland, USA” handler om en træner, der forvandler et hold af high school-atleter til at være gode nok i et mesterskab. Navnet på filmen kommer fra den lille by, den foregår i.