Mechanical Love

InstruktionPhie Ambo

Længde78 min


Anmeldelse

Mechanical Love

5 6
Menneskelige maskinerI en tid hvor den teknologiske udvikling for længst har sat dagsordenen på den globale scene, kan det være helt befriende med en dokumentarfilm, der sætter fremskridtet i større perspektiv. En sådan størrelse er den danske dokumentarist Phie Ambos “Mechanical Love”, der sætter lup på robotters mulighed for – i meget nær fremtid – at overtage menneskelige egenskaber og roller, både på arbejdspladsen og i hjemmet.
Det er faktisk en rigtigt interessant historie, Phie Ambo denne gang har skruet sammen. Instruktøren, der formentligt bedst huskes for den prisvindende “Gambler” om filminstruktøren Nicolas Winding Refns personlige fallit, har således samlet de mekaniske tråde i henholdsvis Japan, Tyskland, Italien og Danmark. I sagens natur er det dog i teknologiens førerbunker, Japan, at hovedparten af den til tider skræmmende fortælling udspilles.

“Mechanical Love” er et sårbart og hudløst ærligt portræt af en gruppe menneskers forhold til og passion for den teknologiske landevinding, robotten. Ingeniøren Hiroshi Ishiguro forsøger med hjælp fra sine studerende at genskabe sig selv som robot. Tanken er, at robotten for ham at se i fremtiden skal kunne overtage sociale forpligtelser som samvær med hustruen og barnet, der begge modstræbende vikles ind i projektet. Bekvemt og ligetil skal det være. Mindre modvillig er den demente enkefru Körner, der på et plejehjem i Tyskland med overbevisende resultater er prøveklud for den pelsklædte robot, babysælen Paro. Hos hendes omgivelser, naboerne og plejerne vækker den mekaniske pelsklump knap så meget glæde, men forskningen understreger babysælens evne til at give demente indhold i livets vinter.

I virkeligheden er “Mechanical Love” på mange facetter en klassisk dokumentarfilm med fokus på den helt klassiske tvist mellem maskinen og mennesket. Hvem er det i virkeligheden, der har styringen? Essentiel for denne film er de muligheder, der ligger i menneskets brug af robotter i hverdagen. For Fru Körner giver det større velvære, men for Ishiguros familie er det nu nok højst tvivlsomt, at en udskiftning af familiefaderen til fordel for en robot vil have samme effekt.

Heri ligger nok bagsiden af medaljen ved “Mechanical Love”. For det er bestemt en slagkraftig og velfortalt film, der her er sat i system. Den er nærværende og fortæller igennem et effektivt og værdiladet billedsprog en væsentlig historie. Dog mangler følgerne i udtalt grad. Hvad vil konsekvenserne blive, hvis samfundet omstilles til i udbredt grad at gøre brug af robotter? Og hvor meget medbestemmelse får de implicerede parter? Det er naturligvis svært at gisne om fremtiden, men et bud ville ikke desto mindre være på sin plads.

Alligevel er “Mechanical Love” en rummelig størrelse med højt til loftet. Der hersker en fin fornemmelse for mennesket bag og endda også foran maskinen. Filmen skildrer med særligt udgangspunkt i den pensionerede tyske hausfrau og den arbejdsomme japanske Ole Opfinder to individer med respektive følelser. Det følelsesregister fås naturligvis ikke med robotter sat i masseproduktion, eller gør det i virkeligheden det? I hvert fald er hele essensen af de afgørende forskelle mellem menneske og maskine eminent indfangede og hviler som en rød og sammenknyttende tråd over de små og i og for sig hverdagsagtige historier med et fremtidsperspektiv.

Både billeder og fortælling taler sit eget tydelige sprog. Et skræmmende men også nyttigt fremtidsperspektiv er hermed ridset op. Ingen tvivl om – lige som med så meget andet moderne teknik – at der er både fordele og ulemper. “Mechanical Love” er en fremtidsmosaik spundet i billeder, lyd og fortælling. Lyrikken er nærværende, intens og dramatisk. Som en lille ridse i fernissen kan det nu påpeges, at spadestikket ned i fremtidens muld godt kunne have været en anelse dybere.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Robotter har forlængst gjort sit indtog, men hvor meget er vi klar til at lade dem overtage? Kan robotudviklingen f.eks. hjælpe os med at løse arbejdsbyrden i plejesektoren og kan androider udfylde pladsen som vores personlige erstatninger? Hvor langt er vi rede til at gå?