Mechanical Love
Udgivet 30. jan 2008 | Af: kaduffo | Set i biografen
“Mechanical Love” er et sårbart og hudløst ærligt portræt af en gruppe menneskers forhold til og passion for den teknologiske landevinding, robotten. Ingeniøren Hiroshi Ishiguro forsøger med hjælp fra sine studerende at genskabe sig selv som robot. Tanken er, at robotten for ham at se i fremtiden skal kunne overtage sociale forpligtelser som samvær med hustruen og barnet, der begge modstræbende vikles ind i projektet. Bekvemt og ligetil skal det være. Mindre modvillig er den demente enkefru Körner, der på et plejehjem i Tyskland med overbevisende resultater er prøveklud for den pelsklædte robot, babysælen Paro. Hos hendes omgivelser, naboerne og plejerne vækker den mekaniske pelsklump knap så meget glæde, men forskningen understreger babysælens evne til at give demente indhold i livets vinter.
I virkeligheden er “Mechanical Love” på mange facetter en klassisk dokumentarfilm med fokus på den helt klassiske tvist mellem maskinen og mennesket. Hvem er det i virkeligheden, der har styringen? Essentiel for denne film er de muligheder, der ligger i menneskets brug af robotter i hverdagen. For Fru Körner giver det større velvære, men for Ishiguros familie er det nu nok højst tvivlsomt, at en udskiftning af familiefaderen til fordel for en robot vil have samme effekt.
Alligevel er “Mechanical Love” en rummelig størrelse med højt til loftet. Der hersker en fin fornemmelse for mennesket bag og endda også foran maskinen. Filmen skildrer med særligt udgangspunkt i den pensionerede tyske hausfrau og den arbejdsomme japanske Ole Opfinder to individer med respektive følelser. Det følelsesregister fås naturligvis ikke med robotter sat i masseproduktion, eller gør det i virkeligheden det? I hvert fald er hele essensen af de afgørende forskelle mellem menneske og maskine eminent indfangede og hviler som en rød og sammenknyttende tråd over de små og i og for sig hverdagsagtige historier med et fremtidsperspektiv.
Både billeder og fortælling taler sit eget tydelige sprog. Et skræmmende men også nyttigt fremtidsperspektiv er hermed ridset op. Ingen tvivl om – lige som med så meget andet moderne teknik – at der er både fordele og ulemper. “Mechanical Love” er en fremtidsmosaik spundet i billeder, lyd og fortælling. Lyrikken er nærværende, intens og dramatisk. Som en lille ridse i fernissen kan det nu påpeges, at spadestikket ned i fremtidens muld godt kunne have været en anelse dybere.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet