Mediterranea
Udgivet 14. okt 2015 | Af: paideia | Set i biografen
Undertiden kan en film være heldig (eller for den sags skyld uheldig) at ramme lige ned i en samfundsdebat eller større aktuel begivenhed. “Mediterranea” får premiere på et tidspunkt, hvor vi taler mere om bådflygtninge, end vi nogensinde har gjort før. Der ligger altså et stort pres på den for at levere en forklaring eller et svar eller bare en stemning, der på en eller anden måde kan nuancere den debat. På det punkt skuffer “Mediterranea” ikke.
Alle de små, sidelæns blikke, hviskede samtaler og mistroen gør Abas vred og oprørsk, imens Ayiva indpasser sig og håber på det bedste. Den konstruktion, hvor de to venner vælger hver sin reaktion, er en smule søgt. Specielt da det helt klart er Ayivas historie, der er i forgrunden. Abas leverer bare en psykologisk sidebemærkning, indtil han skal bruges som katalysator for klimaks. Den italienske del foregår i den lille by Rosarno i Calabrien, hvilket nogle måske stadig husker som stedet, hvor en større folkemængde af flygtninge som reaktion på flere episoder af overfald og drab smadrede byen i en række optøjer, som måtte nedkæmpes af politiet. For den opmærksomme beskuer er der altså aldrig tvivl om, hvor historien bevæger sig hen.
Heldigvis er Seihon god. Han har en evne til med et enkelt smil eller en venlig gestus at tilføre håb og kærlighed til en film, der ellers mestendels er blottet for det. Men hans øjne har altid et fjernt udtryk, der vidner om traumer og bekymringer, som ikke kan glemmes. Med så stærkt et skuespillertalent burde det ikke have været svært at lave en film, der ikke blot ender som et kedeligt læserbrev i Politiken, som sikkert er utroligt vigtigt og rigtigt, men som jeg bare springer over for at komme frem til filmanmeldelserne.
På grund af timingen kommer “Mediterranea” muligvis til at blive husket som FILMEN om bådflygtninge eller om flygtninge i Italien. Det er synd, da der faktisk er kommet en del andre (og bedre) film i de senere år. “Terraferma” fra 2012 var en på alle måder mere bevægende film, der samtidig formåede at kommentere vedkommende på samfundssituationen, og “La prima neve” fra 2013, der desværre aldrig fik dansk biografpremiere, var en totalt overrumplende film i modsætning til dette læserbrev.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet