Fransk fadæseDa Ole Michelsen anmeldte biograffilm i det hedengangne program “Bogart”, blev han ofte beskyldt for at være frankofil. Kritikerne mente, at han slagtede den ene amerikanske film efter den anden, mens de franske film blev rost til skyerne. Men nu kan de mavesure frankofil-hadere slå en gnækkende latter op, for den franske “Mellem fjender” er en stort anlagt film, der kikser på de mest elementære steder.

Da chefen for politistyrken i Paris skal forfremmes er der to mænd der kan overtage hans stilling: den ambitiøse Denis Klein (Gerard Depardieu) og den korrupte, men retfærdighedssøgende Leo Vrinks (Daniel Auteil). Denis Klein er ikke synderligt populær mellem betjentene, så Leo Vrinks bliver opfordret af sin chef til at gøre alt for at opklare en række forbrydelser, hvilket vil være adgangskortet til en stigning i graderne. “Mellem fjender” handler om de to tidligere venners konkurrence om at være den første til at opklare forbrydelserne, men undervejs befinder de sig selv i kompromitterende situationer, der bytter helt om på rollerne…

“Mellem fjender” åbner med suspensefyldte scener i hurtig rækkefølge. To mænd er ved at skrue et vejskilt ned fra en bygning. Klip. To betjente med schæferhund kommer sludrende ned ad gangen. Klip. Suspensen er skabt i sammenføjningen. Ligeledes sker det under et røveri af en pengetransport. En røver sætter en bombe fast på bilens bagdør. Klip. En mand inde i bilen lægger øret til, for at finde ud af, hvad der sker. Klip.

Det tempofyldte indhold i filmens start understreges af en smuk fotografering, der med sine vidvinkelshots og farvesvage billeder giver den fortættede stemning, som man kender fra 1970’ernes konspirationsfilm, som Alan J. Pakulas “Alle præsidentens mænd” og “Sidste vidne”.

De to hovedrolleindehavere Daniel Auteuil og Gérard Depardieu hører til i den tunge ende af fransk film, hvor de før har brilleret som konkurrenter i “Kilden fra Provence”. Begge er nærværende og troværdige langt ud over manuskriptets spinkle rammer og bekræfter blot endnu engang deres status som Frankrigs bedste skuespillere.

Og det er jo alt sammen meget godt. Derfor er det bare så ærgerligt, at historien ikke hænger sammen og er præget af en udtalt grad af tænkt konstruktion. Ironisk nok, siden historien om Leo Vrinks bygger på en autentisk historie om en politimand fra 1980’ernes Paris.

Man får i filmen ikke motiveret personernes handlinger i tilstrækkelig grad. Det er en hårfin balance mellem at tilbageholde viden for publikum, så de er spændte på hvad der sker, og på at holde publikum udenfor i en grad, så man praktisk taget er ligeglad med, hvad der sker. Derudover er visse af filmens væsentligste scener usandsynlige i en grad, der ødelægger troen på historien.