Clausen stikker i kapitalismens kannibalisme

Skulle man være af den fejlagtige opfattelse, at udvikling er en god ting, skal man bare se en Erik Clausen-film og rette ind. For ham er samfundet vel strengt taget gået ned ad bakke fra den dag, han blev født. Ingen er så solidariske, som vi var i går. Ingen elsker hinanden, som vi gjorde i går. Jeg forstår ham og sympatiserer med ham, men jeg tror, at han kan have en afskrækkende effekt på et filmpublikum. I tilfældet “Mennesker bliver spist” ville det være synd. For den er et bevis på, at passioneret samfundsrevselse ikke nødvendigvis er lig med en dårlig film.

Hele indledningen slog mig som et elegant stykke arbejde, der etablerer personerne og deres miljø, så man oplever et troværdigt udsnit af Danmark. Første indstilling er bare Jens Andersens bistandsklient, der forklarer Bodil Jørgensen, hvorfor han skal bruge nogle penge, ing’! Langsomt klippes der videre til først hende og en affære med en kollega og siden Clausens automekaniker, der glemmer vejen hjem, da han prøvekører en bil. Kameraet står bomstille, scenerne er ikke spændt op af konflikt, men det er alligevel roligt gribende.

Jeg tror på de her mennesker. Da Herluf, som Erik Clausen hedder, glemmer at tjekke bremsekablet på en bil og bliver sendt hjem på orlov, fanges en stemning af desperation og tvivl, som er mere skræmmende end de fleste gysere. Hvis “Mennesker bliver spist” havde kunnet holde det greb hele vejen igennem, havde der været tale om et mesterværk. Måske Clausens bedste film nogensinde. Desværre taber den noget dynamik i en for varm forviklingshistorie, hvor Herluf ender i Polen, og hans fremmedgjorte familie begynder at nærme sig hinanden igen i fredfyldt harmoni.

Der bliver spændt lidt for brede tråde ud til både polsk kødgryde-erotik og forvirrede moderne yogadyrkere (en af Clausens kæpheste forestiller jeg mig). Ligegyldigt hvor sjovt det kan være at se Rasmus Botoft gå i lotus-stilling og Nicolas Bro lege forfejlet eftersøgningsleder, savner jeg en strammere styring. Den skræmmende opløsning af et demensramt liv mister fokus, og der tabes så meget luft i Polen, at den på trods af en spilletid på 104 minutter til tider føles langtrukken.

Til gengæld er skuespilet velfungerende på alle planer. Bodil Jørgensen er alle steder i de her dage, og hvis man er blevet lidt træt af Bodil-mania allerede, skal man ikke læse videre. Hun ejer hver en scene i “Mennesker bliver spist” og er både sur, vred, kærlig, ynkelig og stærk. Det er imponerende at kigge på, men bliver aldrig bare en skuespillerpræstation for præstationens skyld, som når Meryl Streep tager en maske på. Det klæder egentlig også Erik Clausen at blive gammel. Hans til tider lidt stive spil passer godt til en mand, der begynder at leve i sin egen verden.