Krigens konsekvenser

Vi har set dem i utallige film… Velklædte soldater, som tropper op hos familier for at knuse deres hjerter med nyheden om, at en slægtning er blevet dræbt på en fremmed slagmark. Sædvanligvis har militærmændene ikke andet at sige end ”Vi beklager dybt, men han/hun mistede livet, mens vedkommende kæmpede bravt for at sikre verdensfreden.” De forsvinder fluks efter at have leveret deres chokerende besked, hvorefter de sjældent skænkes en tanke af filmmagerne eller tilskuerne. Men i “The Messenger” er det de frygtede sendebud, som er i rampelyset.

Ben Foster spiller Sgt. Will Montgomery, der netop er vendt hjem fra krigen i Irak med dugfriske ar og en medalje på uniformen. Han har kun få måneders tjenestetid tilbage, og dem skal han afvikle hos militærets underretningshold, som har til opgave at informere de faldne soldaters familier, før CNN eller Facebook kommer hæren i forkøbet. Will er selvsagt ikke begejstret for den lidet misundelsesværdige tjans – især ikke da han får den hårdhudede officer Tony Stone (Woody Harrelson) som mentor.

“The Messenger” er langtfra den første film, som gransker kriges effekt på menneskets psyke. Men det er til gengæld en af de første film, der virkelig stiller skarpt på de lidelser, som krigsofrenes pårørende gennemlever. “Født den 4. juli” gjorde det til dels, og det samme gjorde den oversete, men fremragende “Grace is Gone”. Men med sin nedtonede, nærmest dokumentariske æstetik og sine hudløst ærlige afbildninger af sørgende slægtninge giver “The Messenger” os en unik indsigt i krigens efterdønninger.

Når de dårlige nyheder leveres, bliver der aldrig klippet, det håndholdte kamera nægter at vende ryggen til strømmen af tårer eller den utæmmelige vrede, og ingen underlægningsmusik optræder for at trøste os med, at vi er vidne til ren fiktion. Scenerne skærer i hjertet og rusker i tårekanalerne uden nogensinde at ty til virkemidlerne i Hollywood-tåreperserens manual. Filmens instruktør, Oren Moverman, som også skrev det Oscar-nominerede manuskript, var faldskærmssoldat i fire år, og hans sobre portræt af Irak-krigens efterspil antyder, at han selv har oplevet krigens rædsler på klos hold.

I årevis er den talentfulde Ben Foster blevet spist af med mindre, men mindeværdige biroller i film som “3:10 til Yuma” og “30 Days of Night”, men her har han fået sit livs rolle, og han tackler den perfekt. Både Foster og en Oscar-nomineret Harrelson er brillante til at afsløre de hårfine brister i soldaternes robuste facader. Da Will revser Tony, fordi han aldrig har deltaget i en ægte krigsaktion, tager Tony kvælertag på sin kollega og nedstirrer ham med et køligt blik, som kunne få en islandsk vulkan til at fryse til is. Men på trods af denne voldsomme hændelse er det duoens blomstrende venskab, som er filmens primus motor. Kun få af filmhistoriens store krigsscener er lige så gribende som Will og Tonys kamp for at lindre hinandens personlige sorger.

Da Will møder en enke, som netop har mistet sin mand i Irak, forelsker han sig – måske fordi han genkender den enorme sorg i enkens triste blik. Hun spilles af den altid imponerende Samantha Morton, og heldigvis lader Moverman ikke romancen udvikle sig til sæbeopera. ”Hvis nogen så os, ville de sige, at du er et kryb, som udnytter min sorg, og at jeg er en luder, som slet ikke sørger,” siger enken, men takket være skuespillernes smagfulde samspil vækker kærlighedsforholdet aldrig afsky eller foragt. Som tilskuer er man lige så interesseret i at se personernes fysiske og psykiske sår hele, som personerne selv. Det her er karakterdrama af allerhøjeste karat.

Steve Buscemi brillerer i en lille birolle som en sørgende far, der konfronterer soldaterne med spyt og skrål, men ellers består skuespillertruppen hovedsageligt af ukendte skuespillere, som alle gør det fremragende. Filmens troværdighed bliver kun højnet af, at man ikke kan genkende de medvirkende fra andre film eller tv-serier. “The Messenger” har også en slagkraft, som kun få film og tv-serier har haft. Det er en af de bedste antikrigsfilm til dato.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 2.35:1. Størstedelen af “The Messenger” ser ufejlbarligt ud på Blu-ray. Farverne gengives perfekt, kontrasten er solid, hverken edge-enhancement eller snavs forekommer, og detaljerigdommen er ofte forbløffende – bare tjek, hvor tydelige de små, grønne striber er på soldaternes uniformer. Men under filmens nattescener er der ofte mild udtværing i skygger og mørke områder, og en sjælden gang imellem er komprimeringsfejlene direkte distraherende. De mere dunkle scener fremstår heller ikke helt så skarpe som resten af filmens sekvenser.

Audio

Selvom “The Messenger” til dels kan betegnes som en krigsfilm, så er her altså ingen skuddueller, eksplosioner eller heftige håndgemæng. Dialogen er lydsidens absolut vigtigste element, men alligevel er kanalnetværket forbavsende aktivt. Det vrimler ofte med små, velvalgte atmosfærelyde såsom snak i det fjerne, fuglekvidder osv., og alle lydeffekter gengives med den helt rette volumen, så replikkerne aldrig bliver overdøvet. Den auditive atmosfære er langt mere gennemført, end jeg havde forventet, og der er endda også nogle mindeværdige panoreringer – jeg nød især lyden af en støjende bil, som passerede soldaterne. Replikkerne har en god rumklang, og støj optræder aldrig.

Ekstramateriale

Så snart man har færdiggjort filmen, vil man gerne høre filmmagerne og skuespillerne diskutere den, men desværre er der ikke mange ekstra godter på skiven. Her er dog to gode dokumentarer (samlet varighed: 36 min.), som desværre ikke varer særlig længe, men som til gengæld byder på flere fascinerende interviews med både skuespillerne, filmmagerne og flere ægte soldater og andre mennesker, som har mistet deres kære i krig. Her er også en stak trailere, og i øvrigt medfølger dvd-udgivelsen af filmen. Ekstramaterialet præsenteres i 480p.