Kunsten at være far

’Sig, hvad du mener!' Det er det, det handler om i “Mesteren”. Om kunstnerens behov for anerkendelse. Om en søn, der vil have et klap på skulderen fra far. Og en far, der tøver med at give det. For Søren Mallings anerkendte galleri-kunstner forstår ikke den moderne street art, som Jakob Oftebros hjemvendte søn tegner. De to mænd har svært ved at sige det, de mener. Det har jeg ikke.

For jeg synes udgangspunktet med Søren Malling som en slags Olafur Eliasson forklædt som Simon Spies med tophue, topmave og blå briller er udmærket og anderledes. Sidst jeg så ellers knastørre Malling var som far i “Forældre”. Der forsøgte han at holde fast i ungdommen, da sønnike flytter hjemmefra. Her er han evigt ung ved at klæde sig ud som kunstner-parodi, imens han knepper en yngre model. Den ældre model kigger sæbeopera-agtigt langt efter den unge og ungdommen igennem en glasrude. Hun er forsømt.

Og selv om midtvejskrisen er sat i et eksotisk avantgarde-miljø, så er det stadig det, det er. ‘Krea’-rammerne gør dog den forudsigelige dynamik god at se på. Det industri-skrabede atelier klarer næsten opgaven med at få generations-fortællingen om to kunstnere til at ligne kunst. Præcis som gården i “Arvingerne”. Scenen er, som den skal være. Men på den spilles en stiv gang teater.

For instruktør Charlotte Sieling har selv skrevet en dialog, der ikke går i dialog. Det er monolog-bider, som far afleverer til søn – og får retur. ’Jeg ved ikke noget om dig,' siger far umotiveret, da den ukendte søn dukker op. ’Du spørger jo ikke,' svarer søn, selv om han jo kun lige er ankommet. De synes begge, at den anden er svær at blive klog på – siger de. Men det er bare et postulat, og det siges, fordi det står i et manuskript, der forsøger at skabe et far-søn-bånd ved at afsætte en scene til hotdogs i en pølsevogn. Far spiser rød pølse, søn snupper en ristet. De er forskellige, men ens. Sådan, videre.

Så er selve kunst-diskussionen straks sjovere i “Mesteren”. Er kunst først kunst, når det udstilles i et galleri? Eller bliver det kunst bare ved at møde verden? Det synes den unge, der som en slags dansk Banksy udstiller i byens rum. Den gamle affærdiger det som graffiti. Men diskussionen vil ligesom dialogen ikke i dialog. For farmand har tabt på forhånd. Fordi Banksy næsten allerede er old news. Og fordi Søren Malling spiller og ligner en kunstlet idiot med blå briller og faktisk også skæg. Og Jakob Oftebro? Ja, ham kan alle jo altid lide. Også her.