Metéora

InstruktionSpiros Stathoulopoulos

MedvirkendeTheodore Zouboulidis, Tamila Koulieva-Karantinaki, Adonis Kapsalis, Dimitris Hristidis

Længde82 min

GenreDrama, Romantik

IMDbVis på IMDb

I biografen22/08/2013


Anmeldelse

Metéora

2 6
Usexet og prætentiøs

Den græsk/colombianske instruktør Spiros Stathoulopoulos’ anden spillefilm, “Metéora”, undersøger i lange, dialogforladte scener trekantsforholdet mellem en munk, en nonne og Gud i Meteoraklostrene i Grækenland. Med en underudviklet fortælling, der bevæger sig fremad med samme fart som en gammel snegl, og et filmsprog, der desværre tipper til den kedelige side af det prætentiøse, rangerer “Metéora” som nogle af de længste 80 minutter, jeg nogensinde har tilbragt i en biograf.

På toppen af en klippe, der rager halvt ind i himlen, ligger et kloster. Her bor den russiske nonne Urania (Tamila Koulieva). I samme dal, på en anden klippe og i et andet kloster, bor den græske munk Theodoros (Theo Alexander fra tv-serien “True Blood”). Ud over at arbejde hårdt, hjælpe de svage og lovprise Herren sender de to asketer også hinanden længselsfulde blikke og små smil. Fra deres enestuer kommunikerer de ved hjælp af lyssignaler med hinanden hen over den dybe dal. Men Urania er splittet. Hun piner sig selv for at uddrive urene tanker. Theodoros er også splittet. Han trives bedst nede i dalen blandt hyrderne og disses mere jordbundne gøremål.

Langsomt nærmer de to sig hinanden og det forbudte. De mødes i al hemmelighed og spiser hans sirligt forberedte picnic og drikker den syndige vin. Og giver sig hen til begæret.

Spiros Stathoulopoulos anvender to meget forskellige udtryk i “Metéora”. Filmen fortælles både i kornede, gullige billeder, der bærer vel rigeligt præg af digitalkameraets begrænsninger, og i små, animerede sekvenser. Det ser simpelthen direkte hæsligt ud, når de digitale skud bliver smækket op på et stort biograflærred. Animationen, der er dygtigt udført af tyske Matthias Daenschel, er kraftigt inspireret af byzantinske ikoner. Her får den papirtynde historie om Theodoros og Urania et symbolsk swung. I en mareridtsagtig sekvens ser man Theodoros nagle Jesus fast til korset. Da sømmene bankes igennem hænderne, styrter blodet ud og bliver til et rødt, oprørt hav. Flot og virkningsfuldt animeret af Daenschel.

Ja, religion undertrykker (med ofte frygtelige konsekvenser) seksualitet. Det er en gammel, fortærsket salme. At mennesker af kød og blod, endda munke og nonner, af og til ender med at give efter for deres brændende begær kan ikke undre. Michael Powell og Emeric Pressburger gik med farvepragt og en god dosis hysteri i kødet på netop kødets lyster i mesterværket “Black Narcissus” i 1947. Isoleret på en bjergtop i Himalaya forsøger en gruppe nonner at etablere et kloster, men drives langsomt mod kanten af minder, begær og jalousi. Filmen er – gennem antydningens kunst – dampende erotisk og sanselig. “Metéora”, derimod, nærer sig ved det eksplicitte. Vi skal se Urania onanere. Se hendes kridhvide hud, sorte pubeshår og sorte nonnedragt. Se, hvor poetisk og smukt det er. Men det er bare alt andet end poetisk, når det bliver banket oven i hovedet på os.

Ånden er stærk, men kødet er svagt. Stathoulopoulos har helt sikkert haft de bedste intentioner med sin lille fortælling om Urania og Theodoros, men den endelig film står svagt. Historien er spændt bredere ud, end den kan bære. En bitte animeret kortfilm kunne snildt have stået stærkere. Det er i hvert fald Daenschels små, visuelt opfindsomme sekvenser, man tager med sig, plus et par kønne billeder af det mytiske, græske landskab svøbt i tåge.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Skønheden er bogstaveligt talt blændende i Spiros Stathoulopoulos’ film om en umulig forelskelse mellem en nonne og ung munk.

Deres vaneprægede liv, de daglige ritualer og ikke mindst løftet om askese udfordres kraftigt, da de to får øjnene op for hinanden. Ved hjælp af signaler og flygtige møder nærer de deres spirende forelskelse, alt imens de begge må stille spørgsmål til deres religiøse hengivenhed, efterhånden som de mere menneskelige lidenskaber griber fat i dem. Billederne af Thessaliens afsvedne sletter og det underskønne Metéora-kloster supplerer instruktøren her med animationssekvenser, der udvider den traditionelle ortodokse ikonografi til også at fortælle historien om en kærlighed, der er udspændt mellem himmel og jord, alt imens helvedet og alle dets pinsler lurer derunder.